Anmeldelse af Morild, Gehenna, Copenhell d. 26/06-2026.
Morild spillede med de tunge følelser, da de ramte Gehenna med deres smukke melankolske black metal.
Foto: Tommy Skøtt
Sidste års bedste danske udgivelse stod de her gutter i mine øjne nok for med Disse fugle får ingen at se, og alene det er grund nok til at indfinde sig ved Gehenna denne fredag aften på Copenhell.
Der er en god flok mennesker foran Gehenna, uden at der bliver totalt proppet. Spændingen stiger i takt med at vi kommer tættere og tættere på at bandet går på, og da tiden endelig oprinder, stiger jublen naturligvis helt enormt.
Morild har desværre ikke lyden med sig i dag. Musikken fremstår særligt i starten rodet, og vokalerne (især koret) skærer på ingen måde igennem. Faktisk bemærker man først koret sent i koncerten, da det står alene med akustisk instrumentation. Derudover er det som om at lead-guitaren heller ikke rigtigt får lov til at skære igennem mikset. 3 guitarer på scenen, og den eneste man ikke kan høre er den der spiller melodi. Det bliver rettet lidt op på, men først et godt stykke inde i koncerten.
Bandet spiller ellers umiddelbart dejligt sammen. Musikken er utroligt smuk, veludført og decideret godt komponeret. Morild har virkelig styr på hvad de laver, og selvom lyden er træg kan det stadig sagtens gøres her ved Gehenna. De mere afdæmpede passager er ufatteligt smukke, og blandingen imellem det rolige akustiske med lækkert kor og smukke lead-passager skaber en fantastisk kontrast til det maniske og depressive i de mere vrede og frustrerede passager. Dette er “føle-musik” af den absolut mest veludførte slags.
Energiniveauet på scenen er decideret eksemplarisk, og noget helt andet end hvad man normalt er vant til inden for genren, hvor musikerne ofte er noget tilbageholdende og introverte. Morild har knald på, og især sanger og guitarist Tue Krebs Roikjer samt bassist og vokalist Kristoffer Alm har de helt store armsving med på Copenhell. Der bliver i den grad givet gas i varmen, og det er enormt effektivt, om end uvant, til den meget følelsesladede og decideret smukke musik. Bandets optræden formidler det musikalske budskab af sorg, frustration og melankoli utroligt flot, og Morild viser at de er en sand force på en scene, til trods for at de faktisk ikke spiller live særligt ofte.
Morild leverer en mildest (og i visse tilfælde bogstaveligt talt) tårevældende god koncert (bl.a. er en af mine kammerater fuldstændigt knækket i tårer efter showet), der desværre lider under et meget kritisabelt miks. Dette hindrer dog ikke koncerten i at ende som en decideret fortryllende oplevelse.
