Anmeldelse af: Volbeat m.fl. Royal Arena, Kbh. 01-12-2019.
kalenderen viste 1. december. Bag dagens musikalske kalenderlåge skulle vi finde ingen mindre end Danko Jones, Baroness og Volbeat. Folket var klar. men var volbeat klar til folket?
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Danko Jones
Danko Jones viste hurtigt, hvordan man som trio skulle indtage den store scene, som i aftenens anledning var bygget op i arenaen. Med hard rock/rock’n’roll og en spandfuld festligheder skulle det vise sig, at selvom publikum ikke var villige til at deltage i førfesten, så nød bandet at stå på scenen og være et festfyrværkeri af små farverige eksplosioner
Alligevel var det en udfordring for det canadiske band at gejle et publikum op som udelukkende var ramt af den stadig stærkt spredende Volbeat-feber. Publikum klappede, når de blev bedt om at klappe, og hænderne kunne også kun lige bevæges over hovedet, hvis dem på scenen også gjorde det.
Danko Jones er navnet på bandet. Men det er også navnet på forsangeren. Han prøvede ihærdige forsøg på at fange publikum med den humor, som han blandt andet er kendt for at bruge på scenen. Nogle gange fungerede det, andre gange faldt det til jorden. Det blev også sparet væk på grund af den korte spilletid, som bandet havde at gøre godt med. En synd og skam.
“Have you ever seen a band dedicate a song to themselves?” skreg hr Jones spørgende i mikrofonen. “Det var sgu et godt spørgsmål!” tænkte jeg og måtte sande, at jeg ikke havde været ude for det før. Det har jeg så nu, hvor at Danko Jones dedikerede deres nummer “First Date” til dem selv.
Bandet måtte dog flere gange i løbet af aftenen trække klappekortet for at holde publikum til ilden. Men det var ikke helt nok til at gøre os helt varme. Bandets præstation var dog udmærket.
Baroness
Efter en omgang loosey-going rock’n’roll med Danko Jones skulle vi til noget mere seriøst musik. Med seriøst musik mener jeg Baroness, som kræver en smule mere indlevelse og fordybelse, hvis man gerne vil prøve at hægte sig på deres musikalske univers. Det kan godt være lidt af en udfordring. Men denne aften leverede Baroness en flot præstation.
Jeg ved ikke helt, hvad der gjorde forskellen, men sidst, jeg stiftede bekendtskab med Baroness, havde jeg slet ikke samme opfattelse. Denne aften ramte bandet mig klart og tydeligt. Jeg slugte deres musikalske passager råt og nød hver en lyd fra de fire musikeres instrumenter. Bandet havde en utrolig skarp levering af et kontrolleret kaos, som jeg kun kan bifalde.
Guitaristen, Gina, fik udnyttet hele scenen godt og fik sat fokus på sig selv, imens hun spillede den ene soli efter den anden. Bassist, Nick, og trommeslager, Sebastian, fulgte hinanden tæt og var i stærkt sammenspil med hinanden. Der var ikke så meget interaktion fra forsanger, John Baizley, til publikum, som gjorde, at publikum havde svært ved at bibeholde fokus mod scenen.
Jeg så flere fra publikum, som havde mere travlt med at socalisere og som stod med ryggen mod scenen. Virkelig ærgerligt, eftersom at Baroness leverede en flot musikalsk demonstration.
Volbeat
Inden Volbeat kunne overtage scenen, skulle vi sædvanligvis lige have et minut af Motörhead-klassikeren “Born to Raise Hell” og ligeså af nummeret “Red Right Hand” fra Nick Cave & The Bad Seeds.
Oppe på scenen hang syv store skærme vertikale ned fra loftet, der fungerede som et tæppe for, hvad der skete oppe på scenen. Volbeat åbnede ballet med “Leviathan” fra det seneste album, Rewind, Replay, Rebound. Samtidigt blev skærmene hejsede op under loftet, så man endelig kunne se, hvad der foregik på scenen. Et jubelbrøl af en anden verden blev skreget ud i salen fra publikum, som havde fyldt hele arenaen ud.
De danske rock darlings var vendt hjem, og de havde været savnet.
Hele bandet virkede utroligt glade og ikke mindst fyldt med gejst og spilleglæde på scenen. Selv under numre som “Sorry Sack of Bones” og “Doc Holliday” viste bandet masser af overskud til at lave grin med hinanden. Ikke mindst var Volbeat yderst velspillende i den store arena.
Michael Poulsen i front; sheriffen for det hele. Stemmen lød skarp denne aften. Manden har det fulde overblik over koncerten. Han skulle dårligt nok røre en lillefinger, før folk rejste sig fra deres sæder og dansede rundt: hr Poulsens hårde arbejde har båret frugt. Folket havde talt. Der var ikke meget forskel på at stå til Volbeat-koncert i arenaen denne aften og stå iklædt røde hvide farver i Parken. Følelsen var nøjagtigt den samme. Følelsen af fællesskab.
Havde det ikke været for de mange kameraer, så var det ikke meget, man fik set til trommeslager, Jon Larsen, som nærmest kunne forsvinde helt bag det massive trommesæt. Et trommesæt, prydet med karakterer fra gamle horror-klassikere og mere skinnende end tusind sole.
Rob Caggiano var stadig lige så selvsikker på scenen, som dengang Volbeat overtog ham fra Anthrax i 2013. Med guitaren hængende fra skulderen kunne han hypnotisere enhver, som ihærdigt prøvede at følge med hastigheden på hans fingre ned over halsen på guitaren. Kasper Boye viste sig at være faldet meget mere til på scenen end dengang, jeg så ham med Volbeat første gang. Han har fundet sin plads i bandet, og det klæder ham sgu egentlig meget godt.
Vi slap ikke for gæstesangere på scenen denne aften. Danko Jones fra første band kom på scenen og sang med på nummeret “Black Rose” fra pladen Seal the Deal & Let’s Boogie. Johan Olsen lagde også vejen forbi og sang sine velkendte strofer fra “The Garden’s Tale” og den nyudklækkede nationalmelodi, “For Evigt”. Hvilket selvfølgelig skabte liv og glade dage for hr og fru Danmark, deres børn og deres bedsteforældre.
Inden jeg mødte op, frygtede jeg, at jeg ville stå til koncerten og tænke tilbage på den tid, hvor jeg oplevede Volbeat for første gang på Gimle i Roskilde spille for 150 mennesker inklusiv personalet.
Men det var ikke tilfældet.
Volbeat spillede godt. De spillede rigtig godt. Måske endda bedre end nogensinde før.
Her er flere billeder fra koncerten af fotograf Anders Groos Mikkelsen:
