Anmeldelse af: Carnifex m.fl. 29. november 2022. Gimle, Roskilde.
På papiret så det ud til at blive for meget af det gode, men det blev det ikke! – og så måske alligevel en smule.
Foto: Mark Stoumann
Det var noget af en koncertplakat, der mødte en, når man denne kolde tirsdag aften stod udenfor det roskildensiske spillested Gimle: Fem (5!) af de tunge navne i eller omkring afarten af deathcore.
Det er bestemt ikke unormalt nu om dage, at et band køber sig ind på en tourné, eller det bare logistisk giver mere mening at sende så mange bands rundt at turnere sammen, men måske er begejstringen qua alderdommen over den slags store udskejelser (endda på en hverdag) ved at forstumme sig for mit vedkommende.
For medmindre du har den slags “smagsprøvekoncerter” (Såsom Prime is Coming), hvor konceptet blandt andet er at præsentere lidt af det, man har at byde på, så kan du risikere at skulle spises af med en halv time eller mindre af det éne band, som du var kommet for at se og derfor i dine øjne betalte en ågerpris for en koncertbillet.
Omvendt er det positive så, hvis du har ja-hatten på, at du kan komme til at opleve noget andet og blive fan af mere og derfor får fuld valuta for pengene – eller også er du bare så heldig, at du var ovenud begejstret for alt, hvad sådan en nærmest endagsfestival havde at byde på.
Jeg befandt mig et sted i midten.
The Convalescence
Derfor var det også til min store glæde og begejstring, at første band, The Convalescence, gik på i god tid, for så tegnede det da ikke til at blive en aften, der trak i langdrag (vi startede allerede klokken 18.30).
Det her var deathcore med streg under ‘death’, hvor der var sluppet nogle underliggende symfoniske elementer ind.
Mest af alt var jeg overrasket over, hvor punktlig publikum var og var fremmødt talstærkt op en tirsdag så tidligt og allerede ævlede om at have tømmermænd onsdag og skulle frekventere pitten mindst en håndfuld gange denne aften.
Og moshet blev der da også til en eminent lyd, som i dén grad også overraskede mig, for det er sjældent, lyden er SÅ god ved første band ud af så mange.
Bandmedlemmerne kom godt rundt på scenen og gjorde god figur af sig til deres første show i DK.
Varials
Endnu et førstegangsmøde for mit vedkommende – men sikke et møde!
Vil jeg tage noget med mig fra denne koncertaften, så skal det være, at jeg nu er fan af disse amerikanere.
Jeg havde ellers ikke den store fidus til deres seneste fuldlængde, Scars For You To Remember, men den er så sandelig kommet på rotation bagefter.
Min genrebeskrivelse vil nok skræmme metal-puritanerne væk: Tung metalcore med deathcore-elementer uden de store tekniske underfundigheder i selve det instrumentale, men hvor sangstrukturen er på variationer over en del breakdowns – med hovedfokus på lækre bass drops.
Kald det bare tomme kalorier for scene kids, men jeg æder sgu gerne min junkfood med velbehag – specielt når det smager så godt.
Bodysnatcher
Nok så begejstret jeg var for Varials, lige så hurtigt ligegyldigt indstillet blev jeg over Bodysnatcher.
I min bog er det metervare-deathcore med lidt dødsmetal-fraseringer indover, men hvor de andre navne på plakaten enten har innoveret deres lyd for at undgå den tidlige deathcore-død eller har fundet en ny formular at lege med, så synes Bodysnatcher mere i min bog at hylde den gamle dyd fra den første bølge af deathcorebands.
De kan sikkert blive populære i en revival-bølge, men lige i aften stak de umindeværdigt ud.
Chelsea Grin
Umiddelbart var der noget nær tætpakket i Gimle, da amerikanske Chelsea Grin gik på, og lyden var da markant forbedret fra sidst, jeg så dem, hvor man bare kunne høre en bass indover en masse breakdowns (ja, det kan også blive for meget af det gode!).
Men især deres scenetække og optræden havde denne gang fået et spark opad, og det afspejler sig også i deres musik på udgivelserne.
Festen var så sandelig kørende herude i provinsen: Folk moshede, bandet var nærværende og glade for at svinge deres deatchore-afart over scenekanten, og lyssætningen skal også lige have et kip med hatten med på vejen.
Carnifex
Det er så her, vi vender lidt tilbage til det med, at nu var det måske for meget af det gode, for selvom jeg skulle have det sidste af energien ud af kroppen noget nær forkanten til scenen, da Carnifex gik på scenen, så fes oplevelsen ligesom ud af metalballonen.
Her kommer så en klassisk forholdsbrudssætning: Det er ikke dig, det er mig.
Og det var vi måske andre i publikum, der var enige om, for Carnifex havde lige den anelse bedre lyd, og der var ingen der kunne tage fra dem, at de ejede scenen og så sandelig havde tænkt sig at gøre deres deathcore-eksplosion til en helhedsoplevelse – og de havde vist kastet et par ekstra knaster efter lys- og lydfronten, tør spås.
Men det største af energien var taget ud af koncertaftenen, så selvom Carnifex gjorde deres bedste, så var publikum allerede i en postcoital-stemning: Der var ikke flere kræfter at give af.
Derfor FIK jeg skam mere denne aften, end jeg havde håbet på, men vi kunne sagtens have kortet et band eller halvandet fra denne aften, men det bliver noget, vi kan diskutere om et dusin år, når vi aldrende koncertgængere taler om den aften. “Kan du huske dengang, da…”
Mark Stoumann serverer et galleri fra aftenen til dig her:
