Anmeldelse af Ivy Crown – Echo. Udgives 25. oktober 2019 via Long Branch Records.
Det ville være klichéfyldt at kalde Ivy Crown for girlpower, så i stedet vil jeg kalde dem for “Female Force”. Det er mere modent, seriøst og feministisk.
I en tid, hvor musikmiljøet ofte bliver kritiseret for at være en pølsefest med alt for få kvinder, er det skønt med et band, kun bestående af kvinder. Der er efter min mening alt for få bands med kvinder. Af de danske kan nævnes Ethereal Kingdoms, Konvent, Myrkur og Forever Still. Ivy Crowns trommeslager, Sara Gacic, var også trommeslager i det hedengangne Taras, men hun har nu heldigvis dannet et nyt band, og det er ovenikøbet bedre (mindre poppet og mere hårdt).
På albummet medvirker Kim Song Sternkopf (fra Møl) på “Lonesome And Cold”, Jesper Gün (fra Ghost Iris) på “That’s What You Do” og Kardeem France (fra Loathe) på “Bad Dream”. Selvom det er gode numre, så er Ivy Crown bedst, når det “kun” er dem.
Der er ingen deciderede dårlige numre på skiven og taget i betragtning af, at det er en debut, er det musikalske snit meget højt.
På “Lonesome And Cold” synger forsanger Maria Kjær: “They call her a sinner, they call her a hore and everything in between”. Hvad der er mellem de to skældsord, ved jeg ikke, men pyt nu med det.
“It’s A Hell” er en af mine favoritter, da den både har slagkraft og elegance lidt ligesom Ethereal Kingdoms.
“Our Worst Days” er muligvis inspireret af et af Marilyn Monroes feministiske citater. Måske er det kliché, men det er alligevel et godt nummer, fordi teksten har en fandenivoldskhed, som Marilyn Monroe ikke havde.
“Rising” afslutter albummet fornemt af med et stort kor og kuldegysninger. Det er en break up-sang, men uden klynkeri (ligesom Sonata Arctica på deres seneste plade) – det er skønt. Det store kor i slutningen løfter sangen op på et episk niveau – wauw, siger jeg bare!
Ivy Crowns logo (en minimalistisk krone med tre spidser) ligner logoet for Melodifestivalen (Svensk Melodi Grand Prix). Om det er bevidst, tvivler jeg på, men man kan sige, at Ivy Crown er lige så gode til at skrive musik, som svenskerne (Evergrey, Mustasch og Night Flight Orchestra med flere), så på den måde passer det meget godt.
På coveret er en kvindefigur, som er en virkelig statue, der er placeret i København og faktisk også hedder Ekko. Det er da poetisk og perfekt.
Ivy Crown har mere at byde på, end at de “bare” er fire kvinder (Maria Kjær på vokal, Maria Engstrøm på bas, Sara Gacic på trommer og Natasja Stormly på guitar) – de har talent, noget på hjerte og noget på spil. Det er fedt at høre et ungt band, som både er meget selvsikre i deres lyd og stil på allerede deres første udgivelse.
Desværre er deres to aller-første singler “Enemy” og “Timeout” ikke med på pladen. Men er Echo så et godt album? Til det kan jeg kun svare et “rungende ja!”.
Tracklist:
Lonesome And Cold feat. Kim Song Sternkopf
Run
It’s A Hell
That’s What You Do feat. Jesper Gun
Our Worst Days
Bad Dream feat. Kardeem France
Not Who We Are
Forgotten Me
Rising
