Anmeldelse af: Svartsot + Idaslet. Tapperiet, Køge. 22. april 2022.
Lad mig fortælle dig en historie om en koncert, hvor opvarmningsbandet var bedre end hovednavnet.
Mobilbillede: Magnus Karms Blichfeldt
Idaslet
Denne aftens opvarmer var bandet Idaslet. Idaslet er et relativt nyt band. De har én udgivelse bag sig. Men de består af ganske garvede musikere. Halvdelen af bandet har nemlig også spillet i bandet Xettia, som blandt andet har varmet op for Red Warszawa. Idaslet spiller musik, der meget minder om denne aftens hovednavn, Svartsot, nemlig Folk metal blandet med dødsmetal-vokaler. Da Idaslet går på, kommer først trommeslageren, guitaristerne og bassisten på scenen. De spiller lidt, og så kommer vokalen på, og vokalisten træder ud. Men, hov, det var skam ikke bandets faste vokalist. Aftenens vokal blev denne aften håndteret af en stand-in ved navn Simon Jacobsen. Herefter kom harmonikaspilleren ud på scenen, og nu var bandet egentlig fuldtallige.
Men under anden sang afsløres det, at de har en lille gæst med nemlig Sofia Schmidt fra Ethereal Kingdoms. Sammen med Simon (og til tider resten af Idaslet) får Simon og Sofia fremført teksterne ganske flot, og Sofia gør det rigtig godt som en slags sang-nymfe, der danser ganske eventyrligt, og nogle gange går lidt nede blandt publikum. Resten af bandet spiller også ganske tight. Der er også masser af glæde og spillelyst blandt musikerne, og de virker til at have en fest, som kun smitter af blandt publikum.
Idaslets største problem er så blot, at deres vokalist stand-in virker til at fokusere meget på at huske teksterne og ikke så meget på at optræde. Dette gør, at hele koncerten falder en lille smule til jorden, fordi det, der normalt er fikspunktet, simpelthen er lidt akavet at se på.
Selve vokalerne klarer han eminent, men det havde klædt showet, at han havde givet sig mere hen og ikke ”bare” prøvet at huske teksterne. Dog vil jeg gerne pointere, at koncerten derudover var virkelig vellykket, OG jeg føler ikke rigtig, jeg kan trække for meget ned i karakteren på grund af en stand-in.
Jeg håber på at kunne fange Idaslet igen en anden god gang.
Svartsot
Lad mig sige det med det samme: Svartsots koncert var en koncert med én gennemgående og iøjnefaldende kontrast. For det meste af bandet, især deres forsanger, spillede med liv og sjæl og gjorde, hvad de kunne for at levere en fed koncert. Men deres leadguitarist, Cris Frederiksen, spillede bare med lige det modsatte.
Det er ikke fedt for mig at sige, men Cris lignede koncerten igennem en, der egentlig bare glædede sig til at lægge sig til at sove efter koncerten. Så til trods for at deres forsanger, Thor, leverede mere et show og sørgede for at se interessant ud på scenen ved at klæde sig lidt ud i starten og gestikulere og udtrykke sig i forhold til teksten, så var der bare en intetsigende performance for én af musikerne. Det var bare forstyrrende og gjorde det til en lidt forvirrende koncert at opleve. Især når bandets bassist, Simon Buje, synligt levede sig ind i musikken og samtidigt stod ved siden af Cris, som så ud som om, han mest tænkte ”Er det snart slut?”.
Ja, anmeldelsen af denne koncert bliver en kende kort, men der er egentlig heller ikke så meget mere at fortælle. Svartsot spillede sådan set ret godt dog med lidt småfejl hist og her, og deres sætliste var også godt og varieret (dog savnede lidt mere fra deres nye plade, Kumbl, som du kan læse min anmeldelse af her), men blev simpelthen punkteret af en guitarist, der forstyrrede med sin ligegyldighed, og fordi det er et fast medlem af bandet, bliver jeg desværre nødt til at give Svartsot en lidt ringe karakter, da koncerten ikke blev meget bedre end fin, og så trækkes ned af et medlem.
