Anmeldelse af: Power Trip. Avalon, Roskilde Festival. 03. juli 2019.
Power Trip havde fuld fart over feltet, da de lagde Avalon scenen ned på årets Roskilde Festival. Den stod på thrash af den gamle skole!
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Så er det fandeme blevet tid til en omgang med hurtig og led metal fra Texas i USA. Power Trips sidste show på deres turné er på årets Roskilde Festival, og bandet viser fra start, at de ikke vil lægge fingre imellem, når det kommer til at bringe festen med til sidst på turnéen. Fra start af er der bare dømt thrash af den hurtige og voldsomme skuffe, og dette fanger publikum direkte fra første strofe.
Energien er der lige fra start, hvor særligt forsangeren, Riley Gale, er i hopla. På intet tidspunkt står manden stille. I stedet formår han at kommandere publikum på alskens måder. Gale bestiller ikke bare en ret, nej, nej, nej, nej, han bestiller sgu hele menukortet, bestående af både moshpits, circlepits, wall of death, og jeg skal komme efter dig. Stemningen er vanvittig inde på Avalon, og Power Trip lader til at ikke kunne gøre noget forkert.
Det kan de så godt, for på trods af at deres tempo er imponerende, så er det altså ikke altid helt tight i sammenspillet. Heldigvis er det dog for det meste ganske stramt, og Power Trips energi og publikums respons gør op for de gange, hvor riffsne og trommerne ikke sidder helt skarpt. Glæden hos bandet for publikumsresponsen bliver da også nævnt flere gange fra scene. Sådan skal en turné fandeme sluttes af!
Lyden sidder til gengæld lige i mit gamle thrash-hjerte. Den er skærer igennem, som en opvarmet kniv igennem blød ost. Rytmeguitaren er måske en kende lav, og nogle af soloerne går heller ikke så rent igennem, som de burde, men det er egentlig også meget klassisk thrash, at soli bliver en del af selve musikken i stedet for egentlig solo.
Power Trip leverer en formidabel opvisning i, hvordan thrash metal kan og bør serveres med masser af fart, intensitet og ikke mindst et godt gammeldags glimt i øjet. Festen har på intet tidspunkt stoppet under koncerten, og samtlige publikummer går derfra med et godt og stort smil på læberne.
Fotograf Anders Groos Mikkelsen tog billeder fra koncerten: