Alice Cooper
Forside Anmeldelser Et feltstudie i svingende kvalitet

Et feltstudie i svingende kvalitet

Author

Date

Category

Anmeldelse af: Sirenia, m.fl. BETA, Kbh. 27. februar 2019.

 

En aften med den største niveauforskel fra top til bund jeg nogensinde har oplevet til en professionel koncertopsætning. Ender det lykkeligt?

 

Foto: Jannie Ravn

Det hele starter ellers så godt. Fire internationale bands for 160 kroner, en perfekt after-work-koncert på en onsdag til at bryde op med arbejdsugens monotoni.

BETAs foyer er hyggelig som altid med dæmpet belysning og en projektor, der viser pejse-tv. Lun helt ind i hjertet af den hyggelige stemning og med helt åbne ører går jeg ind til de fire bands, der folder sig ud på BETAs lille intime scene.

 

Crossing Eternity
En dramatisk synthesizer-intro hører sig til, når man spiller i den melodiske liga af metallen. Det starter fint – men falder til jorden med et brag.

I de første fraser af åbningsnummeret er bandet decideret ude af takt med hinanden og virker uoplagte – ja, nærmest tømmermændsramte. Rumænske Crossing Eternity har krydset mange landegrænser for at stå her i aften, men komnmer aldrig ud over scenekanten. Det bliver aldrig bedre end ‘okay’ med deres oldschool heavy-metal. Forsangeren synger ikke falsk, men der er ikke yderligere karisma eller orignialitet at finde i deres optræden og musik.

Jeg står og overvejer, om de er et seriøst band, eller om man skal betragte dem med lidt ironisk distance. Set fra den vinkel er det faktisk hyggeligt nok, det føles, som at se sin lidt for fulde onkels coverband, der har fået lov til at spille til forsamlingshusets årlige fest.
Ud fra den præmis er det faktisk hyggeligt nok. Jeg kommer dog i tanke om, at jeg står til en koncert, hvor hovednavnet er en af de større spillere i symfonisk metal og bliver revet tilbage til virkeligheden, hvor Crossing Eternity skuffer mig med deres 30 minutters opvarmningssæt.

 

Alight
Næste band stiller et sæt matchende backdrops op med cyanblå cyber-inspireret design. Forsangerinden har matchende blå hestehale, bandet gør en tjekket entré – godt visuel førstehåndsindtryk!
Alight har en moderne fornemmelse over sig med en rocket lyd, der leger med Amaranthe-vibes i form af elektroniske breaks og en imponerende vokal med flotte RnB-agtige fraseringer.

Deres første sang fanger mig ikke med det samme, men igennem sættet bliver jeg draget ind i deres univers. Showet er forfriskende strømlinet, især efter sidste bands misere.
Det hele spiller: lysshowet, koreografien, lyden, looket, musikken. Alights energiske performance passer godt til clubshow-formatet, og de præsenterer et univers, jeg har lyst til at gå på opdagelse i. Desværre er der et par uheldige audience-talk-replikker, der slår skår af glæden samt en manglende afrunding på et ellers virkeligt godt show!

Jeg har fået troen tilbage på, at det bliver en god aften!

 

Eloyse
Min optimisme udfordres af Eloyse.
Ind på scenen kommer et mildest talt mismatched band, hvis look spænder fra rocker-onkel til tylskørt. Man skal jo som bekendt ikke skue hunden på hårene, og jeg åbner mit hjerte for deres musik.

Eloyse præsenterer et mindre lydbillede end Alight med nærmest gotiske vibes. Bandets franske tekster formidles af forsangerindens flotte stemme med et lidt klassisk præget udtryk. Men, vent… er det et growl, der ligger i backing tracket, mens ingen på scenen synger? Illusionen brydes kortvarigt, men jeg tænker “skidt pyt” og lader mig bære videre af musikken.

