Reportage fra: Wacken Open Air 2023. Wacken, Tyskland. 02. til 05. august 2023.

Da jeg vågnede om torsdagen, var alt egentlig ganske tilforladeligt. Traditionen tro blev vores camp vækket til lyden af titelmelodien til Thomas Tog i tre forskellige versioner. Alle i campen kom stille og roligt ud af deres telte, og vores generelle morgensnak om gårsdagens oplevelser startede. Alt, ganske som det plejer.

Foto: Magnus Karms Blichfeldt

(Læs del 1 fra Wacken Open Air 2023 HER.)

I løbet af dagen kom snakken hen på, hvad vi skulle opleve af musik i løbet af dagen. Personligt havde jeg ikke så meget på programmet i starten af dagen. Så da jeg hører, at de andre ville gå hen for at se Ad Infinitum, tænkte jeg, at det ville være en ganske fin lille fælles udflugt.

Ad Infinitum

Det fede ved at være på festival er, at man tit oplever bands, man ikke nødvendigvis havde tænkt sig at købe billetter til på normalvis. Ét af disse bands var netop for mig Ad Infinitum. Nogle gange bliver man så nærmest gjort til skamme og overbevist om, at man skal se bandet igen, når de kommer til ens nærområde. Her nåede jeg dog aldrig helt til med Ad Infinitum.

Jeg nød ganske vist koncerten og hyggede mig umådeligt, men koncerten blev heller aldrig mere for mig end blot en smule underholdning før de bands, jeg så frem til, skulle spille. Til gengæld så var resten af det fremmødte publikum ganske begejstrede og holdt noget af en fest. Fra scenen var der også godt med publikumskontakt fra alle musikerne, hvilket gjorde, at man fik et virkelig godt håb for resten af dagen.

Cemican

Da jeg vandrer rundt på festivallen sammen med en kammerat for at finde mad, snubler vi over noget ganske seværdigt. Et mexicansk band ved navn Cemican, som drager en masse inspiration fra deres aztekiske rødder. En solid omgang thrash med folk-inspirationer, der bliver serveret med et ganske godt sceneshow.

Det her måtte jeg simpelthen bare tage billeder af! Sikke et univers at træde ind i, som trods solen virkelig virker. Velspillet, udsmykket og engageret spiller Cemican en virkelig god koncert tidligt om eftermiddagen og får mange af de fremmødte ved Louder-scenen til at chante med og moshe en smule. Mega fedt.

Dark Tranquility

Blot et par timer senere var det tid til at vende hovedet hen mod Louder-scenen endnu en gang denne gang for at se de svenske melo-død giganter i Dark Tranquility. Her havde jeg ganske høje forventninger. Et band med så mange år og fedt materiale bag sig må da kunne noget live. Og dét kunne de uden tvivl.

Med masser af entusiasme, livsglæde og selvironi spiller Dark Tranquility en helt igennem fænomenal koncert. Selvironien var også et virkelig fedt og friskt pust. Nogle bands kan nemlig godt komme til at virke lidt som om, de selv synes, de er lidt for vigtige, men her udviste Dark Tranquility bare stor showmanship, spilleglæde og ærbødighed.

Uriah Heep

Uriah Heep må jeg indrømme, aldrig har sagt mig særlig meget, men jeg var heller ikke i tvivl om, at jeg måtte opleve dem på et tidspunkt. Oplevet dem, fik jeg, og meget mere er der egentlig ikke at sige om det. Det var hyggeligt, og de spillede på trods af små fejl hist og her ganske fint.

Mentalt var jeg dog også lidt fraværende fra den her koncert, da den næste koncert, jeg skulle nå, var en af de koncerter, jeg havde set allermest frem til ved dette års Wacken.

BAEST

Hvis man kender mig privat bare en smule, så vil man ikke være i tvivl om, hvor jeg ville befinde mig på Wacken netop på dette tidspunkt. Gerne helst så langt fremme som muligt og skrålende! BAEST er uden tvivl mit absolut yndlingsband fra Danmark. De er et band, jeg har fulgt siden jeg så dem spille sammen med Dawn of Demise på Spillestedet Stengade tilbage i 2016. Et band, der for mig viser, at danske ekstremmetalbands sagtens kan komme ud at spille i udlandet. Et band, der betyder umådeligt meget for mig.

Derfor var der selvfølgelig også store forventninger fra min side af. Nervøst venter jeg på, at de skal gå på scenen. Er lyden der? Spiller de de rigtige numre? Er de nervøse? Mange nervøse tanker går igennem mit hoved. Men lige fra de første toner af et af mine yndlingsnumre med BAEST ”Marks of the Undead” lyder fra Headbanger Stage, er der ikke andet i min krop end absolut lykke. BAEST spiller hele vejen igennem en fuldstændig eminent koncert. Sætlisten var perfekt.

Bandet fik virkelig gang i publikummet. Lyden var virkelig god. Alt gik simpelthen bare op i en højere enhed. Var jeg ikke stresset over at skulle tage billeder samtidigt, havde den her koncert nok været den bedste BAEST-koncert, jeg har været til. Til at slutte koncerten af med kommer forsanger Simon Olsen selvfølgelig ud at crowdsurfe, hvorfra han kommanderer publikum til at lave en circle-pit lige foran ham. Hold kæft, var det bare badass og et super godt billede på, hvor helt igennem dygtige showmen bandet er. Fuuuck, hvor var det bare godt.

