Alice Cooper

En rock-aften på autopilot

-

Anmeldelse af D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy, 17. feb. Royal Arena.

Nogle af landets største giganter leverede en gennemsnitlig oplevelse på rutinen

Hvis vi ser bort fra en uråbning med Safri Duo og de danske opvarmningsbands til Metallica de sidste par uger, så var det her første arrangement i den nye multi-arena på Amager, hvor den stod på danske kunstnere.

Jeg beder om syndsforladelse med det samme, da jeg tilhører den sjældne race af rock-fans, som ikke havde set D-A-D før. Det blev der heldigvis ændret på, da de danske rockdrenge havde trukket det korte strå og skulle være første band på scenen i Royal Arena.

Kort dom: Subjektivt blev jeg skuffet, objektivt var det – vist nok – en god oplevelse for folket, sådan som de skrålede og skvulpede med.

Jeg kunne teksterne til stort set samtlige sange af D-A-D’s imponerende bagkatalog, hvor hver sang vel efterhånden antager status som et hit: “Everything Glows”, “Soft Dogs”, “Monster Philosophy” og selvfølgelig “Sleeping My Day Away”, men netop sidstnævnte blev en eklatant skuffelse i mine øre.

Den sang har ageret uofficiel tema-melodi til min livsførelse de sidste mange år, men den her aften var den mere søvndyssende end nærværende.

Jeg slår her lige fast med det samme, at Laust Sonne er imponerende på trommer, Stig på bas er et studie i sig selv – ej at forglemme Binzer-brødrene på henholdsvis vokal og guitar.

Men de virkede ærligt talt til at køre på den velsmurte rutine. Hvis man skiftede Jesper Binzers namedropping af “Royal Arena” ud med ethvert andet arrangement fra Grøn Koncert til Ørrebrovælle Kræmmermarked virkede bandet til at køre i tomgang og kunne have optrådt hvilket som helst sted.

Igen en hurtig bisætning: De spiller godt, dygtigt og spot on – mens så heller ikke mere.

Ingen vilde indslag, fraset Stig, hvor jeg alligevel mente at kunne genkende alle gimmicks fra livevideoer, eller overraskende sange i sætlisten. Men det var så også dét, folk lod til at ville have: De skrålede med i deres konserva(s)tive tilgang til at være til rockkoncert.

Hvilket leder mig videre til Dizzy Mizz Lizzy, som jeg også først oplevede live for første gang sidste sommer og blev blæst omkuld, og jeg smilede da også, da drengene – rigtig godt forsinket – dukkede op på scenen igen. Men det smil forsvandt hurtigt. Der skete ikke rigtig mere… Pludselig virkede det til, at jeg havde samme oplevelse som med D-A-D.

Jeg vil undlade at fælde karakterdom over sidstnævnte, da bandets forsinkelse og andre forpligtelser fra redaktionens side (indsæt selv flere dårlige undskyldninger) gjorde, at jeg ikke oplevede koncerten til ende, hvorved de reelt kunne have imponeret skarpt efterfølgende, uden jeg var vidne til det. Det vidner det ikke til ud fra sætlisten, og jeg lod vide fra flere, at D-A-D var bedre end Dizzy denne aften.

Hvis det var sandt, missede jeg vist ikke noget.

Jeg var faktisk mere imponeret over Tak ROCK!-arrangementet forud på Nørreport Station, hvor jeg lige fangede lidt musik fra de danske, unge musikere i Franklin Zoo spille, som gjaldt det en billet til sidste raket væk fra planeten inden verdens undergang.

Her var den nerve og friskhed, som jeg savnede ved D-A-D og Dizzy! Efter Franklin Zoo skulle Lucer spille, og begge koncerter var gratis, omend lidt kolde udenfor. Hvis man skulle sætte det på spidsen og være flabet, kunne man have sparet sig de dyre domme i entré til arenaen og have kigget forbi den københavnske station for at se, hvordan dansk rock skulle leveres med nerve og intensitet.

Nyd et galleri af begge bands fra vores udsendte fotograf her:

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

REVIEW OVERVIEW

D-A-D

Share this article

Recent posts

Et kærligt gensyn

Anmeldelse af: The Offspring - Let the Bad Times Roll. 16. april 2021. Udgivet via Concord.   Efter ni års ventetid er de Californiske pop-punkerne The...

Magtens Korridorer lover guldøl og grønne fadøl

Anmeldelse af: Magtens Korridorer - Club Promise. Release d. 16. april 2021 via Universal Music.  Bodega-rockerne Magtens Korridorer spiller sange, som mange kender og kan...

Mustasch er ikke just Albert Einstein 

Anmeldelse af: Mustasch - A Final Warning, Chapter One. Release d. 16. april 2021 via Tritonus Records.    Næst-sidste advarsel om en senere advarsel er lige...

Forbipasserede skud af oprørerne

Anmeldelse af: Justify Rebellion - "Drømmefanger". Udgivet af Palindromfilm 2. april 2021.  "Drømmefanger" er titlen på justify rebellions nye dokumentar - men kommer drømmen til...

APRILSNAR: Metal A Day bliver ikke til ‘Music A Day’

Vi tog (måske) fusen på dig! Den opmærksomme læser gættede nok, at gårsdagens nyhedshistorie om, at vi bliver til "Music A Day", var en aprilsnar. Vi...

Popular categories