Intime kvæler-tæsk!

Anmeldelse af: Kvelertak + Halshug Lille Vega, Kbh. 03. maj 2018

 

Kvelertak vendte tilbage til Danmark med en mission om at overtage Lille Vega. Der var lagt i kedlerne til en vild aften i selskab med de voldsomme norske punk-metallere, som nu skulle vise, at de er mere end blot opvarmning for Metallica

Foto: Stefan Thor Straten – www.instagram.com/Thorstraten/

Halshug
Halshug spiller dansk hardcore punk af den forholdsvist smadrede type. Der er godt med energi og larm i sigte fra det øjeblik, de går på scenen. Bandet spiller glimrende, sådan som punk nu engang skal spilles, og besidder en attitude, der matcher den aggressive musikalske tilgang. Det er da også ganske underholdende, i hvert fald i et par numre, hvorefter man desværre begynder at køre lidt træt i musikken, der hurtigt godt kan blive lidt for ensformigt. Det føles nemlig hurtigt som om, at numrene går i et med hinanden, og at man ikke får en særligt varieret oplevelse. Publikum kvitterer også med forholdsvis stor stilstand. Der er ikke meget energi at spore andre steder end på scenen.

Lyden er egentlig glimrende. Præcis så skraldet, som man gerne vil have det, fra en så punket koncert, som den slags, Halshug leverer. Det buldrer løst, så det nærmest slår gnister, og lydniveauet er naturligvis sat på tinnitus. Som sagt, er alt her sådan cirka, som det bør være.

Showet er der som sådan ikke noget galt med, omend det føles lidt for meget som autopilot. Det rammer aldrig helt der, hvor det skal. Det kan have noget med genren at gøre, men dynamisk er i hvert fald ikke et ord, som man bør bruge om denne koncert. Der er fuld smadder på fra start til slut. Desværre er smadder ikke altid nok, og på trods af, at man køber præmissen i et par numre, så begynder baren ligeså stille at lokke lidt mere. Så kan man jo lige få en forfriskning, inden Kvelertak angiveligt forcerer lille Vega med et forsøg på at kvæle sit publikum.
Halshug siger ikke det store på trods af, at de bestemt ikke er dårlige.

Kvelertak
Så er det sgu blevet tid til at få pænt besøg fra Stavanger. Sidst, jeg havde fornøjelsen af at se Kvelertak, var under nogle jævnt anderledes omstændigheder, nemlig som opvarmning for giganterne i Metallica. Der ramte deres punkede metal forventeligt ikke hr og fru Jensen-segmentet, som Metallicas publikum hovedsageligt består af i Danmark. Det var måske for meget af det gode, og folket ville jo alligevel kun høre de mest kendte Metallica-sange, så Kvelertak fik ikke den modtagelse, som de ellers fortjener.

Kvelertak gør sig nemlig umiddelbart bedre på en lille scene med et mere dedikeret publikum. Om det, bør der på nuværende tidspunkt ikke herske nogen tvivl om. Koncerten åbnes med åbningsnummeret fra den fremragende Meir-plade, “Åpenbaring”, og så er der sgu ellers skudt i gang til en koncert af høj, høj kaliber.
Sanger, Erlend Hjelvik, træder på scenen til enorm jubel fra det danske publikum, iført sin meget karismatiske udstoppede ugle-hjelm. Kvelertak forstår sig på at levere et energisk show, og den energi, som de udviser, projekteres ud på deres publikum, der så tilføjer ekstra energi til koncerten. En Kvelertak-koncert af denne størrelse føles på denne måde som en form for metallisk symbiose. Der bliver ligeledes rigeligt tid til at både stage-dive og crowd-walke for bandet. Publikum bliver en integreret del af selve koncerten – og det virker!

Lyden er høj. Meget høj endda, og jeg er da godt nok også svært glad for, at jeg har husket ørepropperne denne gang. Desværre var det ikke altid til at høre vokalen ordentligt, fordi den måske lå lidt for tilbagelænet i mikset. Der er godt knald på de tre guitarer, og bassen og trommerne lægger et godt fundament.

Der bliver gået til stålet fra de kære nordmænd, og opskriften virker altså også. Aggressionerne kommer hovedsageligt fra de to første skiver, hvor det seneste album, Nattesferd, tilføjer noget mere melodisk og afslappede øjeblikke. Det giver om ikke andet en solid sætliste, hvor man kommer vidt omkring i Kvelertaks univers, som er blevet bredere uden at miste den røde tråd, som de netop er kendt for. Da den ordinære sætliste slutter, bliver der naturligvis brølet efter ekstranumre. Dem får vi da bestemt også serveret med besked om, at de har tre numre, men at det nok bliver til fire. Fedt!

Under ekstranumrene begynder salen for alvor at koge, og bandet hiver publikum op på scenen inklusiv undertegnede, der får stage-divet, blot for at blive hevet op igen og få smækket en guitar i hænderne. Et par hurtige kig til den ene af Kvelertaks guitarister, så man kan lure akkorderne, og så ellers bare spille. At stå på scenen med Kvelertak er mildest talt en oplevelse for livet, som jeg helt klart er vild med at have oplevet.

Da nummeret slutter, bliver guitaren pænt afleveret tilbage, og koncerten slutter. Publikum, og i særdeleshed denne anmelder, har fået sig en på opleveren, og det endda af høj kaliber. Det skal siges, at jeg per definition må være farvet i mit syn på koncerten efter de oplevelser, jeg havde.

Kvelertak leverer til stadighed geniale koncerter med højoktan energi og store armbevægelser. Publikum bliver en integreret del af deres koncerter, og man ved, at man er ”in for a treat” med Kvelertak særligt på de lidt mindre og mere intime scener.