Jeg har desværre måtte glippe torsdagen på årets festival, der ellers bød på Primal Scream og Damon Albarns The Good The Bad And The Queen. I det mindste kan man fryde sig over, at der er The Raconteurs her til aften. Det skal nok blive fedt, jeg har nemlig personligt ikke oplevet Jack White live, og man kan jo ikke sige, The Raconteurs uden også at sige Jack White. Han er en kæmpe stor del af dette band, ligesom han er i alt, hvad han laver. Han er en personlighed, der fylder, og det er med god grund, skal det vise sig her til aften.
Sammenspillet i bandet er super. Det er helt klart et band, der både formår at lege lidt med numrene, men også spile dem enormt stramt. Energien på scenen er stor, særligt fra Jack White, der tonser rundt på scenen. Lige lidt ofte synes han at stå med ryggen til publikum, men for mit vedkommende tilføjer det blot til koncerten, at han henvender sig til trommeslager osv. Det virker klart som et band, der både vil hinanden og musikken. Der snakkes ikke super meget til publikum. Tiden bliver brugt på at spille fed rock i stedet.
Lyden er tæt på perfekt, hvor særligt guitarerne og bassen skinner igennem her til aften. Bassen fylder måske lige i overkanten, men det fungerer alligevel. Guitarerne er vellydende for det meste, selv når de lyder hæslige på den absolut mest Jack White-agtige måde, passer det enormt godt ind i lydbilledet.
Personligt kendte jeg helt ærligt ikke rigtigt andre numre end hittet “Steady As She Goes”, eller så har jeg troet indtil nu, hvor der er adskillige numre, jeg kan nikke genkendende til. Disse numre er enormt velskrevede og fungerer enormt godt i en live-sammenhæng.
