Reportage m. anmeldelser af Jack White, Viagra Boys & NewDad fra Syd For Solen, Valbyparken, d. 10/08-24.
Der var plads til både fandenivoldskhed, ‘tungen lige i munden’, og smukke håbefulde melodier, da sidstedagen af Syd For Solen løb af stablen i Valbyparken.
Foto fra NewDad på Syd For Solen, af Bastian Reinholdt Madsen.
Syd For Solen havde lagt an til en mere rocket lørdag i Valbyparken, med spændende og alsidige navne. Vi nåede at fange tre af disse navne til årets festival.
Viagra Boys
Dagens første fulde optræden bliver fra vores side i selskab med svenske Viagra Boys. Gruppen er ikke en, jeg har dykket vanvittigt ned i, men de tanker som jeg dog har gjort mig inden gruppens optræden, viser sig at holde stik. Viagra Boys minder på mange måder lidt om Nick Cave projektet Grinderman i både lyd og udtryk. Dette gør de uden at fremstå som en ublu kopi, og bandet har en enormt stærk charme og selvtillid på scenen her til aften.
Stemningen lader særligt til at være god oppe på de forreste rækker hvor der tilsyneladende endda er lidt moshpit. Det forlyder fra scenen at en fra publikum brækker armen oppe i pitten, men for hvor gode varer man skal tage dette, er et godt spørgsmål. Der er i hvert fald ikke mere gang i den end at folk synger med, der hvor denne anmelder formår at positionere sig til koncerten.
Bandet spiller glimrende, og sammenspillet er ligesom gruppens interne energi og overskud i høj klasse. Viagra Boys er kommet for at starte en fest, og den oplever vi også gruppen afholde på scenen, med smøger, bajere og store smil.
Lyden spiller absolut under koncerten, hvor samtlige instrumenter formår at skære igennem, og stadig efterlade luft i mixet til at især vokal og saxofon kan få lov til at trykke lidt ekstra igennem. Lydbilledet er generelt behageligt, samtidig med at det er underligt konfronterende i sit udtryk, noget som blot løfter den attitude som musikanterne viser fra scenen, både i deres æstetiske valg, men inden grad også i forhold til de musikalske ditto.
Viagra Boys leverer en velspillet og veludført koncert til dette års Syd For Solen, der i den grad har fået sig et tiltrængt skud Viagra fra svenskerne.
NewDad
Efter den glimrende rockede opvisning fra Viagra Boys er det tid til at bevæge sig imod festivalens mindste scene, den indendørs (hvis man da kan kalde et telt indendørs, måske nærmere overdækket?) scene Make It Count. Der er nemlig fint besøg fra Irske NewDad, et band der ifølge festivalens beskrivelse (jeg havde ikke hørt om dem før) spiller en blanding imellem Postpunk, alternative rock (hvad end dette så egentlig skal betyde), og Shoegaze, og de skal naturligvis tjekkes ud!
NewDad er ganske vist ikke fra 80’erne, men det kunne den musik de fremfører ligeså godt have været. Vi er ude i noget der til tider minder lidt om bands så som Men I Trust (som jeg også føler har dette 80’er prægede lydmæssige udtryk), særligt grundet den lækre men også ret særlige vokal, som gruppens sangerinde Julie Dawson fremfører så elegant her til aften.
NewDad fremfører deres musik lækkert her til aften, med at smukt og dynamisk sammenspil, tilsat en god og nærværende dynamik imellem band og publikum. Man kommer lige det tættere på musikerne på denne scene, dels fordi den er mindre, og dels fordi fremmødet til denne koncert ikke fylder teltet rigtigt ud. Dette giver så i stedet plads til at danse, hvilket flere også gør.




