Anmeldelse af: Life of Agony, m.fl. VoxHall, Aarhus. 15. januar 2023.
Det blev til et brag af en koncert, da Life Of Agony kiggede forbi smilets by i forbindelse med 30-årsjubilæet for gruppens debut, River Runs Red.
Foto: Steffen Jørgensen/VoxHall
Tarah Who?
Aftenen starter ud med et godt tomt dansegulv. Her forsøger aftenens første band, det 90er-inspirerede punk/grunge-band Tarah Who? at opildne publikum og få dem op i gear. Dette gøres bedst med store armbevægelser og en ganske fin omgang punket grunge. Eller gør det nu også det? Ikke her til aften. Publikum er enormt tilbageholdende og holder sig tættere på baren end på scenen. Dette til trods for at Tarah Who? i meget høj grad forsøger at varme publikum godt op.
Publikum ønsker dog umiddelbart ikke at lege, hvilket resulterer i flere decideret pinlige situationer, hvor publikumsresponsen slet og ret er ringe. Det er lige til at krumme tæer over, også selvom bandet ikke umiddelbart lader sig påvirke vanvittigt meget. En akavet situation for at sige det mildt og dette uden det store grundlag. Jovist, der er intet originalt over Tarah Who?s musik, men helt uferme er de nu engang ikke. Særligt imponerer bassisten denne anmelder med et utroligt groovy spil og en fin sans for detalje. Vokalen er ganske fremragende på den hæse og skrabede måde og passer perfekt til musikken, imens trommerne har både godt pondus og tempo. Samtidig leveres der af og til nogle ganske spændende riffs fra guitaren. Vi er bestemt ikke helt oppe at ringe, men denne modtagelse er måske en anelse ufortjent.
Bevares, bandet bruger måske lige lovligt meget krudt på at henvende sig til trommeslagerens mobil, som formentlig agerer drumcam her til aften. Det er lidt synd (tildels forståeligt), når der kommer så lidt respons fra publikum. Fokus kommer dog unægtelig for ofte til at sidde forkert, hvilket statueres særligt kraftigt, da bandet bliver nødt til at genstarte et nummer, grundet netop fokus på kamera fremfor koncerten.
Tarah Who? Kæmper bravt, men lykkedes desværre aldrig i sin mission, i forhold til at opvarme aftenens fremmødte publikummer. Det lover ikke godt for resten af aftenen.
Prong
Andet levende billede på Voxhalls scene er Prong fra New York i USA; et band, der imponerede gevaldigt, sidst jeg fangede dem i Pumpehuset, hvor de spillede med King Parrot, Exodus, og Obituary. Her leverede det amerikanske industrial thrash metalband en imponerende og velspillet koncert med utroligt pondus, energi og ikke mindst stramt siddende sammenspil. Kan New Yorkerne leve op til de høje forventninger?
Ja, det kan de helt bestemt. Prong spiller nemlig atter engang en utroligt stram og nærværende koncert med enormt overskud og viser i sandhed et band i sit es. Forsanger, Tommy Victor, synger formidabelt her til aften, imens han leder slagets gang med sine utroligt stramme staccatobaserede riffs. Industrial og thrash metal er ikke en blanding, man ser ofte, men Prong får den til at virke så naturlig, som at solen står op i øst.
Ligeledes får bandet deres musik til at virke enormt let at spille og udføre, hvilket blot statuerer deres tekniske kunnen, hvilken bestemt er helt i top. Alt dette formår bandet, imens de ser og omfavner deres publikum med et utroligt oprigtigt nærvær. Man føler sig set af bandet, og til tider føler man nærmest, at de spiller for en selv og ikke hele salen.
Lyden under Prongs koncert er fuldstændigt formidabel med lækker dynamik, stram guitar, løs bas og voldsomme trommer, hvor intet af sammenspillet går til spilde for lytteren. Lyden passer i den grad perfekt til netop dette band, der klart har krav på netop stram, dynamisk og tung lyd. Lydmanden ved lige præcist, hvordan den skal skæres.
Gruppens velsagtens hovedværk, The Cleansing, får klart mest spilletid her til aften, og alligevel får vi serveret et lille udsnit af sange fra andre albums. Således får vi leveret klassikere smidt som “Test”, “Beg To Differ”, “Whose Fist Is This Anyway?” samt selvfølgelig bandets største hit, “Snap Your Fingers, Snap Your Neck”. Sætlisten fungerer både godt for den store Prong-fan samt for de, som endnu ikke er blevet introduceret for gruppens musikalske univers, da den kommer godt rundt og viser på fin vis, hvad man kan forvente af netop Prong.
