Alice Cooper

Indforstået ravage i tætte rammer

Anmeldelse af: SUM 41 + Zebrahead. Amager Bio, Kbh. D. 3. februar 2020.

SUM 41 lagde for anden gang i deres karriere vejen forbi amager bio. det er 10 år siden, bandet sidst var her i danmark, hvilket rusulterede i et totalt udsolgt amager bio.

 

Zebrahead

Zebrahead var første band på scenen. Bandet blev grundlagt i 1995 og udgav deres første plade i 1998. Alligevel havde min vej endnu ikke krydset deres – i hvert fald ikke før nu. Men, hvis jeg skal være helt ærlig, så er pop/punk/rock fra omkring årtusindskiftet heller ikke en genre, som jeg har dykket hjertefølt ned i og studeret. 

Zebrahead kom ind på scenen til “America (fuck yeah!)”, som stammer fra dukkefilmen Team America (2004). Det var oprigtig meget sjovt, og allerede på dette tidspunkt kunne man forestille sig, at vi skulle have med et band at gøre, som ikke var bange for at tage tykt pis på sig selv. 

Bandet opførte sig ret meget som et college-band. De jokede med hinanden, som rigtige drenge-røve ville gøre, og det faldt lige i publikums smag. Zebrahead havde endda deres egen lille bar på scenen, som var fyldt med Tuborg-øl- og vodka/juice til en klassisk screwdriver. Det eneste, de manglede, var et beerpong-bord, røde og blå plastikkrus og en swimmingpool, men selv uden det, var festen faktisk så godt som hjemme for det amerikanske band. 

Bandets energi og udstråling var lige så smittende som corona-virussen i disse dage – og publikum skulle heller ikke bruge mere end 15 minutter i samme rum med bandet, før den festglæde, som hærgede oppe på scenen, spredte sig ned til gulvet og ind i publikum. Det to sangere, Ali Tabatabaee og Matty Lewis, skulle dårligt nok løfte en lillefinger, før publikum startede en circlepit midt på gulvet, der gentagende gange endte ud i en moshpit. 

Zebrahead fik med humor og spilleglæde kridtet scenen godt op til aftenens hovednavn. Så hvis man er fan af genren og ikke i forvejen kendte bandet, så kunne man gå hjem med et nyt band i bagagen.

 

SUM 41 

Hvem skulle have troet, af SUM 41 kun har spillet to koncerter i Danmark. Sidst, bandet gæstede landet, var i 2010 også dengang i Amager Bio, og, ja, det er skarpt 10 år siden. Ikke så mærkeligt, at hypen omkring bandet er meget stor herhjemme, når bandet sådan lige pludselig vælger at drøne forbi på disse kanter. 

Amager Bio var udsolgt denne aften og fyldt til randen med et forholdsvist ungt publikum, som var kommet for at opleve bandet. 

SUM 41 lagde ud med nummeret “Turning Away” og gik videre til “The Hell Song”. Sidstnævnte nummer fik vitterligt salen inklusiv mig selv til at eksplodere i en hoppende glædesrus. Det er modigt at spille et af bandets måske mest kendte numre så tidligt på den godt 25 numre lange setliste, men nostagien blev i den grad bragt til live med dette nummer. Det mindede mig om dengang, jeg sad klistret til skærmen efter skole fredag eftermiddag bare for at følge med i, om mine ynglings musik-videoer havde klaret sig endnu en uge på DR’s Boogie-listen. Et minde om tider, hvor det hele ikke var så alvorligt. 

Jeg har i mange år altid forbundet SUM 41 med pop/punk bands som Blink-182, Fall Out Boy og tidlig Good Charlotte, men jeg har senere fundet ud af, at SUM 41 er i en noget tungere liga, og de er ikke er bange for at krydse over i metalgenren, som bandets seneste plader har budt på. Tunge riff og soli er nu en fast del af SUM 41s musikalske udfoldelser, hvilket klæder bandet utroligt meget. Vi fik hertil de to hårdtslående numre “A Death In The Family” og “Out For Blood” fra seneste plade, Order In Decline. Riffet på nummeret “Out For Blood” er utroligt stærk og lækkert skåret til stor begjstring for publikum, som på Whibleys opfordring bragte en massiv circlepit til live på midten af gulvet.   

Bandet virkede på toppen af deres game. De fem medlemmer havde en skarp levering, og forsanger Whibley var bandets sande energibombe. Dave Baksch på leadguitar leverede den ene solo efter den anden med kraftig inspiration fra 80’ernes metalbands. Alt dette ledte selvfølgelig publikum an til at hoppe rundt som små tanglopper på gulvet. 

Da bandet havde takket af på scenen, så var de fleste vidst ikke klar over, at forsanger Whibley ville komme tilbage på scenen og spille en akustisk version af nummeret “Best of Me”. Det kunne han gøre foran et publikum i kraftigt mandefald, som allerede var ude at vifte med deres numre foran garderoben.

SUM 41 leverede en prægtig koncert, som jeg på ingen måde er skuffet over at have oplevet. Bandet havde energien og sangene til at løfte publikum op under taget og til at løfte sig selv op på 4,5 stjerner.

Lad der for fanden ikke gå 10 år igen, før SUM 41 kommer tilbage til Danmark!

 

Koncertgalleri af Anders Groos Mikkelsen: 

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

REVIEW OVERVIEW

Zebrahead
SUM 41

Discover

Latest

Devin Townsends empati smitter 

Anmeldelse af: Devin Townsend - Order Of Magnitude: Empath Live Volume 1. udgivet den 23. oktober 2020 via InsideOutMusic. Jeg kender ikke alt til Townsends...

Bersærk rammer solar plexus

Anmeldelse af: Bersærk - SOL. Udgives 23. oktober 2020 via Nordenvind Musikproduktion. Atomkraft? Nej tak. Bersærk? Ja tak! På albumcoveret på SOL står der med småt: “De...

Defecto driller deres lyttere

Anmeldelse af: Defecto - Duality. Udgivet 23. oktober 2020 via Black Lodge Records.  Fra “ekskluderet fjende” til “inkluderende dobbeltspil” Defectos første album, Excluded fra 2016, var...

Gammelt vand på nye flasker

Anmeldelse af: Behemoth - "And the Forests Dreams Eternally" genudgivelse. 18. september 2020. Via Metal Blade Records.   Nyt fra Behemoth? Nej, egentlig ikke. I denne...

8 albums med 20-årsjubilæum: Fra dengang man købte fysiske plader

I år er det 20 år siden, en række metalalbums udkom. I den forbindelse bringer vi en liste over de bedste og mest betydningsfulde...