Anmeldelse af: Asking Alexandria “See What’s On The Inside”. Udgivet 1. oktober 2021 via Better Noise Music.
Asking alexandria byder dig til at kigge indenfor på indersiden, men det kan være svært, når bandet selv famler i blindE.
Så for satan. Asking Alexandria er tilbage! Nu med bandets 7. plade “See What’s On The Inside“.
Hvis du er langtidsholdbar fan af bandet og forventer, den nye plade indeholder dyb growl, screams og breakdowns en masse – så kan du glemme det. Forventer du en ny plade, som er let fordøjelig, halvpoppede melodier og med “ooooh-ooh-ooohs”, man kan synge med på, så vil denne plade sidde lige i barskabet for dig.
Det sidste scenarie er, hvad der har hærget Asking Alexandrias sidste 3 plader, og det gør sig stadig gældende på denne nye skive. Bandet har fundet en musikalsk retning, som de på ingen måde har tænkt sig at slippe igen. Men hvad gør det så?
Pladen starter med en Metallica-inspireret intro, som går over i første nummer, “Alone Again”, der tydeligvis er riffet med inspiration fra samme førnævnte band. Et middelmådigt nummer, som også skulle vise sig at blive 1. singlen forud for udgivelsen af pladen.
Der er dog små guldklumper af metalcore at spore hist og her. Nummeret “If I Could Erase It” er det tætteste, bandet kommer på at røre ved deres tidligere musikalske retning. Der bliver screamet fra forsanger Danny Worsnops stemme, og oven i købet kan nummeret byde på et build-up og hvad, der vel godt kan betegnes som et breakdown. Man bliver en anelse lykkelig.
Herfra tager pladen en kedelig drejning. Numrene “Find Myself” og “You’ve Made It This Far” er et par uinteressante ballader, som dernæst går over I de to absolut kraftløse numre “Misery Loves Company” og “The Fame”, der gør oplevelsen forkvaklet.
Pladen slutter dog af på gode noter med nummeret “The Grey”, som har bandet lige fundet den sidste energi til at vise, at de stadig har noget at byde på.
Jeg kan ikke finde mange lyspunkter ved Asking Alexandrias nye plade, See Whats On The Inside. Der er løbende numre som viser, at der stadig er relevans for bandet, men for mange forbiere viser, hvor upræcis indersiden er for det engelske band.
