Fra festival til stinkende sal

Daycare for Jedi
Allerede inden det lokale band Daycare for Jedi gik på scenen, var Voxhall godt fyldt op, både på gulvet og oppe på balkonen. Selv på en kedelig onsdag kan folk åbenbart sagtens komme ud af starthullerne (også selvom det ikke er Copenhell), og energien i salen var til at tage og føle på – folk ville have en fest.

Daycare for Jedi kom på scenen til temaet fra TV-serien “Rick and Morty”, og selv folk, der aldrig har hørt om dem før, var ikke i tvivl om, hvilket lydunivers bandet gerne vil portrættere. Musikken er som taget ud af 00’ernes kronede MTV-dage, hvor bands som Good Charlotte og Sum41 spyttede den ene musikvideo efter den anden ud i æteren.

Hvad der efterhånden virker som en kliché, var desværre også tilfældet for Daycare for Jedi denne aften nemlig en mindre end optimal lyd for første band. I dette tilfælde var det leadguitaren der var noget lav i lydbilledet, hvilket er en dødssynd for musik, hvor det ofte er en catchy leadmelodi, der bærer numrene og skaber det genkendelige hook. Resten af lydbilledet var heldigvis velfungerende, og musikken var desuden veludført.
Jeg ved ikke, om vokalen led under samme problem som leadguitaren, for hvor det stod klart, at sangeren Jens Erik Keldmann går efter den ’angsty teen vibe’-stemme, der var meget definerende for datidens store spillere indenfor genren, virkede den denne aften en anelse tam.
Jeg har hørt Daycare-drengene før og i hvert fald oplevet en bedre vokalpakke ved andre lejligheder.

Det er altid noget af en opgave at være opvarmning især for et større band, men de formåede dog at få rusket vældigt fint op i publikum, der rockede godt med i hvert fald i de forreste tre-fire rækker. Desuden kom der pludselig en teddy-lignende maskot tonsende ud på scenen både for at rocke med og for at sparke et par badebolde ud til publikum.
Det gav en festlig vibe af et større open air-arrangement under solskin i en ellers noget mørk sal. Der var da også plads til et lettere akavet, men entusiastisk, stagedive under sidste sang.

Lettere uheldig lyd taget i betragtning formåede Daycare for Jedi at give en yderst hæderlig opvarmningskoncert. For mig er det eneste, de mangler, nogle deciderede ’hit’sange, som virkelig sidder fast i hovedet, for de har ellers alle andre ingredienser på plads.

Rise Against
Nu var tiden så kommet til aftenens hovednavn. VoxHall var efterhånden blevet presset endnu mere sammen, som de sidste mennesker kom ind i salen, og publikum begyndte spændt at kalde efter Rise Against og huje hver gang, en roadie gik ind og tjekkede, om mikrofonerne virkede. Heldigvis var ventetiden ikke specielt lang, og bandet kom på scenen under skrig og skrål.

Her sad lyden i skabet med det samme, og det virkede til, forsanger Tim McIlrath var i topform. Nu har jeg aldrig set Rise Against før, men han lød, som man kender ham fra pladerne, og resten af musikken var klar, lækker og tight. Hvert eneste nummer virkede til at være en favorit for i hvert fald visse dele af publikum hver gang, og vi fik en god blanding af sange med højt tempo, sing-along og langsomme ballader – hvis det er tilladt at kalde det dét inden for punk-rock.

Efter en håndfuld sange giver Tim sig tid til at tale til publikum, og hvad, der som regel føles som generel leflen, virker oprigtigt denne aften. Han sætter VoxHall i modsætning til alle de store open air-festivaler, de har besøgt under denne turné, og fortæller, hvor rart det er at komme ind i en ’mørk stinkende sal’ til en afveksling. Denne oprigtighed skinner også igennem i deres performance. Alle medlemmerne er smilende og nærværende og gør sig umage for at søge kontakt til publikum.

Nuvel, det skulle ikke kun være liv og glade dage.
Rise Against er, som mange andre bands inden for genren, et politisk band, og efter en ny håndfuld sange blev publikum endnu en gang adresseret i et opråb imod racisme, homofobi og alle andre former for hadefulde opførelser. ”Even though his name might not be Trump, there is a man like him in every country”. Med den kommentar blev der sparket gang i nummeret ’Welcome to the Breakdown’ fra den nyeste plade Wolves. Måske for at slå budskabet kraftigere fast blev mikrofonen her byttet ud med en megafon, hvilket fungerede glimrende.

Selvom Rise Againsts musik er overvejende højenergisk, har de også lavet langt mere roligere ballader, og dem skulle publikum heller ikke snydes for. Det meste af bandet gik af scenen, og Tim fik en akustisk guitar stukket i hånden og spillede numre som “Hero of War” og “Swing Life Away”. Disse faldt i yderst god jord, og folk tændte lyset i deres mobiler som substitutter for de gængse lightere, imens der blev sunget med for fulde halse.

Dog skulle aftenen ikke slutte stille af. Efter det lille akustiske sæt kom resten af bandet tilbage for at spille de sidste numre, inden aftenen var slut. Her fik især den sidste sang, hittet “Prayer of the Refugee”, publikum helt op at koge, og der dannede sig da også et moshpit i midten af salen, der varede hele sangen igennem.

Jeg kan ikke forestille mig en bedre første koncert med Rise Against end den, jeg oplevede på VoxHall. Selvom bandet med sikkerhed gør sig godt på store festivaler, finder de sig tydeligvis stadigvæk godt hjemme på mindre spillesteder.