Anmeldelse af: The Raconteurs. Greenfield Stage, Heartland Festival. 31. maj 2019.
Der var fut i kedlerne på scenen, da The Raconteurs lagde vejen forbi Heartland, hvor de leverede et solidt, yderst energisk og meget velspillet rocksæt fredag aften.
Foto: PR
Jeg har desværre måtte glippe torsdagen på årets festival, der ellers bød på Primal Scream og Damon Albarns The Good The Bad And The Queen. I det mindste kan man fryde sig over, at der er The Raconteurs her til aften. Det skal nok blive fedt, jeg har nemlig personligt ikke oplevet Jack White live, og man kan jo ikke sige, The Raconteurs uden også at sige Jack White. Han er en kæmpe stor del af dette band, ligesom han er i alt, hvad han laver. Han er en personlighed, der fylder, og det er med god grund, skal det vise sig her til aften.
Sammenspillet i bandet er super. Det er helt klart et band, der både formår at lege lidt med numrene, men også spile dem enormt stramt. Energien på scenen er stor, særligt fra Jack White, der tonser rundt på scenen. Lige lidt ofte synes han at stå med ryggen til publikum, men for mit vedkommende tilføjer det blot til koncerten, at han henvender sig til trommeslager osv. Det virker klart som et band, der både vil hinanden og musikken. Der snakkes ikke super meget til publikum. Tiden bliver brugt på at spille fed rock i stedet.
Lyden er tæt på perfekt, hvor særligt guitarerne og bassen skinner igennem her til aften. Bassen fylder måske lige i overkanten, men det fungerer alligevel. Guitarerne er vellydende for det meste, selv når de lyder hæslige på den absolut mest Jack White-agtige måde, passer det enormt godt ind i lydbilledet.
Personligt kendte jeg helt ærligt ikke rigtigt andre numre end hittet “Steady As She Goes”, eller så har jeg troet indtil nu, hvor der er adskillige numre, jeg kan nikke genkendende til. Disse numre er enormt velskrevede og fungerer enormt godt i en live-sammenhæng.
Publikum på Heartland imponerer ligeledes ved, at de tydeligvis er fine nok (i hvert fald en del af dem) til at kunne finde ud af at klappe på 2 og 4. Når man er til mange koncerter, er det nu rart at stå med et publikum, der enten ved, hvornår klap bør sidde, eller måske at de bare er svine heldige og gør det tilfældigt? Lækkert er det i hvert fald.
Der bliver ligeledes danset rundt omkring hos publikum til de sprøde toner og de fede vokaler. The Raconteurs har to sangere: Brenda Bason, der leverer en relativt traditionel rock vokal af den pænere slags, og Jack White, der mere benytter sig af teknikker fra for eksempel soul og blues. Blandingen imellem de to vokaler er virkelig med til at gøre dette band specielt, særligt når begge sangere synger over hinanden.
Igennem koncerten opstår der kun ganske få momenter, hvor det føles som om, at bandet lidt taber tråden og egentlig blot går over på en autopilot. Det er ikke under alle de stille numre, men det er for det meste under stille numre, at luften går en kende af ballonen. Til bandets forsvar får de dog hurtigt pustet luft i ballonen igen, så The Raconteurs kan komme på flyvetur.
Koncerten afsluttes naturligvis med hittet “Steady As She Goes”, der alle dage har været et kampfedt skrevet nummer. Live fungerer det også pisse godt, om end det, på trods af at være det helt store hit, ikke føles helt som koncertens toppunkt.
Koncerten afsluttes med en god omgang fællessang, hvor bandet sandelig formår at få store dele af publikum med på løjerne.
The Raconteurs kan altså stadig i dag. Dette beviser de helt klart på Greenfield-scenen til dette års Heartland Festival.
