Anmeldelse af: Dead Kennedys. Fermaten, Herning. 26, august 2022.
Det blev til en punk-fest uden lige, da det legendariske amerikanske band Dead Kennedys lagde vejen forbi uldbyen Herning.
Foto: Bastian Reinholdt Madsen
Nexø
Som opvarmning denne dag (som om vejret ikke var nok) har Fermaten bedt det Københavnbaserede punkband Nexø om at tage tjansen. Jeg har aldrig hørt om dem før, men ud fra navnet at bedømme kommer det her slet slet ikke til at være mig. Navnet leder tankerne hen imod inde-poppen eller endnu værre Nik Og Jay i forhold til deres evige brug af ordet Nexus foruden byen Nexø, som heller ikke just er en by, der oser af punk. Det er mildest talt med forbehold, at denne anmelder går ind i salen.
Det viser sig dog hurtigt, at alle fordomme vælter, som var det et spil klodsmajor, og selvom Nexø fik spillet til at vælte, så er det mig, der er både taber og vinder. Nexø viser sig lynhurtigt som værende et ufatteligt skarpt og velspillende punkband med fed energi, fremragende musikalitet og ikke mindst et udtryk, der ellers på ingen måde passer til deres navn. Jeg ved ikke, hvor mange af vores læsere der har været i Nexø, men bandet her er vildere og sejere.
Gruppen kommer rigtigt godt ud over scenekanten og får hurtigt samlet en god flok på de forreste rækker. Ikke nok med det, men der er allerede nu enormt festlig stemning i hele salen. Guitaristen skærer de vilde grimasser og viser generelt et stort overskud i sin optræden. Gruppen fejler dog lidt på deres helhedsindtryk. Der er ikke rigtigt nogen rød tråd, der forbinder medlemmerne rigtigt sammen med musikken, og dette er på sin vis lidt synd.
Nexø spiller fremragende også til trods for at have låne-bassist med. Der er godt med knald og fart på drengen, og gruppens forsanger formår på rå vis både at brøle, skrige, råbe og vræle sangenes mange pointer ud i hovedet på publikum. Ganske som vi er vant til det fra genren, er det ikke en pæn vokal, men nærmere en pænt fed vokal. Gruppen har godt med spræl, og det smitter helt klart af på publikum.
Lyden er nærmest helt perfekt til Nexø, på den måde at den naturligvis er tør, grim og skrabet uden at miste definition – netop sådan som lyden til en punkkoncert bør være.
Nexø klarer det eminent som opvarmningsband og vækker en undren i mig: Hvorfor har jeg aldrig nogensinde hørt dette navn før? Det har været en fejl. Dette beviser bandet i hvert fald her til aften og så i Herning af alle steder.
Dansk punk er ikke død, Nexø har den i deres små fede hænder.
Dead Kennedys
Så bliver det tid til noget, som denne anmelder aldrig i sin vildeste fantasi havde forventet rent faktisk ville ske: Dead Kennedys er i Danmark, og de er klar til at spille op til ballade med den velkendte tunge-ud-af-munden-attitude, som vi alle kender og elsker dem for. Bandet har skrevet utroligt mange numre, der indenfor genren anses som klassikere, så det er uden tvivl nogle af de helt store drenge, vi er ude at lege med her til aften. En af de helt store drenge indenfor deres felt naturligvis. Derfor er jeg da også meget nervøs for aftenens koncert. Man har taget et legendarisk punkband og sat dem til at spille på et (i forhold til gruppens popularitet og ikke mindst indflydelse) lille spillested i Herning. Det er helt ærligt ikke just er den store punkby. Fremmødet forventes derfor at være tyndt her til aften.
Allerede under Nexøs opvarmning stod det dog klart, at min fantasi simpelthen ikke rækker. Herning overrasker denne gang, for salen nærmer sig at være proppet. Selv balkonerne er i brug her til aften, og det sker ikke hver dag. Det bliver hedt det her.
Ikke nok med at fremmødet er overvældende, energien fra aftenens publikum nærmer sig noget af det fedeste, denne anmelder til dato har oplevet. Der er konsekvent gang i pitten, og der bliver skrålet og hujet af alle lungers fulde kraft. Dead Kennedys er og bliver hyldet som netop konger af punk. Stemningen på Fermaten er for vild, og humøret enormt højt. Der kommer faktisk så godt gang i den, at publikum ender med at vælte sikkerhedsbarrieren foran scenen, således at spillestedet må sende to vagter op for at presse imod hegnet, så dette ikke sker igen. Så god energi er formentlig aldrig set i Herning, og hvis den er, så er det mange år siden.
Det lader dog enten til, at spillestedets klimaanlæg enten er i stykker eller slet ikke kan klare hverken den generelle varme eller den varme, der opstår i salen, i takt med at pitten går i gang. Det bliver så varmt, så adskillige (og denne anmelder ender til trods for at være imod det hen imod slutningen i samme båd) publikummere smider trøjen, så der bliver vist nogle gode mavser frem inde på Fermaten, for vi skal jo ikke stoppe med at have det fedt vel? Så må tøjet af!
Publikums energien smitter af på bandet, eller er det omvendt? Dette spørgsmål minder på sin vis meget om det klassiske ”hønen og ægget”-dilemma. Sandheden er nok, at aftenen viser en symbiose imellem band og publikum, hvor vi alle optager hinandens energier og sender dem videre i en slags punk-karma – hvor hippieagtigt det end lyder. Bandet fanger publikum fra start og har dem i deres hule hånd igennem hele koncerten, der ledes på overbevisende vis af Ron ”Skip” Greer.
Greer er ikke blot overbevisende som frontmand, men rammer den også nærmest lige i skabet, når det kommer til at synge. Med lukkede øjne ville mange formentlig have svært ved at høre, at det ikke er Jello Biafra, der synger, sådan som det ellers burde være det.
Ligeledes spiller bandet fremragende. Bevares, der er da småfejl hist og her, men ville det egentlig være en punkkoncert, hvis ikke disse var med? Jeg siger nej. Sammenspillet er lækkert og flydende, samtidig med at det sidder pænt stramt. Lyden er ligesom ved Nexø fuldstændigt formidabel og passer perfekt til musikken.
Bandets sætliste er der nærmest ikke en finger at sætte på. Der bliver spillet alle de største som feks. ”Holiday In Cambodia”, ”Too Drunk To Fuck”, ”California Über Alles”, ”Nazi Punks Fuck Off” og ”Kill The Poor” og naturligvis en bred vifte af gruppens øvrige bagkatalog.
Sætlisten er godt skruet sammen, og Greer får fyret jokes af i en lind strøm, hvor nogle er mere vellykkede end andre. Humoren og ironien viser sig i hvert fald som værende en ligeså essentiel del af Dead Kennedys koncerter, som den er det i gruppens musik.
Dead Kennedys er kommet for at have det sjovt med deres alvorlige budskaber, og sjovt viser aftenen sig helt klart at være. Vi har fået en fuldstændigt fantastisk og indlevende optræden fra nogen af de allerstørste og fedeste indenfor deres felt, som samtidig beviste, at de stadig kan, også selvom de mangler flere medlemmer og er ved at være oppe i alderen.
