Anmeldelse af Primordial – How It Ends. Udgivet via. Metal Blade Records. D. 29/09-2023. 

Primordial fornyer sig ikke just på deres seneste udspil, How It Ends, men betyder det noget, når bare det man spiller er fedt?

I den kulinariske verden findes der steder, hvor du allerede, inden du får serveret, ved rimelig præcist, hvordan det smager. I Bangkok findes der således et spisested, der har kogt den samme suppe i lige godt halvtreds år. Sådan fungerer musikkens verden også, hvor nogle bands lader til at udgive det samme album igen og igen. Helt så galt står det heldigvis ikke til for irske Primordial på How It Ends, der dog i meget høj grad lugter og lyder velkendt.

Dette behøver ikke konsekvent at være et problem, selvom det flere gange i løbet af albummet bliver det. Albummet åbner godt op med det solide titelnummer, og det lyder og fungerer fremragende. Det er, som det plejer, men Primordial plejer heldigvis også at være fedt. Riff-gentagelser får disse glimrende riffs til at sætte sig på den interne nethinde, imens Alan ”Naihmass Nemtheanga” Averills fremragende episke vokal brager igennem den musikalske stratosfære. Primordial kan noget med det storladne og episke, og det spiller så absolut godt på How It Ends.

Problemet i forhold til, når ting er, som det plejer, er, at man så heller ikke rigtigt får overrasket sine lyttere. Ligeledes betyder det, at man måske sporadisk kommer til at kede sig lidt. Albummets andet nummer, “Ploughs to Rust, Swords to Dust”, har det blandt andet med at gå lidt i rundhyl med nogle knap så spændende melodier og lidt for generiske riffs. Bandet formår ikke konsekvent at holde musikken interessant igennem albummet, hvor man som lytter flere gange egentlig bare måske gerne vil videre i teksten. Udvikling er der ikke meget af i musikken, og det gør, at albummet ind imellem går hen og bliver lidt drøjt at lytte til, særligt når nogle numre mest af alt virker som fyld.

Primodial spiller stadig blacket doom med elementer fra det keltiske, således at vi nærmer os noget, der vel nærmest kan beskrives som episk black metal. Primordial styrer som vanligt udenom den skingre skrigende black metal-vokal, der i stedet erstattes med en mere tilgængelig og storladen vokal. Der er vanligt et stort fokus på det melodiske tække, som bandet besidder, og når denne spiller rigtigt, fungerer det så absolut også godt for musikken. Som det f.eks. kan høres i det ellers for albummet meget sigende nummer ”Nothing New Under the Sun”, hvor melodierne i særdeleshed er i højsædet, ligesom nummeret besidder flere elementer, som man også vil kunne finde hos danske Bersærk. Et lækkert opbygget nummer; noget, som flere af numrene på albummet heldigvis bærer præg af.

Når How It Ends er godt, er det nemlig også rigtigt godt, hvor særligt et nummer som det sublime “All Against All” bør få lytteren til at spidse ører. Dette står særligt stærkt i sin struktur, ligesom der bliver leget lidt med strobesang, hvilket fungerer helt afsindigt godt i forbindelse med den resterende instrumentering. Derudover kommer der her lidt anden smag over riffs og vokal, som fungerer dejligt for bandet.

Albummets produktion er ganske fornuftig og lækkert crisp at lytte til. Der er særligt fokus på vokalen, som velsagtens på mange måder er den bedst genkendelige del ved gruppens musikalske udfoldelser. Derudover er der godt med smæk på trommerne, mens bassen lægger en god og solid bund, hvor guitarerne står for solide riffs, og alt fra letglemte til fortræffelige melodier. Primordial kan lidt af det hele, og dette viser de også fint frem med et lækkert og ganske dynamisk lydbillede.

Primordial koger måske efterhånden lidt for meget suppe på de samme knogler med et album, der desværre for sjældent sætter sig rigtigt i karakter. Når det så sætter sig i karakter, er det heldigvis kanon fedt, og til trods for den desværre lidt for hyppige musikalske stilstand så er musikken stadig flot udført og ikke mindst velspillet af det irske band. How It Ends viser intet nyt under solen for Primordial, men besidder alligevel sine klare fuldtræffere.