Jeg bliver dog forstyrret af live-lyden, der som den eneste på aftenen lyder underligt mudret. I en kort passage står vokalen alene, og man kan høre hvor flot hendes stemme egentligt er. Min spirende fascination med Eloyse rives dog brat i stykker, da det i næste nummer bliver tydeligt, at det muligvis ikke er hele bandet, der spiller den aften. Godt halvdelen af vokallinjerne bliver fyldt ud af et growl, der ligger på backingtracket og ved nærmere gennemlytning høres det også, at der er rigeligt med dubs i vokalen. Det var åbenbart ikke muligt for hverken guitaristen eller bassisten at lære at growle.

I symfonisk metal er det acceptabelt at have orkester, harmonier og kor med sig fra en laptop live, da det kan være logistisk og økonomisk umuligt at slæbe et symfoniorkester og et helt kor med sig ind på BETA. Symfonisk metal er dog også en vokaldomineret genre, og det er én af de ting, der er highlights ved en liveoplevelse af denne type musik. Derfor skal det bare spille. Det gør det ikke, og jeg udvandrer sammen med flere andre til foyeren, hvor vi venter under pejseprojektoren på det norske hovednavn.

 

Sirenia
Dramatisk intro. Vi er ikke i tvivl. Det er Sirenia-tid.
De sætter gang i deres bombastiske set, og lyden virker til at starte med paradoksalt stor i det lille rum, som BETA nu engang er.
Det er musik, der er bygget til at køre på helt store scener, og det føles lidt som at se Avatar på en smartphone. Jeg har dog brug for at holde det gode humør, så jeg overgiver mig til “epicness” og deres fine univers.

Sirenia leverer et gennemført og topproffessionelt show med veltimet koreografi og lyssætning. Vokalisten er i topform og bandet spiller røven ud af buskene.
I modsætning til Eloyse har både bassist og guitarist også et par sang-roller i nogle af numrene, hvilket klæder opsætningen. Salen er rigtigt godt med, og der er overraskende mange fremmødte, da hovednavnet er i gang på denne onsdag.
Gennem deres show kommer vi fra deres helt gamle materiale over til deres nyeste plade, Arcane Astral Aeons, og de slutter af med den dramatisk udgang. Er showet slut?

Selvfølgelig er det ikke det, de kommer ind og spiller to sange igen.
På et så intimt venue som BETA virker det malplaceret, men det ville fungere ret godt på større scener, hvilket det er tydeligt, at showet er designet til at køre på.
Måske er det tidspunktet, måske er det onsdag, måske er det bare mig, men i løbet af settet flyder det hele lidt sammen, og jeg taber fokus.

Sirenia leverer dog en super flot koncert, og det er klart et band, der kan anbefales at tjekke ud live, hvis man bevæger sig i den symfoniske og melodiske gren af metallen.

Crossing Eternity
Alight
Eloyse
Sirenia

Recent posts

Siamese går bananas i genrer

Anmeldelse af: Siamese - Super Human. 24. maj 2019. Long Branch Records. “Let the flames, Burn out our names” - ja tak! Lad det være sagt med det...

Dåsemad og kold kaffe…

Interview med Aphyxion, Jesper Haas. Aphyxion er virkelig på vej frem, så vi har taget en lille snak med dem om deres nye album og...

Et sidste lørdagsslagsmål med en klaverbokser af Guds nåde

Anmeldelse af: Elton John. Royal Arena, Kbh. 18. maj 2019. Så stod han der så. Sir Reginald Kenneth Dwight. For næstsidste gang på dansk grund,...

Da Køge blev lagt i den gode grav

Anmeldelse af: Artillery + BAEST. Tapperiet, Køge. 16. maj 2019. Metallen er så sandelig blevet (gen)etableret i Køge, og det blev bevist med optræden fra...

Gonna give you some terrible thrills

Anmeldelse af: The Rocky Horror Show. Aarhus Teater. 15. maj 2019.   Man siger, at noget er blevet kult, når det på trods af måske ikke...