Anmeldelse af: Elton John. Royal Arena, Kbh. 18. maj 2019.
Så stod han der så. Sir Reginald Kenneth Dwight. For næstsidste gang på dansk grund, i og med at han jo lige snupper en ekstrakoncert i starten af juni. Enden på en æra langs den gule murstensvej, som denne gang leder mod et velfortjent otium.
Foto: Lykke Nielsen
Og var man denne aften kommet for at få et alternativ til den alt for store mængde bøsse, drag og gejl – for nu at citere Folketingets formand – som løb af stablen over 3000 kilometer væk i Tel Aviv, var det i hvert fald ikke i Royal Arena, at det skulle findes.
Glorværdigt, storladent og ikke langt fra de Vegas-totalforestillinger, aftenens hovedperson leverede i fjor, var det en storsmilende Elton John med overvejende jævnaldrende band, der indtog scenen foran et helt igennem veloplagt publikum denne lørdag aften.
Og nej, det var bestemt ikke til at se på ham, at hans elskede hjertebarn, Watford F.C., – for hvem han i to omgange var klubejer – lige havde fået læsterlige klø af Manchester City i FA Cup-finalen kort forinden. Det var ej heller i en resignerende rolle, at han spillede sig vej gennem den to en halv time lange koncert. Men det var omvendt med parolen om, at han stadig stod der – om det så blot er for en kort stund endnu – ved pianoet, der har fulgt ham i langt over fem årtier.
Og således slog han tonerne an til “Bennie & The Jets” og begav sig ud på en obligatorisk tour de force i sit eget bagkatalog, der kan dateres helt tilbage til 1969.
Vi nåede derfor selvfølgelig rundt om kompositioner, der alle har flere hundrede koncerter på bagen, mens Elton hamrede ustoppeligt løs på tangenterne. “All The Girls Love Alice”, “Someone Saved My Life Tonight”, “Burn Down the Mission” og alt det dér jazz; foruden de allerstørste hits, der var fint spredt ud, før de selvfølgelig fyldte mest hen imod afslutningen. En massiv storskærm bag musikerne var samtidig med til at supplere musikken med visuals og kortfilm, men fungerede oftere distraherende fra de solide udgaver af Eltons numre.
“Border Song” blev visuelt overplastret med hyldester til afroamerikanske ikoner såsom Martin Luther King, Rosa Parks og Aretha Franklin, “Tiny Dancer” blev akkompagneret af usammenhængende klip af forskellige, californiske skæbner, mens der også blev plads til pastelfarvede danserutiner, overdramatiseret kvindeslagsmål ved en pool og andet, ligegyldigt fyld. Det var ikke mindst en skam, for selve koncerten var i det store hele ganske udmærket.
En af grundene hertil var først og fremmest, at det hele foregik på 72-årige Eltons egne præmisser.
For når solokunstnere med Elton Johns form for status når op i årene, er det nemlig ikke særsyn, at de omgiver sig med betydeligt yngre musikere, der kan tilføje en vis form for vitalitet til både musik og udtryk på scenen. Sådan foregår det slet ikke på Farewell Yellow Brick Road-touren, hvor Elton blandt andet har allieret sig med den sublime og trofaste trommeslager Nigel Olsson samt mesterpercussionist Ray Cooper, der begge har været med næsten hele vejen. Derfor var det ikke med absolut knald på fra start til slut, men i et noget mere fredsommeligt tempo, hvor alle i salen kunne være med. Under “Levon” blev den i forvejen sygdomsramte vikarguitarist, John Jorgenson, desuden nødt til at forlade scenen midlertidigt med et mindre ildebefindende, hvilket også hæmmede en noget udstrakt solosektion, hvor han unægteligt skulle have haft et prominent indslag – han var dog tilbage ikke så længe efter.
Med kombinationen af lange mellemstykker og det nedskruede tempo blev showet sommetider lige lidt for søvndyssende, men føltes heldigvis aldrig falskt eller forceret, og landede som underholdningsmæssigt slutprodukt fint et sted i midten af det hele, hvor man som udgangspunkt sjældent havde alt for meget at brokke sig over.
Højdepunkterne – det, som størstedelen var kommet efter – var jo til syvende og sidst de obligatoriske megahits; førnævnte “Tiny Dancer”, “I’m Still Standing” og “Bennie & The Jets”, “Candle in the Wind”, hvor pianoet gled over scenen som verdens dårligste Roomba, “Rocket Man”, “Your Song” og slutteligt “Goodbye Yellow Brick Road”.
På “Saturday Night’s Alright for Fighting” fik vi desuden det oplagte lørdagsslagsmål sendt ud gennem højtalerne, og det var her, Elton John skinnede klarest. Som en mand, der stadig var et stykke fra pensionen, men som også skal have tid og plads til at pleje familielivet oven på en lang karriere i underholdningens tjeneste.
Nogen herkulisk bedrift blev det aldrig til, men derimod stod koncerten i Royal Arena som et lysende klart minde om, hvilken gudsbenådet komponist, Sir Reginald altid har været – og altid vil være – og at han stadig står der. Lidt endnu.
Lykke Nielsen fangede nogle skud fra aftenen:
