Anmeldelse af High On Fire – Cometh The Storm, udgivet via. MNRK Music d. 19/04-2024.
High On Fires seneste udgivelse, Cometh The Storm, brager desværre ikke så godt igennem, som man kunne forvente.
Der er dømt tung sludge med grum og hæs vokal i lange baner, når det Matt Pike-ledede High On Fire udgiver nyt. Det er der helt bestemt også denne gang, hvor de tunge elementer vejer lige så meget, som man kunne forvente på Cometh The Storm.
Det starter i hvert fald glimrende ud med åbneren, “Lambsbread”, der i sandhed lyder som en god gang gumpetung sludge a la den, vi kender og elsker fra High On Fire. Der er godt med tyngde på især bassen, ligesom guitaren er dejligt tør ikke helt ulig Pikes til tider næsten Lemmy Kilmister-inspirerede vokal.
Lyden er, som man kan og bør forvente den af High On Fire. Guitaren er overmættet af distortion og lyder dejligt tør og hul, præcis som den bør til denne genre. Trommerne og bassen lægger hver for sig en lækker bund, hvor bassen ind imellem får lov til at lege lidt som i “Burning Down”, hvor bassen har nogle ret lækre og fine fills, der gavner nummeret en del. Produktionen af de mindre sludgede dele i musikken sidder også lækkert og passer godt til albummets overordnede lyd, ligesom de små indskud af lidt ekstra guitar i bl.a. “Lambsbread” pirrer lytteren.
Den tørre stil fortsætter igennem albummet, nøjagtigt som forventet, men der begynder desværre at gå lidt tomgang i både riffs og melodier igennem albummet. Det lyder ind imellem til, at gruppen har været en kende uinspireret under tilblivelsen af dette album. F.eks. foranlediges denne anmelder til ved første gennemlytning at tro, at albummets tredje skæring, “Trismegistus”, er et cover af Iron Maiden-nummeret “Powerslave”, da vokalens frasering i begyndelsen af nummeret ligger ufatteligt tæt på den, som vi kender og elsker fra Maiden-klassikeren.
Til trods for den unægtelige tomgang, som albummet desværre er præget af, er der også klare ting, der holder på Cometh The Storm. Titelnummeret har bl.a. nogle ganske glimrende melodier, der til tider får en til at tænke i retning af mere syrede og progressive sludgebands som f.eks. Kylesa og Mastodon. Dette uden, at man på noget tidspunkt er i tvivl, om at det nu engang er High On Fire, man faktisk lytter til.
Albummet drager flere inspirationer fra, hvad jeg selv forbinder med arabisk musik, hvilket særligt kommer til udtryk på “Karanalik Yol”, der mest af alt fungerer som et mellemspil. Nummeret er egentlig fint og lyder godt, men at det på ingen måde leder videre til noget på albummet, virker besynderligt. Overgangen til “Sol’s Golden Curse” spiller i hvert fald umiddelbart ikke så godt.
Selvom der alt for ofte går tomgang i den på Cometh The Storm, så er det ikke alt, der er skidt. Det er trods alt et High On Fire-album det her, så selv bundniveauet ligger højt. Desværre er dette album dog nærmere bundniveauet for gruppen, end det er toppen.
I stedet for at blive høje på den ild, der brænder i Matt Pikes og gruppens kollektive sjæl, bliver man desværre med dette album mere høj på tomgang.
