Anmeldelse af Ashes of Billy + Cold Culture, d. 27.03.26 på Tapperiet, Køge
To bud på fremtiden for rock og metal bød på både succes og fiasko for denne skribent.
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
Jeg har ikke besøgt spillestedet i Køge mange gange. I 2020 var det under Covid-19 pandemien hvor jeg så Cabal, Clients og Møl, et par år efter var det til Køge Metal Festival 2023 hvor det var Scar Symmetry og Hatesphere der lokkede + Bersærk selvom jeg måtte gå tidligt hjem efter en lang uge. Nu er det 2026 og jeg er atter draget til “Ny Vesterbro” som min redaktør fortalte mig er en af byens tilnavne. Der er helt udsolgt denne lørdag i den hippe egn.
Cold Culture
Det er egentlig lidt skægt, at Mads Zelansky (vokal), Andy Joensen (guitar), Michael Mentz (keyboard, percussion) og Andy Morielle (trommer) optræder i aften. Dette har intet at gøre med at deres genre er meget anderledes end hovednavnet, men det faktum er der er gjort næsten ingen reklame for dem på denne lille Danmarkstour. De er ikke at finde på Facebookbanneret til begivenheden og en gut jeg fulgtes hjem med i toget var komplet overrasket over at der var andre bands end Ashes of Billy. Den samme følelse giver flere udtryk for efter showet. Jeg opdagede det da også mere ved et tilfælde.
Hvorom alt er, så indrømmer jeg gerne at de er grunden til at jeg er taget fra Hedehusene. Da de optrådte i Poolen i december var det en stor triumf at være vidne til. Holder det igen? Særligt når mange på ingen måde er klar over, at de er til stede. Der er samlet en blandet flok af børn, teenage og voksne, men de fleste er mødt op tidligt, virker det til.
Da Cold Culture åbner med “Downfall” fra deres Afterthoughts (2023)-EP lyder deres moderne metalcore både smuk og intens. Zelansky har ramt et punkt som sanger, hvor både hans rene vokal, dybe growls og høje skrig leveres flydende og med masser af indlevelse. “Har vi det godt?” spørger forsangeren, responsen er lunken. Men for pokker de fleste undrer sig da sikkert også over hvorfor de ikke står og lytter til grunge. Dette præsenterer jo en vis udfordring for firkløveret, men med singlen “Back For More” viser de deres tiltrækkende evner på scenen og i mikset af melodisk vred melankoli og dragende keyboard finesser, stiger temperaturen stille og roligt.
Mit favoritnummer “Faded” er medrivende og er leveret med en sådan professionalitet at pitten nu begynder at røre på sig. Zelanski nævner, at de normalt ville bede om en wall of death, men han mærker nok også, at gæsterne lige skal se dem an, før den slags anmodninger vil falde i god jord. Herfra går det dog kun opad. Vi sætter farten lidt ned med den sårbare “Heartache”, der læner sig mere op af det elektroniske. Vi skal stadig deltage, da der skal løfte langefingre i vejret og råbes “you did enough yeah you fucked me up yeah”. På dette tidspunkt har Cold Culture som sagt vendt skuden, og der hoppes og moshes til “Cold” + lidt sing along på melodien i nummeret afprøves også. Til “Low” skal vi ned på knæ og hoppe op. Dette gøres med stor iver.
Til den afsluttende “Deep End” har mange fundet rytmen og dem der ikke springer rundt nikker anerkendende med hovederne. Cold Culture er i rasende udvikling og selvom de ikke er på samme plan som Spiritbox, Architects, Motionless In White og Dayseeker så er det vidunderligt at se dem vende et skeptisk fyldt lokale til en gedigen smeltedigel. Jeg er en sucker for god metalcore. Måske er vi stadig en lille smule bagude her i Danmark i denne genre, men der arbejdes hårdt for at gøre noget ved dette. Med hensyn til denne opgave er Cold Culture frontrunners og tak for det.
Ashes of Billy
Jeg er gået mere ned bagved. Både for at give plads til dem, der er dedikerede fans, men også for at få et bedre udsyn over herlighederne. For man kan umuligt nævne aktuel guitar-orienteret musik uden at snakken falder på Daniel Aabenhus Hermann (vokal, guitar), Johan Borgaa (trommer) og Anton Stampe (bas). Og dette med god grund for de nyder disse dage en kometkarriere der har resulteret i at de har udsolgt, ikke alene Tapperiet, men også Mejeriet i Sønderborg, Headquarters i Aarhus og Lille Vega i København på deres 2026 tour. Det er satme godt gået uanset hvordan man vender og drejer det! To gange før har jeg set det meget unge trekløver. I Haslev i 2024 med Cold Culture og Siamese og på Copenhell Metal Cruise 2024. Jeg kunne se og høre potentialet til søs og havde en fin oplevelse med gruppens retro-grunge. Nu vil jeg se forløsningen og ambitionerne i fuld flor.
