Anmeldelse af Pallbearer – Mind Burns Alive, udgivet via. Nuclear Blast d. 17/05-2024.

Pallbearer forsøger at snegle sig igennem deres seneste skive, Mind Burns Alive, hvor melodierne og den rene vokal er i fokus, imens det tunge udtryk skubbes lidt til siden.

Amerikanske Pallbearer er netop nu ude med deres seneste album, Mind Burns Alive, der er seneste udspil siden 2020’s Forgotten Days. Bandet spiller doom af den mere melodiske slags, og der er i den grad rigeligt med melodi på dette album. Vokalen er ofte i fokus, og forsanger samt guitarist, Brett Campbell, synger fremragende med sin til tider små-nasale stemme.

Der er ikke meget aggression i vokalerne, faktisk er albummet langt henad vejen nærmest blottet for aggression, som i stedet erstattes af melankoli og en lille portion klynk. Den til tider klynkende vokal passer glimrende til de dystre og dybtfølte musikalske passager, hvor der efterlades rigeligt luft til vokalen. De fine lyse vokaler og de til tider storladne musikalske passager spiller ganske okay for gruppen, hvor det deprimerede udtryk virkelig kommer til rette.

Desværre er alle numre på dette album bare ikke lige interessante i deres kompositioner. Der mangler til tider lidt nerve og måske lidt mere puls for, at albummet rigtigt får skubbet til min interesse.

Bevares, Pallbearer gør det ikke som sådan dårligt på dette album, men de formår sjældent at brage ordentligt igennem, og flere af numrene føles lidt som musikalsk fyld for fyldets skyld. Et nummer som “Signals” føles netop langt hen ad vejen som fyld med sit lidt for sløve tempo og afdæmpede guitar- og trommespil. På en måde føles det ikke helt færdigt.

På albummets sidste skæring, “With Disease”, kommer der endelig lidt af den tiltrængte vrede med i lydbilledet, hvor growls ligger effektivt som kor bag Campbells små-porøse røst. Det klæder i den grad bandet, når der bliver bygget lidt i lagene, og tilføjelsen af aggression til det ellers afdæmpede og melodiske lydbillede fungerer fremragende.

Albummets produktion er som sådan ganske flot og effektiv. Dynamikken er i højsæde med en god spændvidde i forhold til de forskellige instrumenter. Der er god sonisk variation igennem pladens små 51 minutter.

Guitarerne forstår at væve sig sammen, og lyden af guitarerne er ligeledes fremragende igennem hele albummet. Distortionen er dejligt tyk og grumset, imens de rene guitarer synger. Bassen lægger sig som et fint lille tæppe, og trommerne lyder godt afrundede, uden at bækkenerne mister deres kant. Det bredde lydbillede får de storslåede melodier til at stå flot frem. Det er godt håndværk, også selvom musikken ind imellem bliver træg nok.

Pallbearer har med Mind Burns Alive lavet en plade med særligt plads til det melodiske og afdæmpede. Desværre er det bare ikke lige spændende hele vejen henover albummet, og det bliver lidt trægt at lytte til i længden. Albummet vinder ved flere at blive lyttet til mere, men når pladen slutter, føler man sig alligevel mættet.

Melodierne har bandet dog styr på, og den melankolske stemning flyder nærmest over igennem pladen. Som helhed ender pladen dog desværre med at fremstå middelmådig.