Fuld fart på 80’er-nostalgien

80erne har ikke eksisteret for ingenting, især ikke når vi taler om svenske Enforcer. Gruppen har i en rum tid garanteret solid 80er-inspireret metal af den hurtige variant med en vokal, der ligger i det højere register. Bandet har aldrig været synderligt originalt i hverken vision eller musik, men beviser alligevel ofte nok, at de er et solidt band.

Nu er gruppen så ude med et nyt 80er-udspil i kraft af den (kan vi vist godt sige) faretruende – og alligevel meget sigende titel: Nostalgia. Der er i den grad tale om en omgang nostalgi på denne plade, og det bliver ind imellem også til den gode side… og over.

Egentlig så spiller musikken for mestendels enormt godt igennem albummets lige godt 42 minutter, hvor lytteren i høj grad bliver præsenteret for klassisk inspireret guitar-lir, stærkt tempo og en sprød og utroligt veludført vokal i det høje register. Der er mange fede riffs på pladen, og musikken sidder enormt stramt, imens soli bliver leveret med flair for både melodi og teknik.

Bandets kunnen står utroligt skarpt på hele albummet, der naturligvis i bedste 80er-stil også indeholder et par power-ballader. Albummet fokuseres umiddelbart særligt omkring guitarerne og vokalen. Musikken er enormt veludført og bliver spillet til punkt og prikke indenfor stilens og tidens normer. Kærligheden er der, og den er stor. Måske også for stor.

Problemet på Nostalgia opstår netop i denne nostalgi, som er et farligt begreb at lege med. Enforcer har på dette album et problem med, hvis ikke det nærmest ifølge selve albumtitlen decideret er intentionen, at drage paralleller til de gamle legender, og ofte bliver det lidt for 1:1.

Særligt kommer dette til syne ved et riff i det egentlig glimrende nummer “Kiss Of Death”, der lyder alt for tæt på Mötley Crüe-klassikeren “Too Young To Fall In Love”, ligesom starten på “Heartbeats” kommer faretruende tæt på Holy Diver-bangeren “Don’t Talk To Strangers” ditto af den majestætiske Dio.

Desuden gennemsyres albummet virkelig af en enorm forkærlighed for tyske Scorpions, hvor flere numre decideret lyder som hyldester til den tyske gruppe – med tyskernes stil smurt ud over sig. Det må dog næsten være intentionen, for det er næsten for åbenlyst tæt på og så alligevel anderledes i forhold til referencepunkterne.

Produktionen er ligesom musikken udført til punkt og prikke efter tidens idealer og dyder. Den lyder godt, og den står dejligt skarpt og detaljeret. Lyden er fremragende igennem pladen, hvor det dynamiske lydbillede tillader samtlige instrumenter at shine, når de skal.

Nostalgia er til trods for de hårde ord ikke et dårligt værk. Ser man det som et hyldest-album til Enforcers helte-bands, giver de meget klare referencer enormt god mening. Dette særligt til trods for at være meget åbenlyse referencer, formår Enforcer alligevel at give dem et lille twist, der adskiller dem og gør dem lidt mere Enforcer-agtige. Med dette synspunkt er albummet rigtigt veludført og enormt klart i sin vision.

Bider man dog ikke på denne tolkning af titel og værk, så får man nu stadig en gang solid, men totalt uoriginal, omgang 80er-metal, sådan som man har hørt den mange gange før. Der er absolut intet nytænkning at finde igennem dette album, og dette kan man til tider måske godt savne, til trods for at det tydeligvis ikke er intentionen. Musikken er uanset langt henad vejen bundsolid og spillet til UG.

Enforcer spoler tiden tilbage til 80erne, og det bliver til tider lidt for meget af det gode. Ligeledes er vi lidt for ofte ude i noget, der næsten lyder som om, det er decideret planket af fra netop nogle af legenderne. Føler man sig til gengæld nostalgisk og har en forkærlighed for 80ernes lidt poppede og umiddelbare metal, eller måske endda bare i særlig grad for Scorpions, så vil Nostalgia formentlig ramme plet.