Anmeldelse af: Amon Amarth, m.fl. Aarhus Congress Center. 12. december 2019.
Torsdag aften skulle den kommende julefred have en ordentlig rystetur i form af svensk dobbeltpedal og guitarlir, da Hypocrisy, Arch Enemy og Amon Amarth indtog Scandinavian Congress Center i Aarhus midtby
Foto: Amanda Gaarsdal
Hypocrisy
Jeg var personligt meget spændt på aftenens første band, da jeg generelt kun har kendt bandet af omdømme primært grundet deres frontmand Peter Tägtgren, som har været en stor spiller i nordisk metal de sidste årtier både som udøvende musiker i sine forskellige bands (Pain, Lindemann og selvfølgelig Hypocrisy for nu at nævne nogle), men også som producer for en liste af bands, der ville være alt for lang til denne anmeldelse.
Bandet går på scenen under et storladent backingtrack, og så er aftenen ellers skudt i gang. Eller, det ville den have været, hvis ikke lydmanden havde insisteret på, at salens publikum garanteret ville værdsætte, at lydbilledet bestod 90 % af buldrende stortrommer. Jeg ser mig omkring i salen, og rundt om mig reflekteres mit eget ansigtsudtryk blandt publikummet; en blanding af forvirring og misfornøjelse. Lydbilledet skifter desværre ikke under koncerten, hvilket ødelægger den rent musikalske del af showet, hvilket trods alt nok er den vigtigste del.
Nuvel, der er andet end højtalere, der afgør en koncerts formåen, og øjnene bliver relativt hurtigt draget til bassisten, der gør en hæderlig indsats for at levere et show og skabe kontakt til publikum; en indsats, der kun til dels afspejles af resten af medlemmerne. Kort efter introducerer Tägtgren bassisten som en stand in, hvilket får mig til at frygte, at deres originale lineup måske bare generelt ikke er store performere.
Men! Nu er det aftenens koncert vi taler om.
De få passager, hvor stortrommen ikke hjulede frem på bedste facon, kunne man i glimt få indtryk af, hvad der for mig lød som semi-melodiøst dødsmetal, som man kender det fra Sverige, og Tägtgren tillægger det en primært høj black metal-skræppen, der få steder bliver udskiftet med ren vokal i små doser.
Desværre (altså under omstændighederne) er dobbeltpedal for svenskerdød, hvad brun sovs er for franske kartofler, så de små glimt er på ingen måde nok til at få et indtryk om kvaliteten af koncertens musik. Endnu værre var det, at der var flere steder denne dobbeltpedal (som man trods alt kunne høre) simpelthen haltede, hvilket jeg ikke havde forventet fra Horgh, der måske er lige så kendt fra norske Immortal.
Det er selvfølgelig ikke umuligt, at det kunne skyldes teknikbøvl fra trommernes triggers, men det gjorde en i forvejen ærgerlig lydoplevelse det mere frustrerende. Jeg var spændt på at høre Hypocrisy live – og mener stadig ikke, jeg har oplevet det.
Arch Enemy
Man skal ikke længere tilbage end juni i år, siden Arch Enemy sidste gang besøgte Aarhus. Dengang foregik det på VoxHall, hvor de leverede en super professionel og generelt gennemført koncert. I aften blev rammerne udvidet en del i en noget større sal, og bandet havde da også udvidet deres sceneopbygning, så de havde både mere plads og flere niveauer at boltre sig på. Dette blev også udnyttet ganske glimrende, og bandet var levende og tilstedeværende fra start til slut.
Lyden var heldigvis blevet forbedret betydeligt, så man kunne høre, hvad der foregik og rent faktisk give sig hen til at nyde musikken, der blev fremført. Det er ikke ensbetydende med, lyden var perfekt, for trommerne havde stadig en tendens til at overdøve især guitarerne lidt, men det var på ingen måde ødelæggende for oplevelsen.
Min største kritik, som det også var sidst, var forsanger Alissas kedelige tendens til at ”cuppe” mikrofonen, hvilket til dels ødelægger dennes funktion og fjerner meget dynamik. Dette er super synd, for det degraderer en ellers smadderdygtig vokalists performance lidt til en ”on/off”-knap uden særligt meget variation. Dog var det som med lyden slet ikke ødelæggende for koncerten generelt, og Alissa er altid en vanvittigt dygtig performer, der forstår at styre et publikum. Ligeledes er der ingen tvivl om resten af besætningens evner, og man føler sig som publikum i gode, erfarne hænder.
