Psy:code har været sådan et band, jeg har fulgt gennem de seneste par år, hvor jeg altid er blevet sært begejstret for dem qua deres industrielle favntag på metallen, hvor der er rigeligt med melodi, hastighed og labre detaljer at fordybe sig i.
Ja, jeg har jo beskrevet dem en del gange før, hvoraf deres seneste optræden på Raise Your Horns-festivalen kan nævnes.
De lader dog tit til at falde ned mellem to stole – hvis ikke flere – da publikum endte er fåtallige til flere af de koncerter, der burde være skelsættende for bandet; lyden er for mudret, eller folk ikke dukker op i god nok tid, hvis de varmer op.
Så at sætte dem som hovednavn – og eneste på – på plakaten denne varme fredag i juni på High Voltage burde sikre, at det dedikerede publikum dukkede op, at de andre, der ikke kendte bandet, fik én på opleveren og så lyset, som jeg havde set det før.
Før jeg dog nåede så langt, skal det lige påpeges, at der var noget befriende ved at vandre i retning mod den rockende natklub i København, som det er sket så mangen en fredag aften før om sommeren, hvor planerne er lidt løse dagen efter, så man virkelig kan ræse igennem på dansegulvet i kælderen på Axel Torv.
Jo, vi skulle stadig sidde ned, og det hele skulle lukke før tid, men om det var synet af mange roligans, der gjorde klar til morgendagens opgør i EM-regi, som jeg så på vej til koncerten, eller det bare var det gode vejr, så var der i hvert fald meget, det tydede på, at dette var begyndelsen på enden for det forbandede corona-liv, vi har levet alt, alt for længe.
Og Psy:code beviste dette allerede fra start trods at betræde scenen 20 minutter senere end annonceret, men så burde de sidste efternølere da også have indfundet sig – for denne koncert på High Voltage var (også) blevet udsolgt.
Og lyden var fabelagtig fra start af, hvor de højfrekvente toner samlede sig godt om de dybe lyde fra bassen og videre sammen med trommerne, hvorfor der også blev mere plads til det elektroniske i mixet, som ofte kan være bandets kæphest live: lyden skal virkelig (VIRKELIG) være skarptunet, før man får det samlede lydbillede med, som deres musik fortjener.
Dog kan det også have noget at gøre med, at jeg bruger gode ørepropper (jeg vil gerne have hørelsen til mange fremtidige koncerter, tak), for da jeg i et kort forsøg på at høre, om jeg kunne opleve koncerten uden, tog dem ud, var de lyse toner nok en stor kende for langt fremme i lydbilledet, og det åbenbarede sig, at trommerne også havde lidt for meget plads fremme sammenholdt med de mange andre inputs fra bandet.
