Anmeldelse af Dynazty – Game Of Faces. Udgivelse d. 14.02.25 via Nuclear Blast Records.
Dynazty leverer deres mest intense album til dato.
Har Dynazty gjort det igen? Efter deres store gennembrud med The Dark Delight og Final Advent er Dynazty blevet et ikonisk band, som har fundet sin plads i smørhullet i power-metallens kingsize-seng. Det melodiske metalband har været aktive siden 2007, men deres ørehængere begyndte først for alvor at slå igennem i deres senere år. Og gennem disse år må sige, at de har formået at perfektionere deres unikke lyd og adskille sig i den mangfoldige genre.
Så jeg var naturligvis spændt uden lige, da de første singler fra det nye album Game of Faces dukkede op på min Discover-playliste. Skulle dette blive endnu et skelsættende album i deres imponerende diskografi? På valentinsdag får vi lov til at dykke ned i den gådefulde titel, som er bandets første udgivelse på det store pladeselskab Nuclear Blast.
Game of Faces er et velstruktureret album på 42 minutter, præget af kraftfulde grooves og melodiske riffs – ikke noget, der vil overraske en garvet Dynazty-fan. Jeg havde forventet, at mange numre ville minde om de største hitsinglerne fra de seneste to albums, Heartless Madness og Power of Will, to name a few. Men jeg blev imponeret over bandets fremdrift og innovation. Ja, det lyder præcis, som man ville forvente, hvis man kun giver albummet en overfladisk lytning: et hæsblæsende tempo, skyhøje falsetter fra Nils Molin og guitarriffs, som man næsten kan synge med på. Men en stiløvelse uden substans? En gentagelse af The Dark Delight og Final Advent? Nej, bestemt ikke!
Først og fremmest må jeg sige, at deres sangskrivningsformel har ændret sig markant. Deres musikalske og lyriske dybde er virkelig noget, der bærer sangene. Teksterne er kreative – næsten poetiske – og maler smukke billeder, der passer perfekt til deres teatralske musikstil. Lyrikken er indhyllet i en tungere lyd og en umiddelbart mere intens energi, end jeg har hørt dem diske op med før. Jeg kan kun forestille mig, at deres liveoptrædener bliver et sandt smorgasbord af bangers.
Selvom numrene har en gennemgående stil, har de hver især deres egen stemning. Åbningsnummeret Call of the Night har en næsten dyster atmosfære, der får hårene til at rejse sig. Titelnummeret Game of Faces er derimod en medrivende sing-along, som sagtens kunne brilliere som Sveriges kandidater til Eurovision 2025.
En af de stærkeste kvaliteter ved dette album – og det, der adskiller Dynazty fra mange andre melodiske metalcore-bands – er, at de ikke falder i den klassiske fælde, hvor tunge, melodiske vers sættes i kontrast til et silkeblødt clean-vocal omkvæd. Her går vers og omkvæd hånd i hånd, og overgangen mellem dem sikrer, at intensiteten holdes på et konstant højt niveau. Devilry of Ecstasy er et perfekt eksempel på dette. De tunge og melodiske rytmer driver sangen frem fra start til slut, suppleret af synths og en fænomenal guitarsolo, der sætter prikken over i’et.
Nils Molins powervokal fungerer drønlækkert sammen med Jonathan Olssons dybe bas på Fire to Fight. Olssons bas er dominerende på mange af numrene, hvilket også kommer til udtryk i Die to Survive. Dog overdøver bassen aldrig Love Magnussons og Mika Lavérs imponerende guitar-duo, som får rigelig plads i stort set alle numre. Riffsene er velplacerede, så den imponerende guitargymnastik ikke drukner i Molins rå vokalstil og vice versa.
Men ensformighed tynger stadig albummet. På trods af at jeg nyder sangene enkeltvis, bliver det næsten for meget af det gode i længden. Man kunne godt ønske sig en palet cleanser indimellem – og det får man heldigvis, for eksempel med det melankolske nummer Dark Angel. Det er en klassisk blødere power-metal-sang med tunge trommer, et storslået omkvæd og en episk solo, som trækker tråde tilbage til Dynaztys spæde albums fra 00erne.
Hen imod slutningen af albummet løfter Dynaztys kunstneriske niveau til episke højder med nummeret Phoenix.
I min optik er Phoenix albummets absolutte højdepunkt. Sangen emmer af positiv energi og eufori, og budskabet om at rejse sig fra mørket som en føniks og elske livet er stærkt. Er det en ny og revolutionerende idé? Nej. Men nogle gange behøver man ikke opfinde den dybe tallerken – især ikke, når den allerede er så perfekt, at man gerne spiser alle krummer og slikker den ren bagefter.
Til allersidst får vi Mystery – et nummer, der afslutter albummet med en sidste eksplosion af energi. En stor og bombastisk finale – og en perfekt afslutning på et episk album.
Hvis Dynazty var en genre i sig selv, ville Game of Faces være det mest Dynazty-agtige album, de nogensinde har lavet. Epik, sprudlende energi, power og præcision gennemsyrer hvert eneste nummer og samler det hele i et smukt melodisk metalcore-puslespil med +1000 brikker.
Er det overraskende, nyt og uventet? Nej. Er det stadig hamrende fedt og afhængighedsskabende at lytte til? Denne anmelder siger JA!
