Alice Cooper

Fanget i krydsild

-

Anmeldelse af: Nomy – Cross fire. 14. maj 2021. Selvudgivet.

 

Da denne anmelder p.t. er på en længere rejse gennem Mexico, har det til min store skræk været en udfordring at opstøve en metalscene i Latinamerika. Dog har det ikke holdt mig fra at stikke snuden ned i samtlige nye albums, som lykkeligvis stadig kan hentes ned på Spotify! Og lykkeligvis blev jeg benådet med svenske Nomys nyeste plade her i 2021

Det er ikke sikkert, at man har fulgt med i denne svenskers imponerende selv-producerede musiske rejse, men om ikke andet har den her i 2021 udmundet i det hårdtsparkende album, Cross fire.

Svenske Patrick Berndt Boris – bedre kendt som Nomy – udgav nemlig i år sit 13. album, som er en sammensætning af en imponerende kavalkade af numre, som kunstneren selv har produceret blot ved hjælp af sine egne musiske kunnen på guitar, et finslebet stemmebånd og en computer. Nomy er nemlig en musiker, som enerådig komponerer alle elementer til sine sange, som han derefter smelter sammen via computer og sælger selvstændigt på internettet, da han endnu ikke har en pladekontrakt.
På trods af dette er Cross fire et album, som tydeligvis er blevet lagt blod, sved og tårer i, før det er blevet udgivet – dette mærkes tydeligt allerede fra første nummer!

Jeg stødte først bekendtskab med Nomy i 2018, da jeg faldt over sangen “RUN!”, som nu også fornemt er indflettet i årets album! Sangen er fyldt med tempo og pondus samt flerstemmige harmoniseringer – selvfølgelig alle sammen udgjort af Nomy selv! Fra første beat var jeg hooked, og med minderne om dette nummer begravet dybt i tindingelappen, så var jeg klar til at tage imod samtlige vådeskud fra Cross fire!

“Meltdown” var det første nummer, som oprigtig fangede min opmærksomhed. Et rocket, råt nummer med masser af sjæl og slagkraft. Den sørgmodige historie udformer sig: “One little girl went sailing on the ocean…” som hurtig udvikler sig til “one little girl found dead in the water. Piece by piece thats how they found her.” Gåsehud breder sig over min hud, mens fortællingen fortsætter. Nomy formår med sin musik at illustrere tydelige billeder og skabe en historie, som lytteren bliver fuldkommen opslugt af.

Når man dykker ned i numre som “The Cult” og “Flowers in your hair” og dissekerer de musiske elementernes bid for bid, så bliver det for alvor imponerende, at Nomy ene mand har udgjort samtlige komponenter i musikken. Brudstykker af lydelementer sammen med den flerstemmige harmonisering indflettes med lydeffekter, dybe trommer og lokkende synth-elementer i baggrunden. Det et tydeligt, at der er lagt hårdt og ikke mindst finpudset arbejde i hvert et nummer.

Nomy holder sig til de rockede undertoner, men leger også med ballader, som passer enestående til hans rå, raspe stemme. “I Once had a heart” er et perfekt eksempel på diversiteten, som albummet byder på.

Hvis man, lige som jeg, har fulgt Nomy i nogle år, kan man tydelig sammenligne kvaliteten af produktionen med nogle af hans tidligere værker. En af mine personlige favoritter “Self Therapy” fra albummet Antonic Atrocity er et super fedt og velindspillet nummer, som dog, i sammenligning med hans seneste produktion, blegner. Det er tydeligt, at det er blevet arbejdet på både vokalens volumen og kraft samt selve mestringen af produktionen og sammensætningen af delkomponenterne.
At se denne tydelige udvikling hos så særegen en kunstner synes jeg personligt, er noget af det mest betagende, man kan opleve hos en up and coming musiker.

Det er altså krystalklart, at Cross fire er et produkt, som emmer af hårdt arbejde, dedikation og gennemøvelse.
Et andet godt eksempel på netop dette er ørehængeren “Cocaine” som med dens dystre budskab, men nærmest muntre upbeat-lyd, kommer til at køre længe på repeat på min Spotifyliste!

Nomys lidt særegne musikgenre er en smagssag, men hvis man holder af rock og kan tåle lidt eksperimenterende musik, så er denne svenskers værker i den grad noget, man skal give sig i kast med. Cross fire er et godt sted at starte med over en times musik på et enkelt album. I min optik er 20 sange lige i overkanten, men taget i betragtning af kvaliteten og diversiteten i numrene, så gør det ikke spor! Numrene formår at adskille sig med hver deres særegne lyd, samtidig med at stilen holdes, som en rødglødende tråd gennem hele albummet.

Nomy er en kunstner med meget på hjerte, og de dybtfølte fortællinger gennem musikken gør, at man nærmest fængsles til en rutsjebanetur af følelser fra start til slut. Personligt finder jeg Cross fire exceptionelt professionelt velproduceret, følelsesmæssigt berørende og helt igennem fænomenalt sammensat af denne kunstner.

Så hvis du, lige som mig, godt kan lide lidt sukker i din stærke kaffe, så giv Cross fire et lyt for din daglige dosis af rock!

ANTAL STJERNER

Nomy - Cross fire

Del denne artikel

Seneste artikler

Balanceret kaos

Den afrikanske larm

Høj på tomgang

Populære kategorier

Anmeldelse af: Nomy - Cross fire. 14. maj 2021. Selvudgivet.   Da denne anmelder p.t. er på en længere rejse gennem Mexico, har det til min store skræk været en udfordring at opstøve en metalscene i Latinamerika. Dog har det ikke holdt mig fra at stikke...Fanget i krydsild