Hvid sol over Valbyparken

Reportage m. anmeldelser af Jack White, Viagra Boys & NewDad fra Syd For Solen, Valbyparken, d. 10/08-24.

Der var plads til både fandenivoldskhed, ‘tungen lige i munden’, og smukke håbefulde melodier, da sidstedagen af Syd For Solen løb af stablen i Valbyparken.

 Foto fra NewDad på Syd For Solen, af Bastian Reinholdt Madsen.

Syd For Solen havde lagt an til en mere rocket lørdag i Valbyparken, med spændende og alsidige navne. Vi nåede at fange tre af disse navne til årets festival.

Viagra Boys

Dagens første fulde optræden bliver fra vores side i selskab med svenske Viagra Boys. Gruppen er ikke en, jeg har dykket vanvittigt ned i, men de tanker som jeg dog har gjort mig inden gruppens optræden, viser sig at holde stik. Viagra Boys minder på mange måder lidt om Nick Cave projektet Grinderman i både lyd og udtryk. Dette gør de uden at fremstå som en ublu kopi, og bandet har en enormt stærk charme og selvtillid på scenen her til aften.

Stemningen lader særligt til at være god oppe på de forreste rækker hvor der tilsyneladende endda er lidt moshpit. Det forlyder fra scenen at en fra publikum brækker armen oppe i pitten, men for hvor gode varer man skal tage dette, er et godt spørgsmål. Der er i hvert fald ikke mere gang i den end at folk synger med, der hvor denne anmelder formår at positionere sig til koncerten.

Bandet spiller glimrende, og sammenspillet er ligesom gruppens interne energi og overskud i høj klasse. Viagra Boys er kommet for at starte en fest, og den oplever vi også gruppen afholde på scenen, med smøger, bajere og store smil.

Lyden spiller absolut under koncerten, hvor samtlige instrumenter formår at skære igennem, og stadig efterlade luft i mixet til at især vokal og saxofon kan få lov til at trykke lidt ekstra igennem. Lydbilledet er generelt behageligt, samtidig med at det er underligt konfronterende i sit udtryk, noget som blot løfter den attitude som musikanterne viser fra scenen, både i deres æstetiske valg, men inden grad også i forhold til de musikalske ditto.

Viagra Boys leverer en velspillet og veludført koncert til dette års Syd For Solen, der i den grad har fået sig et tiltrængt skud Viagra fra svenskerne.

NewDad

Efter den glimrende rockede opvisning fra Viagra Boys er det tid til at bevæge sig imod festivalens mindste scene, den indendørs (hvis man da kan kalde et telt indendørs, måske nærmere overdækket?) scene Make It Count. Der er nemlig fint besøg fra Irske NewDad, et band der ifølge festivalens beskrivelse (jeg havde ikke hørt om dem før) spiller en blanding imellem Postpunk, alternative rock (hvad end dette så egentlig skal betyde), og Shoegaze, og de skal naturligvis tjekkes ud!

NewDad er ganske vist ikke fra 80’erne, men det kunne den musik de fremfører ligeså godt have været. Vi er ude i noget der til tider minder lidt om bands så som Men I Trust (som jeg også føler har dette 80’er prægede lydmæssige udtryk), særligt grundet den lækre men også ret særlige vokal, som gruppens sangerinde Julie Dawson fremfører så elegant her til aften.

NewDad fremfører deres musik lækkert her til aften, med at smukt og dynamisk sammenspil, tilsat en god og nærværende dynamik imellem band og publikum. Man kommer lige det tættere på musikerne på denne scene, dels fordi den er mindre, og dels fordi fremmødet til denne koncert ikke fylder teltet rigtigt ud. Dette giver så i stedet plads til at danse, hvilket flere også gør.

Stemningen er rigtigt god ved Make It Count scenen, en stemning som musikken i kraft af sin opløftende natur forstærker. Til trods for at musikken er trist i sit udtryk, så er der alligevel noget forløsende og håbefuldt længsel at spore i gruppens veludførte og lækre melodier. Særligt kommer Dawson og gruppens mandlige guitarist Sean O’Dowd fint rundt på scenen.

NewDad leverer en fængende og velspillet koncert på Syd For Solens mindste scene. Fremmødet kunne være bedre, men de der er mødt op har fået sig en på opleveren med det irske band.

Jack White

Nu skal det til at blive lidt mere skævt. Sidst jeg oplevede aftenens hovednavn (der er på programmet som erstatning for Queens Of The Stone Age, da forsanger Josh Homme er syg efter en operation) var da han var i front for The Raconteurs på Heartland. Her leverede den karismatiske frontmand en glimrende koncert. Jack White er formentlig den absolut bedste erstatning festivalen har haft mulighed for at booke, givet den korte frist, samt hvilket egentlig turnerende udbud man har i denne periode. Jack White passer ind, og han får også startet fest på Syd For Solen.

Jack White har en meget fed og særpræget spillestil, hvor det nærmest lader til at han slås med sit eget instrument, mere end han blot spiller på det. Det er ikke altid helt rent eller stramt eller pænt, men det har uendelige mængder mojo og charme, og er netop en af de ting der gør Jack White til den han er. Det er fandenivoldsk på den fede måde. Ikke helt ulig hvordan Jimi Hendrix’ tilgang til instrumentet var. Ikke at White lyder som Hendrix, men attituden til instrumentet som værktøj er nogenlunde sammenlignelig.

Sætlisten her til aften er ikke just bestående af sange jeg har lyttet meget til, heller ikke selv om vi får nogle The White Stripes numre i løbet af aftenen. Det rammer ikke helt hvad jeg kender, så det er godt at det leveres lækkert fra White og co. Lyden er ligeledes god og ikke mindst høj – sådan som rock af denne kaliber gerne skal være det.

Til trods for det sparsomme kendskab til sætlisten fungerer denne klart i denne live sammenhæng. Særligt tager koncertens afsluttende numre og løfter stemningen. Et godt og fængende leveret ’Steady, As She Goes’ leveres, måske ikke helt så godt som på Heartland, men så i hvert fald tæt på. Og hvilken anden måde kan denne koncert afsluttes end med ’Seven Nation Army’? Der findes ikke mere passende nummer, end det nummer man så ofte har hørt brølet i forsøg på at hive bands tilbage på scenen igen til at afslutte denne festival. Dette leveres som en afsluttende prik under udråbstegnet, og det får stemningen op på kogepunktet hos publikum, der naturligvis brøler riffet af deres lungers fulde kraft.

Til trods for en afkortet sætliste der desværre heller ikke bærer præg af så meget af min personlige smag fra Jack White, formår aftenens hovednavn alligevel at levere en koncert fyldt med fed no-nonsense rock, af den vi kender ham for. Det er med tungen lige i munden og masser af charme, og det virker i den grad til årets Syd For Solen. Den absolut bedste erstatning man kunne have forestillet sig.