Anmeldelse af: Swallow the Sun m.fl. Pumpehuset, Kbh. 04. april 2023.
Melankoli, forfaldet og bladene, der får samme farve som ild. Sikke en følelse at beundre og fascineres af.
Arkivfoto: Tommy Skøtt
Og hvis denne lille intro får nogens hjerte til at længes, så var det uden tvivl Pumpehuset, man skulle befinde sig i denne tirsdag. For den finske death/doom-gruppe Swallow The Sun var på besøg igen denne gang med svenske Draconian og Shores Of Null fra Italien.
Swallow The Sun har altid ligget i top i denne genre for mig. Sammen med lignende bands som Ghost Brigade, Katatonia og Insomnium. Masser af mørke, melodi og melankoli.
Mine forrige koncerter med bandet på Stengade i 2019 samt i Pumpehuset sidste år har begge været dragende og drømmende oplevelser. “Firelights” fra 2019 albummet, When A Shadow Is Forced Into The Light, var muligvis mit mest spillede nummer det år. Så et gensyn med finnerne har stået højt på årets koncertkalender + showet skulle oprindeligt have fundet sted d. 04.02.22, men blev altså flyttet.
Draconian har også haft en god del år i mit musikhjerte. Lyttede første gang til dem, da specialudgivelsen The Burning Halo udkom i 2006. Og med Turning Seasons From Within i 2008 og efterfølgeren A Rose For The Apocalypse i 2011 blev min dedikation til deres musik cementeret. Bandet har været igennem sin del af line-upskift og efter mine to favoritudgivelser forlod deres ene sanger Lisa Johansson bandet, og Heike Langhans tog over på den rene vokal.
Hun var sammen med gruppen, da jeg første gang oplevede dem på Stengade i 2019 på tour med Sovran-skiven. En plade, der var god, men desværre ikke fangede mig i lige så høj grad som de forrige. Langhans udgav endnu et album med bandet, Under A Godless Veil i 2020. Det var ikke et 100 % homerun, men den sad helt klart meget bedre end Sovran. Siden da er der atter rykket rundt i Draconian-lejren, og Lisa Johansson er tilbage bag mikrofonen. Så denne tirsdag skulle jeg se dem i, for mig, en ny livekonstellation med en gammel sanger.
Shores Of Null
Men allerførst skal Shores Of Null åbne ballet. Bandet er et helt nyt kapitel for mig, selvom jeg bilder mig ind, at jeg har hørt deres navn et eller andet sted før.
Og hold da op, det er bestemt noget, jeg vil råde bod på i fremtiden. Musikken er fyldt med fængende og flotte guitarstykker, og lyden er virkelig god. De rammer en stemning, som passer perfekt til aftens musikalske tema. Vokalen er en blanding af growl og ren vokal, hvor kombinationen sidder lige i skabet. Og lyset på scenen er hvidt og spøgelsesagtigt.
Deres ene guitarist synger en god backing vokal og rammer harmonierne flot sammen med forsangeren. De har langsomme passager, der intenst bygger op til hurtige tunge stykker i deres sange, hvor der er proppet med fede rytmer.
Det hele er så dystert og trancedannende, at jeg til sidst i settet kun kan lukke øjnene og svæve væk i musikken. Eminent melodisk post doom. Jeg er fan.
Shores Of Null sætlist:
Destination Woe
Nothing Left To Burn
Quiescent
The Last Flower
Black Drapes For Tomorrow
A Nature In Disguise
Darkness Won’t Take Me
My Darkest Years
Draconian
Up next er Draconian med deres goth doom. Jeg er næsten ikke kommet mig over Shores Of Null, før jeg bliver kylet ind i den næste følsomme og hårdtslående musik.
Lyset er klart på bandet, og alle medlemmer står knivskarpt. Den tilbagevendende forsangerinde, Lisa Johansson, demonstrerer igennem hele koncerten sin fantastiske stemme ved siden af Jacob Andersson og hans onde growl og skrig. Der er så mange elementer, melodier og detaljer i Draconians musik, at det kan blive helt overvældende.
Fra nyere numre som “The Sethian” fra Under A Godless Veil (2020) til ældre sange som den catchy og smukke “Seasons Apart” fra Turning Seasons Within (2008). Det hele føles grandiøst og stort på alle måder. Eneste uheldige detalje midt i alt det episke mørke og de store følelser fra scenen er, at fra, hvor jeg står, er der desværre flere og flere lydproblemer, jo længere koncerten skrider frem.
Og til sidst er det beklageligvis svært at høre de mange detaljer og instrumenterne fra hinanden. Det er en damn shame, da Draconian ellers godt kunne have sneget sig op på en topkarakter uden disse skavanker.
Men med en Johansson i topform i en svævende og stor præstation samt et yderst velspillet band har Draconian og deres musik alligevel overgået sig selv fra sidst, jeg så dem. Nu kunne det vel ikke blive bedre?
Draconian sætlist:
The Sacrificial Flame
Lostrous Heart
The Sethian
Stellar Tombs
Seasons Apart
Sorrow Of Sophia
Elysian Nights
Dishearten
Pale Tortured Blue
Daylight Misery
Swallow The Sun
Til de første toner af Ghost Brigades (et af de bedste bands nogensinde) “Into The Black Light” går Swallow The Sun på scenen. Denne anmelder står til venstre for scenen og får lige et klap på skulderen fra næste alle medlemmer, imens de går på scenen op ad den lille trappe. Så er vi ligesom i gang. Sidst var de på Pumpehusets store scene som warm-up for Primordial, nu skal de headline den lille sal.
Der åbnes med “Enemy” fra den flotte Moonflowers fra 2021. Der er meget små lydproblemer med vokalen, der dog hurtigt rettes op på i løbet af “10 Silver Bullets” fra tripel-skiverne Songs From The North I, II & III. Alle detaljer i de triste og længselsfulde toner fra musikerne flyder nu smukt fra scenen.
Bandet er fantastisk velspillende og ultra tight i deres lyd. “Falling World” sender salen ud på en drømmende ond rejse. Men nu bliver det for alvor uvirkeligt. “Cathedral Walls” fra Emerald Forest And The Blackbird sætter en ny standard for at tryllebinde et publikum. Og så var det nummeret, der solgte mig til Swallow The Sun tilbage i 2012.
Growl, skrig og ren vokal er spot on, og ligeså er medlemmernes bevægelse på scenen. Selv om det her en den introverte slags metal, gør Swallow The Sun deres bedste i aften for at komme ekstra ud over scenekanten.
Og som om det ikke var nok, kommer “Firelights” lige bagefter, og jeg får den slags ud af kroppen-oplevelser, man i sjældne stunder oplever til koncerter. Der mangles ord. Fra “Stone Wings” til “New Moon” er det her et perfekt show, fuldstændigt fortryllende, kraftfuldt og tungt.
Forsangeren, Mikko Kotamäki, takker ydmygt og roligt for, at vi alle kom ud i aften. Der lukkes med “Swallow” fra debutalbummet, The Morning Never Came, fra 2003 og hele salen er væltet af en oplevelse så komplet, at den her koncert uden tvivl kommer på top 10 live-oplevelser, når året er omme.
En aften, en tirsdag, der var smuk, melankolsk, og fortryllende uforglemmelig. Det er snart sommer.
Swallow The Sun sætlist:
Enemy
10 Silver Bullets
Falling World
Cathedral Walls
Firelights
Woven Into Sorrow
Stone Wings
New Moon
This House Has No Home
Descending Winters
Swallow
