Anmeldelse af Cirith Ungol + Night Demon på Gimle, Roskilde, d. 19.09.24.

Det var noget tid siden, jeg sidst havde besøgt Gimle, og denne torsdag var særdeles fremmødt, da vi skal være vidner til noget historisk.

Foto: Tommy Skøtt

Der er næsten udsolgt til showet, og da jeg ankommer til Gimle, da dørene åbner, er der samlet en god portion folk ud på pladsen ved bænkene og bordene. Forventningsglæden er til at tage og føle på.

Night Demon

Dannet i 2011 i USA består gruppen af Arman John Anthony (guitar), Jarvis Leatherby (vokal, bass) og Brian Wilson (trommer). Bandet har udgivet tre albums, hvorfra det seneste er Outsider (2023). Kan de varme det sulte publikum op?

Der er som sagt godt fyldt, men jeg og mine venner formår at komme fint foran til venstre foran scenen. Night Demon er en smule forsinket, og små 10 minutter efter annonceret tid går de på, akkompagneret af skæret fra grønt lys og røg.

Leatherby har en god melodisk stemme, og både ham og Anthony er showmen, der ofte kommer helt tæt på deres publikum. Lige fra starten af udviser trekløveret stor spilleglæde, og det er svært ikke at blive revet med af deres meget melodiske heavy metal, og nu vi snakker om musikken:

Jeg har ikke selv dyrket meget af Night Demons materiale, men på trods af dette så skal man blot bruge et enkelt omkvæd for at kunne synge med på numre som “Outsider”, “Beyond the Grave” og “The Chalice”. Det er skønt, hvordan de holder sig til det simple og får det til at fungere så pokkers godt. Det er en fræk omgang fræsermetal, hvor vi også forkæles med fede overgange og vidunderlige soloer i flæng.

Responsen fra gæsterne er da også tydelig, og flere “HEY”-chants kører løs, og det er tydeligt, at det her rammer plet i aften i Roskilde. Melodierne i sangene trækkes flot ud, og selv en lille trommesolo har jeg ikke noget imod. Der er torden i højtalerne, og det føles som at stå i en sort/hvid-film som Night of the Living Dead (1968). Nu vi snakker lidt filmisk, så bringes der en slags monstermaskot ud under “The Chalice”. Et harmløst stunt, der passer godt ind i den hyggelige luftguita stemning, vi befinder os i.

Bandet skaber en god retro-følelse, som de så krydrer med deres egen sans for moderne rock. I løbetempo føres vi over målstregen, sikkert og med et kæmpe smil på læben.

Jeg er absolut fan og bagefter hører jeg flere der havde samme oplevelse som mig. Nogle gange skal der ikke mere til end de rigtige riffs og sans for fængende sangskrivning kogt ned til deres basis essens. Kom snart tilbage de herrer

Cirith Ungol

Nu skal vi på en storslået rejse ned i vores genre. Helt tilbage i 1971 blev dette kultband dannet, og de skilte sig altid ud ved at gå deres egne veje. De var bannerførere inde for tidlig doom og også sword and sorcery-tema-metallen.

Deres første fire albums har for længst opnået kultstatus, dog valgte de at trække stikket efter Paradise Lost (1991) og spillede ikke live i 25 år derefter. I 2016 blev gruppen gendannet, og yderligere to udgivelser blev det til, før at vi nu står ved enden. Dette er deres farvel Tour for good.

Cirith Ungol har aldrig optrådt i Danmark, så dette bliver første og sidste gang, man kan opleve dem i vores lille kongerige. For mig er de et af den slags bands, jeg altid har kendt til, men aldrig rigtig udforsket, udover at jeg ejer et syet mærke fra Pull the Plug Patches med King of the Dead (1984) -artworket.

Uanset hvad så glæder jeg mig til endelig at blive konfronteret af Tim Bakers karakteristiske skærebrændervokal. Med på scenen har frontmanden den originale trommeslager, Robert Graven, samt Night Demon medlemmerne Armond Anthony på guitar og Jarvis Learherby på bas.

Supporten er stor i rummet, lokalet koger af spænding, og da Cirith Ungol træder ind, er forløsningen stor. Vi bliver kaster ud i “Atom Smasher”, “I’m Alive” og “Sailor on the Seas of Fate”, sidstnævnte fra det seneste album, Dark Parade (2023).

Hver eneste del af musikken hyler mod månen af klassisk metal, og det er skønt at opleve, at riffs, der er skrevet for så lang tid siden, stadig er relevante og hårdtslående den dag i dag samtidig med, at det harmonerer godt med det nye materiale.

The man, the legend Mr. Baker har sin stemme intakt efter årtier, og iklædt solbriller med sit grå tilbagelagte hår er han forfærdelig cool at se på. “We are Cirith Ungol and we are here to bring you some blood and iron!” råber sangeren, og således får vi “Blood & Iron” fra One Foot in Hell (1986). Flere har ventet alt for længe på dette show, og festen er sikret på Gimle. Flere løfter deres næver, horn og stemmer, og man kan ikke andet end at ride med på bølgen af imaginære sværd hele vejen til dark fantasy land. Nøj, hvor bliver der sunget med, men havde man forventet andet denne torsdag?

Baker ved, at dette er en særlig stund “This might be our last ride together on the black machine”, indrømmer han. “Black Machine” fra King of the Dead (1984) river i os, og tætpakket nyder vi historiens vingesus sammen.

Vi er alle venner her, og man kan ikke spotte en eneste gnavpot i rummet. “Forever Black” fra Forever Black (2020) beviser, at selv på vejen imod enden manglede Cirith Ungol aldrig talentet for at komponere eminent og tung metal, der ønsker at slå tænderne ud på dig. Man kan argumentere for, at det måske ikke ligefrem er storslået kunst, men man kan ikke andet end respektere, når nogen vier deres liv til musikken og nu med stolthed fremfører deres skaberværk.

Jeg befinder mig i skønt selskab, og jeg kan mærke, at livet er smukt og værd at leve. Disse stunder er det værd at huske, man ved aldrig, hvornår det ændrer sig.

“Paradise Lost” og “Join the Legion” får vredet det sidste brøl ud af os, men jeg tror, at Cirith Ungol kunne have fortsat hele natten, og ingen ville have forladt lokalet. Vi befandt os ganske simpelt i guitarhimlen.

Vi sagde farvel til Cirith Ungol, og jeg er taknemlig for, at jeg fik chancen for at hylde ikonerne. De vil blive savnet, men deres arv vil aldrig nogensinde blive glemt, så længe der findes en højtaler til heavy metal.

Billederne er taget af Tommy Skøtt