Anmeldelse af Volbeat – Rewind, Replay, Rebound. Release 2. august 2019 via Universal Music.
Ruskomsnusk er en skødesløs sammenblanding af forskellige tilfældige ingredienser til f.eks. en madret. Eller i dette tilfælde: Volbeats syvende album.
29. juni 2019 oplevede jeg Volbeat i Ceres Park i Århus. Det var såmænd en udmærket koncert – de spillede ganske godt, men det var ikke nogen ud-af-kroppen-oplevelse for et metalhoved. Læs anmeldelsen HER.
Det er deres nye album “Rewind Replay Rebound” heller ikke. Godt nok er genren mere rockabilly/country end tidligere, men det er ikke en kvalitet, hvis man kunne lide de tre første plader (The Strength, The Sounds, The Songs, Rock The Rebel, Metal The Devil og Guitar Gangsters and Cadillac Blood).
Grotesk nok er det “Parasite”, der kun varer 37 sekunder, som fungerer bedst af alle sange. Der er alt unødvendigt fedt skåret fra, og det er lidt oprørsk/punket, at den er så kort.
“When We Were Kids” har et stryger-arrangement med i et mellemspil og et kor med på omkvædet, hvilket på papiret er en god idé, men det lyder bare corny og taggy.
I “Rewind The Exit” bliver Michael Poulsens smørtenor smurt endnu mere ind i den tyske schlagers weltschmertz, end den plejer, og det bliver for meget af det gode.
På “Maybe I Believe” bliver Poulsen alt for pragmatisk, og det er alt for vattet. Vov nu pelsen, Volbeat, både lyrisk og musikalsk!
Under “Pelvis On Fire” går der “ananas i eget juice” i den, når Poulsen synger “The jukebox down in the corner needs a coin for a Sad Man’s Tongue”. Der refereres til en anden af deres sange i sangen – det er selvpromovering og selvfedme på et meget klamt plan! Hvis de prøver at være humoristiske, virker det heller ikke.
Der er momentvis medrivende riffs på albummet, men det er langt fra nok til at redde totaloplevelsen.
Albummets artwork ligner en reklame for børne-modetøj eller tv-serien “Peaky Blinders” med små nuttede børn, og musikvideoen til “Cheapside Sloggers” viser bandet som børnekloner med tatoveringer og skæg. Det er muligvis kært for fædre og mødre, men både coveret og musikvideoen ser voldsomt kiksede ud, og det virker alt for kommercielt. Men Volbeat er jo også blevet meget kommercielle, så det passer vel meget godt.
Det er ikke særligt konstruktivt at sige, men “Rewind, Replay, Rebound” er uden tvivl det ringeste album, jeg har hørt i år. Det er værre end både Rammsteins ubetitlede album og D-A-D’s A Player For The Loud, som jeg også anmeldte her på sitet.
“Rewind…” er også Volbeats dårligste album til dato. Det undergår både Beyond Hell, Above Heaven, Outlaw Gentlemen and Shady Ladies og Seal The Deal and Let’s Boogie i kvalitet. Hele pladen lyder som metervare-pop, som bliver masseproduceret til pøblen med det eneste formål at tjene penge.
“Rewind…” har ikke noget budskab, man ikke har hørt fra Michael & co. før. Jeg bliver så træt helt ind i sjælen, når jeg hører repetitivt musik – det er ikke meget bedre end Scarlet Pleasure, MØ, Lukas Graham, Cardie B eller Travis Scott. Faktisk er det en smule værre, fordi Volbeat kan give illusionen af, at man lytter til “hård rock”, når man i virkeligheden lytter til dansktop.
Trackliste:
Last Day Under The Sun
Pelvis On Fire
Rewind The Exit
Die To Live (Let It Burn) (feat. Neil Fallon)
When We Were Kids
Sorry Sack Of Bones
Cloud 9
Cheapside Sloggers (feat. Gary Holt)
Maybe I Believe
Parasite
Leviathan
The Awakening Of Bonnie Parker
The Everlasting
7-24