Der hænger tre store lamper på scenen og med en spandfuld gnister, der skyder op to steder, så kan man ikke beskylde bandet for ikke at ville få det her til at føles som stadionrock. Så langt så godt. Hermanns hæse stemme fungerer superb og de tres spilleglæde kan der på ingen måde pilles ved. De smiler og bevæger sig energisk rundt. Særligt Stampe er i flow med sin bas. Der er en god tyngde i lydmikset og også røgsøjlerne rejser sig for at give mere vægt til de riffs der tages imod med kyshånd af gæsterne. Der er jubel og fælles klap over det hele, men for mig er der noget galt. Jeg kæmper imod, men den nagende følelse vil ikke stoppe.
Nu kommer vi til den del af en anmeldelsers job, der er svær. For jeg vil så gerne kunne lide Ashes of Billy og det er på ingen måde fordi at jeg ikke kan se deres store appeal. For har du savnet alternativ 90’er rock som Queens of the Stone Age, Puddle of Mudd, Soundgarden, Kyuss, Pearl Jam, Mad Season og Mudhoney så kan du genopleve det lige her. Og var du ikke i live dengang den bølge lagde glam metallen endegyldigt i graven, så er det her din chance. For helvede, Alice In Chains og Layne Staley er en af hovedgrundene til at jeg selv er blevet sanger. Men som et lyn fra en klar himmel får jeg revet bindet for øjnene og kan med stor ærgrelse se problemet ved materialet og konceptet hos Ashes of Billy.
For der er stor forskel på at lade sig inspirere af sine idoler og så direkte plagiere dem. Når du har et riff der 1 til 1 er Nirvanas “Smells Like Teen Spirit” så slår det ikke alene revner i facaden, men smadrer den totalt. Det her er trygt og lige ud af landevejen-rock, hvor alle er inviterede og det er på ingen måde en dødssynd, men hold nu op hvor bliver det ualmindeligt kedeligt på meget kort tid. Det er ganske vist et yderst velpoleret produkt, men det er solgt på at vi alle har spist en ordentlig skålfuld member berries. Der er ingen selvstændig vision eller ønske om at ville udfordre egne evner. Vi har at gøre med ekstremt dygtige musikere, der lader deres skæbne hvile i en fortid, der måske giver point lige her og nu, men som på lang sigt på ingen måde er kunstnerisk holdbart.
Det er ikke for at være en sur stodder og ej heller for at få gang i diskussionen i kommentarsporet som jeg ikke regner med er enige med mig. Der er ikke noget der kan stoppe den rejse mod toppen som Ashes of Billy er på, slet ikke denne artikel og jeg ønsker dem det bedste. Jeg kan bare ikke lade mig forføre af standard rock når det er slået så stort op som det er her og i hele miljøet.
Der nævnes at de for nylig har været i USA og skrive nye sange med, hvad der 100% er dygtige top-mennesker i branchen. Det får crowdsurfere i luften og der moshes også. Det er beklageligvis bare så åbenlyst for mig at Ashes of Billy kun har fået hældt ørene fulde af “kloge” ord om hvad der sælger bedst. Det er desværre bare mere af det samme, amerikanske gennemsnitlige rock, der så gerne vil være Bush eller Creed på deres bedste dage. Jeg vil langt hellere lytte til mange af de bands som der kopieres end en imitation der blegner mere og mere for hvert monotont minut.
Respekt for at de er kommet så langt og har lagt store dele af kongeriget ned, det er jo stadig på en måde beundringsværdigt og en god historie. For denne anmelder er det desværre også fortællingen om et stort spildt potentiale.
Det er så trist at de konsekvent går efter de billigste point og det falder så meget til jorden for mig at jeg har lyst til at gå tidligt, men vælger at blive hængende for at få det hele med, jeg giver ikke op endnu. Så mange andre værdsætter det her på en måde jeg ikke forstår, og hvis Ashes of Billy kan samle flere 100 mennesker der har fornøjelse af deres forsøg på at genoplive grunge , så fred være med det. Jeg er kun en gut og det er ikke mig der har udsolgt spillesteder over hele Danmark. Jeg er bare så nedtrykt over at der ikke sættes flere krav, men at så mange lader sig spise af med tom nostalgi og ikke mere. Mest af alt er jeg mismodig over at jeg tror fuldt og fast på at Ashes of Billy kan meget mere end hvad jeg ser her. Tænk hvis der var en verden, hvor de tre besluttede at bryde ud af deres sentimentale rammer og bruge deres store talent til at skabe et univers, der var helt deres eget?
Det må forblive en drøm, for så længe at “Feel You Around” og “Don’t Let Go” får folk til at købe billetter i massevis og synge i kor, så behøver drengene ikke at eksperimentere på nogen måde. Har man fundet en formel der virker som den tydeligvis gør, så er spørgsmålet da også om det overhovedet giver mening at ændre på den? For om et par år så har Ashes of Billy sikkert udsolgt Forum, K.B. Hallen eller Store Vega og været ledestjerner for nye bands og fans, Royal Arena, here we come. Og ingen kan sige at de er kommet sovende til det! I sidste ende er det bare opreklameret til at være en revolution der egentlig er et falsum.
Se galleriet af Joachim Vilholm Vilstrup herunder
Cold Culture
Ashes of Billy