Desværre går der også bare en anelse tomgang i den i løbet af aftenens koncert. Alle numre er ikke helt lige spændende, og publikums fokus lader i en periode til at dale en smule. Dette bliver dog samlet op i slutningen, hvor Prong virkelig får hevet stemningen op igen.
Prong leverer en umådeligt stram koncert med et overskud og en energi ,der er de færreste forundt. Hvor Tarah Who? ikke rigtigt lykkedes i sin mission med at opvarme aftenens publikummer, sejrer Prong fuldstændigt.
Life of Agony
30 år er der gået siden, amerikanske Life of Agony smed deres debutalbum, River Runs Red, som velsagtens kan anses som værende gruppens hovedværk, på gaden. Dette album bliver her til aften spillet fra start til slut, hvorefter gruppen lufter en håndfuld fra den øvrige diskografi. Om det er det faktum, at vi fejrer jubilæum, eller om Life of Agony blot har en større fanskare på denne egn, end jeg lige havde regnet med, er et glimrende spørgsmål her til aften. Uanset udregningen, så er resultatet i hvert fald et godt proppet VoxHall; en ting, der nærmest er uhørt til søndagsmetalkoncerter. Åbenbart er Life of Agony dog undtagelsen. Bandet lægger hårdt ud med deres deprimerende, men alligevel groovy omgang af metal med hardcore elementer, og energien nærmer sig hurtigt kogepunktet.
River Runs Red står stadig den dag i dag utroligt skarpt og næsten uhyggeligt relevant. Bandet spiller koncerten med stort overskud, og hvis man var imponeret over Victor fra Prongs nærvær, så er det vand i forhold til Mina Caputos ditto. Sjældent har jeg oplevet en så nærværende frontperson, der ikke bare oser af glæde over det fremmødte publikum, men som konstant formår at henvende sig til nærmest hver enkelt person blandt publikum.
Ligeledes synger sangerinden om muligt endnu bedre i dag, end hun gjorde, dengang albummet blev indspillet. Bevares; er man til Michael Poulsen agtig ”høwdi-høwdi”-vokal, så er den i dag nærmest væk. Den passede glimrende til albummet og fungerer godt i Life Of Agonys sammenhæng, men Caputo har lært at variere sin stemme mere, og således slipper vi for at skulle en tur i køkkenet med ’The Swedish Chef’. Vokalen er skarp og med en lækker hæshed og ikke mindst oprigtig desperation.
Bandet spiller henrivende, og kan man undlade at ryste med håret, ja, så er man af en anden støbning end jeg og tydeligvis store dele af det resterende publikum. Sammenspillet er stramt og intenst og viser et band, der virkelig formår at nikke den en skalle.
Den gode lyd fra Prong-koncerten er heldigvis taget med videre, og Life of Agony står skarpere i min bevidsthed denne aften, end de nogensinde har gjort før. Gruppens eminente sammenspil og nærvær gør koncerten utroligt medrivende, og aftenens publikum bliver mere og mere tændt i løbet af koncerten varighed. Publikum elsker Life of Agony, og deres kærlighed bliver særligt projekteret over på den følsomme sangerinde, der flere gange er på grådens rand, heldigvis af glæde og ikke af sorg. ”We love you Mina” og ”You’re beautiful” bliver råbt flere gange fra gulvet, og det påvirker tydeligt sangerinden, der proklamerer sin store kærlighed til de fremmødte.
Publikum er igennem koncerterne blevet stadig fuldere, og dette resulterer også i, at enkelte ikke kan finde ud af at stå på egne ben nede i pitten, men i stedet bare vælter frem og tilbage ind i andre mennesker; dette helt uden, at der er moshpit, forstås. At folk ikke kan styre deres brandert, er ærgerligt for aftenens helhedsindtryk, særligt når folk bliver så irriterende fulde, som flere bliver her til aften.
Dette sænker dog ikke spilleglæde hos Life of Agony, der i den grad får pryglet nogle solide sange udover scenekanten. Life of Agony beviser, at de stadig er mindst ligeså relevante i dag, som de var for 30 år siden, med en koncert af afsindigt høj kaliber. Nærværet fra bandet, og særligt Mina Caputo har mildest talt været bemærkelsesværdigt, og hvis man ikke står tilbage med en stor kærlighed til bandet og i særdeleshed sangerinden efter aftenens oplevelse, så må man næsten overveje at skulle en tur forbi en psykolog. Life of Agony leverer en koncert med rigeligt af pondus, spilleglæde og ikke mindst energi. Dette bliver et jubilæum, som man sent vil glemme i Smilets by, hvor desperation og sorg er blevet projekteret ud som glæde.
