Anmeldelse af: Iggy Pop – EVERY LOSER. Udgivet 06. januar 2023 via Warner Music.
Iggy Pops nyeste album, EVERY LOSER, viser frontmanden fra sin bedste side med rigeligt af både spræl og eftertænksomhed.
Så er den gæve aldrende punker, der går under navnet Iggy Pop, ude med et friskt udspil. Pop er generelt jævn i forhold til at udgive nyt materiale, og det er derfor også ”kun” fire år siden, vi sidst hørte fra sangeren med den bare mave. Nu er han så ude med sit seneste udspil der har fået titlen EVERY LOSER, og så er det store spørgsmål jo så, om man som lytter står tilbage og føler sig som en taber.
Det gør man så absolut ikke, Iggy’s still got it.
Vi kommer igennem albummets små 36 minutter godt igennem sangerens forskelligartede stil lige fra det voldsomme og punkede til det mere laid back og smooth, Iggy er leveringsdygtig i det meste, og det spiller også godt for sangeren – i hvert fald langt størstedelen af tiden.
Der er godt med knald på fra start, og vokalen virker både febrilsk og viril henover de hurtige rytmer og hidsige punkriffs. Det er et solidt backingband, der er med på dette album, hvor det faste band tæller Chad Smith (Red Hot Chili Peppers) på trommer, Duff McKagan (ex Guns N’ Roses) på bas, og Andrew Watt, der foruden at svinge den seksstrengede ligeledes har produceret albummet. Det er utvivlsomt ferme herrer, vi har med at gøre, og det kan i den grad høres på dette album.
Særligt godt spiller det på de lidt tungere og rockede numre, hvor man – i det tilfælde at man tidligere havde forestillet sig andet – må indse, at pensionen absolut ikke kalder endnu. Numrene er velskrevne, veleksekverede og med god hidsighed, om end det musikalsk ikke er synderligt originalt. Vi har i hvert fald utvivlsomt hørt lignende fra Iggy Pop før, men derfor spiller det stadig absolut på EVERY LOSER, når der bliver punket igennem. Numre som “Modern Day Ripoff” lyder mere som en Modern Day Classic fra Pops hånd. Ligeledes spiller det sprælske og voldsomme enormt fedt på “Neo Punk”, der oser af stilen fra da sangeren spillede med The Stooges.
Det er dog ikke kun det voldsomme, som Iggy leverer på dette album, der bliver også tid til at læne sig tilbage fra sædets kant og mærke ryglænet, imens man lytter. Det tilbagelænede fungerer glimrende for Pop, der med sin dybe og hæse ryst så sandelig passer godt til netop denne type musik, endda i nærmest lige så høj grad som til det rockede. Det bliver stilet og lækkert på de mere afdæmpede numre. Selv de små mellemspil imellem numrene fungerer i deres enkelthed.
Enkelte steder går der måske lidt tomgang i den, især hvis man hungrer efter en bid mere af vildskaben, dette ses særligt i “New Atlantis”, hvor der går lidt meget tomgang i den. Heldigvis er albummet ganske fint inddelt, så man ikke rigtigt føler, at man får for meget af kun en af pladens facetter af gangen. Albummet er kort og kontant uden for mange dikkedarer.
Produktionen på EVERY LOSER er fremragende og besidder en god dynamik, hvor der skal være smæk for skillingen, men også er plads til det mere tilbagelænede og smooth. Instrumenterne fletter sig dejligt sammen, ligger behageligt opad hinanden og komplementerer konsekvent vokalen. Watts beviser i den grad, at han har styr på sine produktioner med EVERY LOSER, hvor der både er plads til det skrabede samt de mere nuancerede og smukke lydsider af Pops musikalske virke. Der er variation, uden at man føler, at man mister en rød tråd igennem albummet.
Man taler tit om, hvorvidt mennesker ældes som fin vin. Denne metafor vil slet ikke kunne gøre sig gældende om den skrabede og aldrende Iggy Pop. Her vil sammenligningen nærmere være med en god solid Chesterfield-sofa: klassisk og tidløs. Iggy Pop er klassisk på sit nye udspil og så absolut enormt stilet igennem hele albummets varighed. Man forventer måske lidt, hvad man har i vente inden albummet bliver sat på, som med en god Chesterfield, som man netop også ved, hvordan er at sidde i. Pop formår at udgive et gedigent album med masser af saft og kraft, der især spiller igennem på de hårdere og hurtigere numre. Det er stilet og lækkert leveret ikke bare fra den 75årige sanger, men også fra det enormt velspillende og bundsolide backingband.
Iggy Pop skyder stadig skarpt på sit seneste udspil, EVERY LOSER, der til trods for ikke at være synderlig originalt, formår at imponere denne anmelder. Med dette album er der, til trods for den ildevarslende titel, umiddelbart ingen taber.
