Anmeldelse af: Eels. Den grå hal, Christiania. 27. august 2019.
Det blev til den rene fest, da Eels snoede sig igennem en solid optræden i den grå hal i fristaden, hvor bandet absolut beviste, at de stadig er leveringsdygtige i fed rock.
Eels er et ganske nyt bekendtskab for mig, ja, faktisk har jeg kun hørt 3-4 sange inden denne koncert. Til gengæld har jeg nydt hvert af de numre, jeg har hørt, og glæder mig da derfor også meget til at skulle opleve det live, samt høre hvordan sådan nogle gamle hoveder kan håndtere en koncert.
Denne aften er både første aften med bandet og spillestedet for mit vedkommende. Begge bekendtskaber viser sig dog lynhurtigt som værende nogle gode af slagsen. Hvordan kan man brokke sig over et spillested, der serverer Hancock i hovedstaden? Du kan godt høre det ikke?
Fra første tone af koncerten slås an, kan man mærke, at dette bliver en lidt speciel oplevelse. Musikalsk er det egentlig ikke som sådan nytænkende, men det har det nok været, da det meste af det blev lavet. Til gengæld lyder musikken super godt, og lyden i den grå hal står utroligt skarpt her til aften. Særligt imponerer guitaristen med eminent guitarspil, der sidder lige i skabet og lyder imponerende godt. Dette er muligvis en af de bedste guitartoner, jeg til dato har oplevet et rockband have live.
Eels lægger ud med en lille trio af covers, hvor særligt “Raspberry Beret”, der oprindeligt er skrevet af Prince, tager kegler.
Bandet spiller selvsikkert og med et kækt glimt i øjet. Sammenspillet rammer præcist, hvor det skal, og man kan virkelig mærke, at dette band ved, hvad de laver, også selvom det kun er frontmanden, E, der egentlig er originalt medlem i bandet.
Bandet optræder ligeså glimrende på den scene, som de fremfører deres musik. Der er ikke det vilde med publikumskontakt eller bevægelse, men det er nok til at give enorme bifald fra det rockglade publikum og helt klart passende til musikken. For mit vedkommende minder det musikalsk lidt om en meget rocket udgave af Beck, hvor særligt vokalen til tider er meget ovre i den dur. Både E og Beck var også store i 90erne, så dette har nok også noget med tidens trend at gøre.
Enkelte sange, som f.eks. “Flyswatter” bliver spillet i et lidt højere tempo end normalt, og vokalen ligger umiddelbart også lavere end på albummet, men det fungerer alligevel skide godt.
Min kammerat forklarer mig, at E er meget stille i dag, og det passer også for en stor del af sættet. Imod slutningen begynder frontmanden dog at live lidt op og deler ud af sin kækhed. Da bandet skal præsenteres, lægger han f.eks. ud med at introducere sig selv, hvilket man normalt aldrig vil gøre. Det fungerede ualmindeligt morsomt, at han valgte at netop gøre sådan.
Det virker bestemt også til, at E nyder det danske publikum, da han siger, at de vælger at spille et af deres mest populære numre, som de ellers ikke har spillet live i langt tid. Det tager kegler hos publikum!
Koncerten lukkes, som dem blev startet, med et cover. Denne gang er det The Beatles, der står for skud, med det oplagte nummer “The End”.
Koncerten har i høj grad bevist overfor mig, at Eels er et band, jeg i høj grad er gået glip af tidligere i mit liv. Dette kommer denne koncert dog i den grad til at lave om på. Eels er stadig i dag et band, der er ekstremt habile live og fortjener i høj grad et sulten publikum.
Denne ål snoede sig i hvert fald direkte ind i denne anmelders hjerte.
