Anmeldelse af Iceage, d. 14. August, Syd For Solen
Jeg er træt af arrogante mænd på scenerne
Billeder af Bastian Reinholdt Madsen
Efter et brag af en Turnstile koncert, skulle jeg trække min støvede krop over til Under Himlen for at se de danske indie-punkrockere Iceage.
Et navn jeg har kendt til i nogle år, men uden at sætte mig ned og lytte til diskografien. Mon det blev efter i dag, jeg endelig ville sætte mig ned og gøre det? Det kan jeg allerede afsløre at jeg ikke kommer til.
På papiret skulle jeg være stor fan af Iceage, så det kom voldsomt bag på mig hvor lidt jeg blev grebet af dem. Ja, genren kan lyde ensartet til tider, men i det her tilfælde kunne jeg af meget få instanser høre forskel på sangene. Deres lyd var meget præget af punk influences – men den punkede attitude var svær at finde frem i andre end frontmand Elias Rønnenfelt. Udtryksmæssigt lignede de alle sammen et eksempel taget direkte fra et “performative male på Syd For Solen starter pack” meme. Til dig kære læser, der ikke har hørt begrebet før, linker jeg hermed til et meme der indkapsler perfekt min pointe her. Og tak til min kollega Bjørn for at vise mig dette pragteksempel af et meme!
Det var ikke kun udtrykket der var performativt. Deres attitude osede af “jeg er er bare så sej fordi jeg spiller i et band der har fået international succes” – yuck. Jeg kan ikke fordrage kunstnere, der har arrogant energi og jeg kunne mærke det helt ude i siden, hvor jeg stod.
Crowd-interaktion var der ikke så meget af ud over at Rønnenfelt kastede solsikker ud til publikum, cirka midt i sættet. Hvorfor? Det har jeg virkelig ikke svaret på, og det skete på det mest random tidspunkt, at det føles super malplaceret. Han startede nemlig ud med at holde buketten under første sang. Så hvorfor ikke bare smide dem efter der?
En blokfløjte blev også hævet frem, men lyden kom knap igennem og det jeg kunne høre var en masse falske toner. Igen en gimmick, der landede fladt.
Fronten af pitten skabte moshpits undervejs til stor glæde hos mig. Vi er trods alt til et punkrock-show. Det var dog kun den forreste del af publikum der virkede til at være fanget af bandet. Resten af menneskemængden havde de ikke helt fat i og crowdet tyndede en del ud igennem koncerten.
Til en mindre redning, var den sidste del af koncerten præget af groovy riffs og der kom liiidt mere gang i den. Men ikke helt nok til at imponere denne skribent, der ventede på at det var overstået.
Se galleriet af Bastian Reinholdt Madsen herunder
