Volbeat skal nemlig med på Slipknots Knotfest Roadshow igennem USA sammen med yderligere franske Gojira og polske Behemoth fra juli til september i år – i alt 29 koncerter, så noget må de gøre rigtigt. Volbeat falder lidt udenfor de andre bands, som må siges at være mere brutale og tunge. Men er deres kommende udgivelse så mere metal end deres seneste skiver? Udfra de første singler, “Leviathan” og “Last Day Under The Sun”, minder det til forveksling om, hvad de har lavet de sidste 12 år. “Last Day Under The Sun” handler om Johnny Cash, ligesom “Sad Man’s Tongue” fra 2007, men Volbeat vender jeg tilbage til senere.
Magtens Korridorer: 4,5 stjerner
Magtens Korridorer spillede et toptrimmet sæt, hvor de udover hitsene “Nordhavn Station”, “Lorteparforhold”, “Kom Og Mærk”, “Giv Mig En Dag” og “Milan Allé” også spillede den nye single, “Ensom Stjerne” og Gasolin-coveret af “Det Bedste Til Mig Og Mine Venner”. Sidstnævnte var et dristigt valg, da de også kunne have spillet “Picnic På Kastellet”, “A Er På Druk”, “Pandora”, “Alkohol” eller hvilket som helst andet nummer, som ville være lige så populært, hvis ikke mere, fordi det er deres egne.
Men de var veloplagte og velspillende (som altid) og de fik startet en fest med høj fællesnævner.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Fotograf: Anders Groos Mikkelsen
Anthrax: 2,5 stjerner
Aftenens tungeste band virkede en anelse malplaceret i lineupet og blandt publikum.
Det var tydeligt, at de var blevet nogle halvgamle mænd, som kunne lide ægte thrash, men de kom ikke udover scenekanten med det. På nummeret “Madhouse” fik de dog fat i publikum, men resten af koncerten virkede lidt halvkedelig.
Guitarist Scott Ian og forsanger Joey Belladonna havde en energi, som burde have smittet de tre andre bandmedlemmer og publikum. Magtens Korridorer og Anthrax skulle måske have byttet plads i programmet.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Fotograf: Anders Groos Mikkelsen
Volbeat: 3,5 stjerner
Med en catwalk, som kunne gøre de fleste supermodeller jaloux, indtog Volbeat århusianske Ceres Park & Arena med en jysk beskeden charme. Man kunne da ikke lade være med at komme i godt humør, specielt da “The Gardens Tale” (dedikeret til Kim Larsen) og “For Evigt” blev spillet i selskab med Johan Olsen på scenen.




