Alice Cooper

One for All, All for One

-

Anmeldelse af: Arch Enemy + LIVLØS. VoxHall, Aarhus. 05. juni 2019.

Imens resten af Danmark sad klistrede til skærmen for at følge med i valget, havde Voxhall en udsolgt aften fyldt med blastbeats, heltesoloer og tonsvis af growls

 

Foto: Hasan Jensen

 

LIVLØS

VoxHalls sal og balkon var allerede tæt pakkede, da aftenens første band gik på.
Jeg har set LIVLØS spille en del gange, men det var dog første gang, jeg skulle opleve dem med deres nuværende forsanger, Niklas Lykke. Han viste sig hurtigt at være en glimrende tilføjelse til bandet med masser af karisma samt en potent og alsidig vokal, der passer glimrende til de skiftende elementer i bandet lyd.

Der bliver nemlig spillet på flere tangenter i løbet af koncerten, hvor inspirationen tydeligt kommer fra flere dele af verden. Flere steder spiller LIVLØS aggressiv amerikaner-død, men der er også masser af melodiske passager, der leder tankerne hen mod Sverige. Det er forfriskende og giver samtidig koncerten en vis dynamik.
Desuden spillede resten af bandet eminent. Alle er tilstedeværende og energien er god hele vejen igennem.

Lyden haltede en anelse til at begynde med, men den blev heldigvis hurtigt fikset, og det var rart, at man rent faktisk kunne høre detaljerne, der blev lagt i sangene. Der er intet mere frustrerende end at kunne se en guitarist være i gang med en lead-melodi eller en solo og ikke kunne høre en klap af, hvad der foregår.
Det var heldigvis ikke tilfældet i aften.

Opvarmning er desværre aldrig et gennemført taknemmeligt job, og publikum var en anelse langsomme om at komme i gang. Det lader LIVLØS sig dog ikke slå ud af, og hele bandet opfordrer publikum til at komme i omdrejninger. Det lykkes i stigende grad, som koncerten skrider frem, og sidste nummer fik da også en vellykket wall of death op at stå.

Slutteligt råber Niklas ”Vi er LIVLØS, aldrig glem det!” og det tror jeg bestemt ikke, folk vil gøre. De var et særdeles velvalgt band til at stå for opvarmningen, og havde det ikke været for lidt lydknas og manglende lysvariation – der var, så vidt jeg husker, én indstilling under hele koncerten – havde koncerten fået topkarakter, noget, jeg bestemt mener, LIVLØS vil få til andre koncerter, for deres performance er der ingen fingre at sætte på.

 

Arch Enemy

13 år skulle der gå siden sidst, jeg så aftenens hovednavn, og det på samme venue som sidst. Igen med en anden forsanger, men det er efterhånden temmelig gamle nyheder.

Det var om ikke andet tydeligt, at publikum var spændte til bristepunktet, og der blev råbt og hujet, da bandet begyndte at gå på. Godt nok har der været nogle albumudgivelser og skift i lineup på de 13 år, men Arch Enemy er ikke til at tage fejl af. Spandevis af dobbeltpedal samt melodiske guitar leads, publikum kunne synge med på, hvilket de så sandelig også gjorde.

Alissa White-Gluz er en overordentlig dygtig frontperson på scenen, der virkelig forstår at aktivere publikum. Dog har jeg et personligt problem med hende i, at hun under hele koncerten cupper mikrofonen, hvilket resulterer i at hendes vokal – der er tydeligt god og dygtigt eksekveret – bliver trælst forvrænget, en ærgerlig tendens generelt i metalmiljøet, men det generer mig hver gang.
Nuvel, det var på ingen måde ødelæggende for koncerten, der skred sammen som en velsmurt maskine. Arch Enemy har mange års erfaring, og det er til at mærke. Det kan naturligvis være et tveægget sværd, da et show kan komme til at virke indøvet og fraværende, men det var heldigvis ikke tilfældet mere end et par øjeblikke til denne koncert.

Bandet har også fået Jeff Loomis til at svinge den anden guitar, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt så skarpe og rene soloer. Med mængden af soloer og heltemelodier fik han da også lov til at sprede sine seksstrengede vinger en hel del, og det var tydeligt, han nød at lege med det.
Publikum viste da også deres begejstring hele koncerten igennem. En enkelt fan – min mor ville nok driste sig til at kalde ham en båtnakke – valgte da også at hoppe op på scenen. Her valgte Alissa at vise lidt overskud og gav ham en high five, som de fleste nok også ville tage som et ”hey, fedt du er her, hop så ned igen”. Fanen tog dog ikke hintet og blev da også smidt af scenen. Udover det enkelte tilfælde foregik koncerten uden videre forstyrrelser.

Bandet sluttede af, men kom naturligvis tilbage, da publikum råbte i kor på bandets nok største hit “Nemesis”, som de da naturligvis kom tilbage og spillede. Generelt var deres set en god blanding af gamle og nye hits, så der har nok været noget for alle generationer af fans.

Jeg er ikke i tvivl om Arch Enemy nok skal spille for udsolgt hus igen, næste gang de kommer forbi.

REVIEW OVERVIEW

LIVLØS
Arch Enemy

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories