Anmeldelse af: Twilight Force – At the Heart of Wintervale. Udgivet 20. januar 2023 via Nuclear Blast.
KALDER ALLE FANS AF D’n’D OG RINGENES HERRE! ÅRETS FØRSTE GODE AUDIOTIVE ROLLESPILS EVENTYR ER LANDET!
Er der noget, metalheads elsker mere end dæmoner, blastbeats og corpsepaint? Ja. Ja, det er der. Det er nemlig nørderi, fjol og fantasi (eller skulle hellere sige ”fantasy”?). Netop dette bringer Twilight Force, et svensk band, jeg først stiftede bekendtskab med på Wacken i 2017. Et band iklædt liverollespils-inspirerede kostumer og masser af selvironi. Et band, der ikke er bange for at gå den ekstra mil for at være platte og pjattede. De har nu med deres nyeste album, At the Heart of Wintervale, leveret endnu en perlerække af storladne numre med fortællinger om fjerne lande.
Jeg er ikke en person, der normalt nødvendigvis sætter noget power-metal (eller som nogle kalder det, helte-metal) på. Men når det er så gennemført, flot skrevet og udført og med så stor mængde selvironi, som det her album, så resulterer det i, at jeg ubevidst bliver ved med at sætte det her album på. Albummet er mestendels en lang fest i ørene med tekster så fantasifulde, at man skulle tro, at man havde sat et hørespil på. Man bliver simpelthen teleporteret væk til netop Wintervale.
At the Heart of Wintervale er bygget op af flotte guitarriffs, stor vokal og hurtige trommer. Men det, som gør, at man for alvor bliver transporteret til et stort og smukt snelandskab, hvor drager kan findes, er de symfoniske instrumenter, der er lagt på. Klokker, fløjter, strygere og horn er alle sammen med til at overbevise en om, at albummet mere er filmmusik a la Howard Shore (ro på, SÅ godt er det dog heller ikke), end det er TRVE BLACK METAL fra et eller andet obskurt band, der kun udgiver på kassettebånd.
Et eksempel på god selvironi og fjol ses på nummeret “Sunlight Knight”, hvor nummeret har et ret tydeligt tema, som stille og roligt bliver overtaget lidt af de symfoniske elementer for så at blive fuldstændig smidt til siden for en gang kalypsomusik, som er med til at fortsætte det musikalske tema. Det er fjollet, det er sjovt, og det er vigtigt. For uden sådan nogle auditive ”jokes”, havde jeg nok haft svært ved at tage den her plade seriøst. Men det er på grund af sådanne eksempler, jeg kan se, at Twilight Force ikke tager sig selv alt for seriøst og er bevidste om, at det, de laver, er en smule plat (men de elsker det).
På pladen er der et par numre, der passerer de 10 minutters varighed, som viser, hvor stærke sangskrivere Twilight Force er (pokkers til svenskere og deres stærke musiske evner). Igennem disse numre får de nemlig udforsket en ret stor mængde idéer, som både kommer igen i løbet af numrene og dele af pladen. Det eneste minus, jeg har ved ét af numrene, er ”Highlands of the Elder Dragon”, som starter super interessant og en smule dystert, men så går direkte over i galoperende power-metal. En smule skuffende, da jeg godt kunne tænke mig, at det mere melankolske blev udforsket her, men bestemt ikke ødelæggende for resten af nummeret.
Eneste andet lille minus, som egentlig også er lidt et sjovt plus, er nummeret ”A Familiar Memory”, som er en folkemusik gengivelse af nummeret ”Flight of the Sapphire Dragon” fra albummet Heroes of Mighty Magic fra 2016. Lidt ”dovent” at genbruge et ældre nummer, men samtidigt også et dejligt tip med hatten til fansene.
Jeg kunne blive ved med at ævle og rose dette album, men nu vil jeg blot opfordre samtlige læsere til at komme i gang med dette album hurtigst muligt! Et sandt mesterstykke i storladent fjol, som ingen burde snyde sig for.
For saaaatan, jeg glæder mig til at se dem live d. 20. januar i Templet, Kbh! SKÅL!