Hammerfall

Lidt i den anden grøft kom Hammerfall. I min camp er Hammerfall (ligesom Accept/Dirk Schneider) lidt en fast joke, især efter en fra campen valgte at lave en 10-minutter lang version af introen til sangen ”Last Man Standing” i varierende tempi. Jeg har også set Hammerfall live et par gange efterhånden, så derfor var den her koncert for mig mere en: ”nå ja, den SKAL jeg næsten tage billeder af…” og mere blev den heller ikke rigtig til for mig. Lidt platte farjokes fra de forskellige musikere i bandet imellem numrene, fin musik, lyd og produktion opsummerer ret meget af koncerten.

En ting, jeg dog syntes, var virkelig tåkrummende, var bandets valg at spille nummeret ”(We Make) Sweden Rock”, som selvfølgelig er en hyldestsang, Hammerfall har lavet til den svenske festival, you guessed it, Sweden Rock… Jeg ved godt, at de højst sandsynligt også spiller den andre steder end bare Wacken, men det gør det ikke mindre tåkrummende for mig, tværtimod. Jeg skal ikke kunne sige, om det er et nummer, som Hammerfall-fans virkelig elsker, men for mig er det fuldstændig, som hvis Bersærk på tilfældigt udvalgte koncerter (evt. i udlandet) ville spille ”Ulvens Ed” (jeg er godt klar over, at det er Omvendt Korstogs-nummer, men da det ikke er et turnerende band, måtte jeg smide den over på Bersærk). Mens Hammerfall spillede de sidste ekstranumre, gik jeg over mod den anden af hovedscenerne for at se de mægtige tyske Kreator.

Kreator

Endnu et band, som jeg havde set frem til. Især fordi de skulle spille på hjemmebane. Hvor skulle det blive dejligt med god omgang tysk thrash, og det blev det fandme. Dog var der ikke lige så mange mennesker, som jeg ville have troet, til denne koncert. Men dette er jo nok netop, fordi der var godt og vel 35.000 mennesker, der ikke fik lov til at komme ind på festivalen.

Til trods for et lidt mindre crowd led koncerten på ingen måde last af dette. Mille og co. gav den fuld hammer og sørgede for en god energi, hvilket blev oversat til masser af moshing og crowdsurfing blandt publikum. Under koncerten møder jeg faktisk et par venner fra England, som jeg ikke har set siden Wacken 2019. Det var satme et skønt gensyn med masser af snakke om Covid, opdateringer på livet og selvfølgelig musik.

Kreators store tyske kampvogn af thrash var et super kærkomment skud energi ind i kroppen. Nu var det tid til endnu et klassisk tysk band denne gang i powermetal-genren.

Helloween

Helloweens indflydelse og vigtighed for powermetallen kan på ingen måde overvurderes. Bandet bliver ofte refereret til som værende ”The fathers of power metal”, så naturligvis skulle de tyske giganter da også spille på den tyske Holy Ground. Med sig havde Helloween et imponerende scenesetup med en kæmpe skærm til at vise alle mulige fede og fantasifulde visuals. Stort og imponerende var det hele, men hvad med selve deres performance?

Kort sagt, så sørgede deres performance for, at jeg personligt fik endnu mere respekt for bandet. På trods af bandets alder (både bandets levetid og alderen musikerne imellem) var der ikke noget, der skred i grøften. Faktisk spillede Helloween en sindssygt velspillet koncert. Selvom der ikke blev løbet maraton oppe på scenen, som hvis det havde været Iron Maiden, skinnede bandets energi og spillelyst stadig igennem og gjorde koncerten til noget, jeg næsten var lidt ked af, at jeg skulle gå fra. Men der var én kunstner, der var lidt vigtigere for undertegnede.

Abbath

Abbath er uden tvivl den musiker, der har gjort, at jeg har forstået idéen med blackmetal. Sammen med Immortal har han skrevet masser af sange, som var de store gatewaynumre ind i genren for mig, og med hans soloprojekt har han gang på gang formået at vise netop, hvor dygtig og faktisk ret innovativ en sangskriver han er. Dette gør, at jeg faktisk er lidt ligeglad med, om Abbaths sætliste er mere Immortal-fokuseret eller mere fokuseret på hans eget materiale (selvom der klart er nogle Immortal-sange, jeg rigtig gerne vil høre).

Abbath kan nogle gange være lidt en loose cannon i forhold til kvalitet (især dengang han drak). Derfor havde jeg en smule nervøsitet for denne koncert. Men denne nervøsitet blev meget hurtigt manet til jorden, da tonerne af ”To War!” fra Abbaths første soloskive blev lagt over det velfremmødte publikum som et dystert tungt tæppe. Som andet nummer på sætlisten fik vi ”The Rise of Darkness”, som også skulle vise sig at være det eneste Immortal-nummer, vi ville få serveret. Selvom jeg nok ville have ønsket et par flere eller blot et andet Immortal-nummer, så var sætlisten på ingen måde dårlig. Personligt var jeg umådeligt lykkelig over at høre numre som ”Acid Haze”, ”Winterbane” og min yndlings Abbath solosang, ”Ashes of the Damned”.

Rent perfomancemæssigt gav Abbath og hans band en helt igennem gennemført koncert. Alt spillede til punkt og prikke og med en kæmpe overbevisning, men stadig med den der særlige ”sjove onkel”-følelse fra hovedmanden selv. Under koncerten fik vi selvfølgelig også en Abbath klassiker… ILD! Med tændt fakkel i hånd kom Abbath ud og gav os et par spyt med tændvæske, så det hele spruttede ud.

Abbath gav mig stort set alt, hvad jeg kunne bede om af en koncert med ham. Men nu var jeg satme også blevet træt og var klar til at gå tilbage mod min camp, få snakket lidt med dem, der var der, og så ellers bare gå i seng. En oplevelsesrig dag med lidt mindre mudder var kommet til en ende og endnu en dag ventede.

Følg med i næste del…

Her følger et galleri fra denne dag, der er taget af reporteren/fotografen af denne artikel: