Anmeldelse af: Five Finger Death Punch – Afterlife. Udgivet 19. august 2022 via Better Noise Music.
Five Finger Death Punch er stoppet med at gøgle rundt og prøve ting af. Deres nye plade, “Afterlife”, er et fremragende eksempel på, hvor monotot et band efterhånden kan lyde.
Las Vegas-bandet Five Finger Death Punch behøver efterhånden ikke den store introduktion. Siden de i 2007 udgav debuten, The Way of the Fist, har de klatret op ad successtigen for at finde dem selv øverst på diverse tourplakater. En plads, de umiddelbart ikke tør at udfordre.
Spørgsmålet er så bare, om toppen af successtigen er ved at stige dem til hovedet? Intet på den nye plade leger med, hvad der kunne gå hen og blive farligt. Nyt og spændende er en by i Rusland, og alt, hvad denne plade indeholder, har du hørt før. Samme gamle formel med nyt omslag.
I 2020 udgav bandet deres forrige plade, F8. Den formåede stadig efter min mening at bidrage til bandets udvikling og deres musik. Der har dog siden 2020 været udskiftning i artisttruppen, i og med at guitartæmmer Jason Hook har forladt bandet og nu er erstattet af britiske Andy James, der bl.a. tidligere har spillet guitar i Sacred Mother Tongue.
En udskiftning, der syntes at kunne mærkes på Afterlife. På numrene “Welcome To The Circus”, “Roll Dem Bones”, “IOU” og “Gold Gutter” buldrer bandet fremad. Det velkendte tunge groovy riff, som er så velkendt i bandets musikalske univers, bliver brugt til skamme på disse numre. Opbygningen af sangene er den samme hele vejen igennem, og Ivan Moody & Co. har tydeligvis ikke tænkt sig at komme op af det hul, de er faldet ned i. Det lader til, at alt engagement ikke har været en del af skrivningsprocessen. Hvor bandet før havde Jason Hooks eminente sans for melodier og guitarsoli, har de ingen til at dække den post på samme måde.
Vokalist, Ivan Moody, lyder også helt ugidelig på indspilningerne af ballader som “Times Like These”, “Thanks For Asking” og “All I know”, at de ikke bidrager med mere til pladen, end hvad en halvflad lunken Monster Energy ville have gjort. Det skulle da kun lige være for at skylle skuffelserne ned.
En skuffelse, det er, hvad pladen her er for undertegnet. Jeg betvivler virkelig at denne plade skulle være med til at flytte bjerge for Five Finger Death Punch, tværtimod tror jeg heller ikke, at fans vil blive skuffet over den. Bandet bliver nøjagtig, der hvor de er nu og ikke en tøddel længere den ene eller anden vej.
De skal i den grad et skridt ud af deres komfortzone for at levere en udgivelse med mere kant, end denne har at byde på.
