Mobilbillede: Magnus Karms Blichfeldt
Idaslet
Denne aftens opvarmer var bandet Idaslet. Idaslet er et relativt nyt band. De har én udgivelse bag sig. Men de består af ganske garvede musikere. Halvdelen af bandet har nemlig også spillet i bandet Xettia, som blandt andet har varmet op for Red Warszawa. Idaslet spiller musik, der meget minder om denne aftens hovednavn, Svartsot, nemlig Folk metal blandet med dødsmetal-vokaler. Da Idaslet går på, kommer først trommeslageren, guitaristerne og bassisten på scenen. De spiller lidt, og så kommer vokalen på, og vokalisten træder ud. Men, hov, det var skam ikke bandets faste vokalist. Aftenens vokal blev denne aften håndteret af en stand-in ved navn Simon Jacobsen. Herefter kom harmonikaspilleren ud på scenen, og nu var bandet egentlig fuldtallige.
Men under anden sang afsløres det, at de har en lille gæst med nemlig Sofia Schmidt fra Ethereal Kingdoms. Sammen med Simon (og til tider resten af Idaslet) får Simon og Sofia fremført teksterne ganske flot, og Sofia gør det rigtig godt som en slags sang-nymfe, der danser ganske eventyrligt, og nogle gange går lidt nede blandt publikum. Resten af bandet spiller også ganske tight. Der er også masser af glæde og spillelyst blandt musikerne, og de virker til at have en fest, som kun smitter af blandt publikum.
Idaslets største problem er så blot, at deres vokalist stand-in virker til at fokusere meget på at huske teksterne og ikke så meget på at optræde. Dette gør, at hele koncerten falder en lille smule til jorden, fordi det, der normalt er fikspunktet, simpelthen er lidt akavet at se på.
Selve vokalerne klarer han eminent, men det havde klædt showet, at han havde givet sig mere hen og ikke ”bare” prøvet at huske teksterne. Dog vil jeg gerne pointere, at koncerten derudover var virkelig vellykket, OG jeg føler ikke rigtig, jeg kan trække for meget ned i karakteren på grund af en stand-in.




