Anmeldelse af: Green Lung. Pumpehuset, Kbh. 1. april 2024.
Green Lung spillede okkult djævlerock, mens de sang om okkultisme og ritualistisk folklore i Pumpehusets mørke sal.
Foto: Bjørn Bavngaard
Det er ikke længe siden, Green Lung gæstede dansk jord. De skulle eftersigende have spillet en fuldstændig fremragende koncert på Copenhells Gehenna-scene (i 2023. red). På daværende tidspunkt missede jeg dem, da jeg simpelthen ikke kendte til dem, hvilket har været en kæmpe fejltagelse – og er en kæmpe fejltagelse, hvis du stadigvæk ikke kender til det britiske “old english devil-rock band”, fordi de fortjener opmærksomheden.
Der er udsolgt i aften, og folk kommer tæt op mod scenen inden koncertstart. Green Lung har for nyligt udgivet deres tredje fuldlængde album med titlen, This Heathen Land. Og selvom vi var glade for det her på mediet, har jeg hørt mange, der var utroligt utilfredse. Kritikken bundede hovedsageligt i det faktum, at der var en tydelig inspiration fra bandet Ghost. Men bu-hu til dig, at det lyder som Ghost, fordi det lyder stadigvæk godt og fungerer glimrende live.
En nærmest ritualistisk sceneudsmykning i form af dyrekranier og totemagtige figurer bliver afsløret, da forhænget rulles til side, og lydbilledet eksploderer i solide retroriffs til åbningsnummeret, “The Forest Church”. Jeg er ikke megafan, som de fleste på forreste række er, så jeg har ikke fået undersøgt bandopstilling på forhånd.
Jeg troede derfor, at Green Lung havde mere end én guitarist. Utroligt nok har de kun én. Det betyder dog ikke noget, fordi Green Lung formår at lyde pompøse, harmoniske og helt igennem højeffektive i lydbilledet. Der bliver konsekvent skiftet mellem medrivende versstykker og groovy passager med musikalske indspark fra keyboardist, John Wright, hvis keyboardspil tilføjer en elegant 70’er-agtig progrockstemning til størstedelen af numrene.
Det kniber en smule for vokalist, Tom Templar, under “Song of the Stones” og “One for Sorrow”, men når han ellers holder sådan en imponerende vokalpræsentation det resterende stykke tid, er det ikke noget, man bider så meget mærke i, at det ødelægger oplevelsen. Specielt heller ikke når hans scenetilstedeværelse er så effektiv, som den er.
Med numre afsluttende numre som “Old Gods”, “Let The Devil In” og “Graveyard Sun” viser Green Lung et kæmpe musikalsk overskud ved stadigvæk at køre på hundrede procent i slutningen af koncerten. Det virker heller ikke til, at stemningen hos publikum er faldet siden koncertstart; hvis noget som helst er den kun blevet forhøjet og mere medrivende. Det giver også mening, da Green Lung i bund og grund er helt aldeles dygtige og formår at vise det så konsekvent igennem hele sættet med kun meget få undtagelser.
Med ritualistiske sangtekster om gysende folklore, kombineret med opløftende og melodisk djævlerock, formår Green Lung at levere en koncert, der kun kan betragtes som kultværdi – også selvom der var småfejl at påpege.