Der skulle da også nu vise sig, at folkene i salen var begyndt at vågne op på denne kolde torsdag aften, for der blev både hoppet i takt, danset i cirkelpit og skrålet i kor med Arch Enemys utallige heltemodige guitarmelodier. Især afslutningen, i form af klassikeren ”Nemesis”, fik for alvor salen til at buldre.
Arch Enemy er en velsmurt (dommedags)maskine, og man kan som publikum altid forvente et show uden nogen slinger i valsen. Festen var kommet i gang efter en uheldig start, og nu var salen klar til at blive invaderet af aftenens hovednavn.
Amon Amarth
Der skulle gå noget tid, inden sidste band begyndte, men der havde da også gået rygter om, at det skulle være svenskernes største sceneopsætning til dato, så der blev smidt et kæmpe banner foran scenen, imens scenefolkene arbejdede på livet løs, og publikum kunne hente forsyninger. Allerede her kunne man se, vikingerne havde forberedt Aarhus på koncerten, for man kunne se mange gå rundt med t-shirts med rygskriften ”I got hammered in Aarhus 2019”. Har man bevæget sig gennem Aarhus midtby de sidste måneder, kunne man også synes, at Smilets by havde gjort sine egne forberedelser i form af små vikinger i lyskrydsene – det er i hvert fald, hvad jeg vælger at tolke det som.
Lyset blev dæmpet, og efter en kort intro med Iron Maidens ”Run to the Hills” faldt tæppet, og koncerten gik i gang med flammer og eksplosioner. Amon Amarth havde taget den store kasse med pyroteknik med til aftenens udskejelser, og den skulle bestemt ikke gå til spilde, dog uden det skulle tage overhånd. Under koncerten blev flammerne udnyttet på velvalgte tidspunkter, især hvis de kunne understøtte tematikken i bestemte sange, og hvor der ikke blev spyet ild ud over publikum, havde dødsvikingerne så sandelig forberedt underholdning til resten af aftenen. Guldkonfetti, tvekamp og kæmpe vikingestatuer var bare en brøkdel af, hvad aftenen skulle indeholde, og publikum begyndte spændt at vente på, hvad det næste indslag skulle indebære.
Sceneshow og rekvisitter til side var vi, som nævnt tidligere, nu engang først og fremmest til koncert, og her manglede der heldigvis ikke noget. Lyden var endelig kommet på plads, og publikum kunne give sig hen til en bred vifte af Amon Amarths efterhånden temmeligt store katalog. Folk havde da også forberedt sig hjemmefra og skrålede med på de fleste sange, hvilket der da også blev opfordret til oppe fra scenen.
Forsanger Johan Hegg ledte slagets gang og gjorde det glimrende trods en mindre forkølelse, og resten af medlemmerne sørgede for at skabe kontakt til publikum og flytte rundt så meget de kunne, uden af blive fanget af stikflammer fra pyroteknikken. Trommeslageren havde selvsagt ikke den mulighed, men blev i stedet hævet højt op på den vikingehjelm, hans trommesæt var placeret på; en hjelm, hvis øjne havde skærme, der skiftede billede og animation alt efter, hvilken sang der blev spillet.
Alt sammen blev taget i mod af et publikum, der ikke kunne få nok. Set objektivt kunne man fristes til at kalde showet temmelig fjollet, men det ændrer ikke på, at stemningen i salen var noget nær fantastisk. Der blev grint hver gang, vikingerne hev en ny kanin op af deres behornede hjelm, sunget i kor og hoppet i takt. På et tidspunkt satte hele midten af salen sig ned på gulvet og roede i takt. Det var lige dele fjollet og sejt, da Hegg pander en oppustelig udgave af midgårdsormen med en overdimensioneret Torshammer, og salen brølede deres applaus, da bæstet blev overmandet.
Amon Amarth leverede et gennemført eksempel af metalmusikkens ”larger than life”-æstetik, og på vej ned i garderoben kunne man høre folk diskutere deres respektive yndlingsindslag fra aftenen.
Hvad der startede uheldigt og frustrerende, sluttede med et brag, og jeg kan kun anbefale folk, der missede det, at se Amon Amarth mindst én gang, uanset om det er lige deres musiksmag eller ej.
Amanda Gaarsdal har billeder fra koncerten til dig her:
