Et indstuderet rutinetjek af maskineriet

Da jeg ankom til lille VEGA denne kolde november-aften, var klokken lige omkring 20. Køen til spillestedet var en anelse lang, og det kunne jeg ærligt talt ikke forstå, da jeg havde læst på de sociale medier, at det første band var planlagt til at gå på scenen klokken 20:15. Men jeg måtte, som så mange andre, stille mig pænt om bag i køen.
Da jeg endelig kom ind af døren, blev jeg mødt med: ”Du skal lige aflevere dit overtøj i garderoben.” ”Sikkerhed frem for alt,” tænkte jeg i første omgang. Men da Disconnected slog de første strofer an oppe i salen, imens jeg stadig stod i køen til gardaroben, så må jeg indrømme, at mine frustrationer begyndte at køre på højtryk.

Disconnected

Da jeg ankom oppe i salen, havde Diconnected allerede færdiggjort to numre. Super ærgerligt for mit helhedsindtryk at misse to numre. Men jeg var heldig, for jeg vidste, at der desværre stod publikum ude i køen foran, der endnu ikke var kommet ind i varmen.

Disconnected kommer fra Frankrig. De lignede dog ikke nogen, som skulle nyde et lækkert frølår eller en nybagt baguette. Nej, de lignede mere nogen, som var klar på at stikke dig et par flade, hvis ikke du gjorde, hvad de befalede oppe fra scenen. Bandet spiller en progressiv omgang metal. Melodiøse guitar riffs baner vejen for forsanger Ivan Pavlakovic, der både med skønsang og growl kunne frembringe bandets tekster. Hans hårde attitude på scenen faldt i god jord hos publikum, og han var god til at tage hånd om os og fik publikum godt med.

På trods af band-navnet “Disconnected” så endte bandet med at være godt forbundet med det danske publikum, der var med under deres show. Bandet udstrålede en fantastisk energi på scenen. Ikke en fra bandet stod stille, og det smittede af på publikum. Et publikum, som dårligt nok kunne nå at købe en fadøl i baren, inden bandet gik på scenen.

Disconnected udgav tidligere i år deres debutplade, White Colossus, så der var rig mulighed for bandet at lufte en masse nye sange. Jeg bed mærke i titelnummeret, ”White Coloussus”, og den melodiøse ”Losing Yourself Again”. De fangede mig med deres lyrik og melodier. Jeg nåede at fange 3-4 numre med bandet, og de formåede at sprede så meget rå energi og lidenskabeligt sammenspil, at jeg med glæde ville se dem igen, hvis de skulle svinge bussen til landet igen.

The Raven Age

Næste band på scenen var engelske The Raven Age. – og skulle du nu tænke: ”Er det ikke det band med ham, der er søn af ham fra Iron Maiden?” – så har du ganske ret! George Harris, som spiller guitar i The Raven Age, er nemlig søn af selveste Steve Harris fra Iron Maiden. Men for fanden, George Harris kan spille guitar. Man kan godt mærke, at han kommer fra en musikpræget familie. Virkelig talentfuld.

Jeg har tidligere oplevet The Raven Age. Det var faktisk for nærmest præcis et år siden, inde i Pumpehusets lille sal. Jeg kan huske, jeg gik en anelse skuffet derfra, og at der var plads til forbedringer i bandet. Der var nogle positive detaljer at spore denne aften i VEGA.

Bandet havde et par måneder efter koncerten i 2017 afbrudt samarbejdet med forsanger Michael Burrogh. I stedet har de nu anskaffet sig Matt James, som er tidligere forsanger i bandet Wild Lies. Hans stemme har en langt større rækkevidde til at kunne nå de høje toner, hvilket er godt. Men han er bare ikke en interessant frontmand. Der var ikke meget underholdningsværdi i ham. Alt, hvad han sagde mellem numrene, syntes at have været gentagelser af sætninger, som han havde sagt i 30 andre byer forinden.

Nej, det egentlige guld i The Raven Age ligger på skuldrene af guitarist Tony Maue. Han har nogle korte growlende sekvenser på få af bandets numre bl.a. på bandets nyeste single ”Betrayal of the Mind”. Det er ikke meget, man kan høre ham, men det er der. Selvom manden stadig ligner en teenager i udvilking, så er hans growl eminent. Det er ærgerligt, at det ikke bliver udnyttet mere i bandet, og man kan kun håbe, at de bruger det mere på en eventuelt ny plade. Det ville i min verden give bandets lydbillede et kæmpe boost, hvis man blandede deres stemmer noget mere.

The Raven Age klarede sig i den grad bedre, end sidst jeg stiftede bekendtskab med dem. Der er stadig nogle få ting de kunne gøre for at få deres helt egen lyd. Hvilket jeg uden tvivl synes ville klæde dem.

Tremonti

Tiden var kommet til aftenens hovednavn. Mark Tremonti var atter en gang på dansk grund. Han er en arbejdsom mand, der nærmest aldrig sidder stille. Han har tidligere været guitarist i Creed og er aktiv nu i Tremonti og Alter Bridge. Aftenens kavalkade af Tremonti-hits blev startet med ”Cauterize”. Det tunge riff brager ud af højtalerne. Senest var bandet at opleve på Copenhell tidligere på året.

Tremontis evne til at skrive et veludført riff er ikke blevet mindre på bandets seneste plade, A Dying Machine, fra i år. På setlisten for denne aften var der ikke mindre end syv numre fra den nye plade, som alle sammen prydede den i forvejen hårdtslående setliste.

Mark Tremonti er en respekteret frontmand både blandt bandmedlemmer og publikum. Selvom han gjorde det en gang imellem, havde han ikke behøvet at røre en finger for at få publikum til at klappe med eller hoppe og ned. Det skete helt automatisk i begejstringens glæde. Publikum var med ham hele vejen, og der blev skrålet med på hver og en af de strofer, man nu kunne huske fra bandets hårde, men melodiske bagkatalog.

Midt inde i settet er der plads til en kort guitar-doodle fra guitarist Eric Friedmann inden numre som: ”Seen It All”, førnævnte ”Desolation” og ”Trust”. Efter sidste nummer finder Mark Tremonti selvironien frem og joker med, om mon bandet kun er kommet for at spille ballader hele aftenen? Ikke til folks store overraskelse var det ikke tilfældet, og bandet forsatte i den hårde boldgade med ”Catching Fire”.

Bassisten skulle også vise sig at være en karakter i sig selv. Hans energi-niveau lå langt højere end det resterende band. Til tider lignede det, at nogle fra crewet havde sat strøm til ham, og at de selv kunne styre ham fra bag scenen. Han sprang frem og tilbage på scenen, mens han flere gange hamrede sin knytnæve ind på strengene. En overdrevet energibombe uden lige.

Tremonti leverede en stilsikker koncert uden alt for meget interaktion eller spontanitet, som man måske kunne have forestille sig, der ville være mere af til sådan en intim koncert. Hele deres show virkede desværre en anelse indstuderet, og det gjorde mig en smule skuffet.

Tremonti er som en maskine, men ikke en døende en af slagsen. Tværtimod en velsmurt og hårdtarbejdende maskine, som skal tjekkes op indtil næste rutinetjek.

Anders Groos Mikkelsen tog billeder, som du kan se her: