Anmeldelse af: RAM + Vulture + Indian Nightmare. Studenterhuset, Aalborg. 28. september 2019.
Det er efterhånden mange måner siden, at jeg sidst har dristet mig til Aalborg som koncertgænger. I flere år har jeg været fast inventar til Aalborg Metal Festival, som der om lidt over en måned afholdes her, så jeg ser allerede frem til at besøge stedet igen!
Foto: Amanda Gaarsdal
Indian Nightmare
Så snart Indian Nightmare skyder ud af startbåsen, er standarden sat højt for aftenen. Det er lidt et fælles tema for alle tre bands, men som åbner fungerer Indian Nightmare måske endda en anelse FOR godt. Sidenhen på aftenen synes jeg i hvert fald ikke, at dette niveau af energi blev mødt.
Rent musikalsk står vi sådan cirka et sted i starten af 80’erne. Til gengæld har dørene i øvelokalet tydeligvis ikke været lukkede, for der er også taget mange andre virkemidler i brug. Forsangeren danser en fin balance imellem det mere råbede og den høje falset. Lige engang imellem bliver jeg dog taget på sengen, da der sniger sig et growl eller et forvrænget skrig ind.
Grundtempoet er som sagt imponerende højt hele koncerten igennem, og alle har skide travlt med både at spille fedt og se seje ud. Dette medfører dog også nogle enkelte, lidt kedelige hovsa-øjeblikke. Intet alvorligt, bare godt gammeldaws træls…
Som det jo hører sig til med patroner, nitter og touperet hår, så skal der også gerne være en rigtig føler-solo imellem to af numrene. I fuldstændig stilhed fra resten af bandet går den ene guitarist i gang med at servere sovsede leads. Han har derimod glemt at slukke sin noise-gate, hvilket på dansk betyder, at hver gang han forsøger at holde en tone og vifte med armene, så forsvinder signalet. Det gør det også de næste par gange. Mine tæer krummer sig næsten op igennem mine fodsåler, da vi når til den sidste, lange, karakteristiske tone i en sådan solo, og han stadigvæk ikke har slukket for førnævnte pedal. Der er lyd i sådan cirka to sekunder, og så falder den til jorden med den højeste stilhed, jeg længe har hørt.
Efter sidste nummer får vi rettet op på ovennævnte shredder-fadæse med en solo, der sad lige i skabet – både i henhold til udførelsen og uddeblivelsen af tekniske problemer. Den var lang, storladen og fyldt med clichéer. Fuldstændig som det hører sig til!
Vulture
Endnu en gedigen omgang speedmetal. Dog virker det til, ud fra hvad de mennesker, jeg har snakket, med fortalte mig, at det er Vulture, der har aftenens største dedikerede fremmøde. Flere havde set dem live før, og glædede sig i stor grad til at opleve dem igen. Det er dog ikke til at sige, om de alle var lige så skuffede, som jeg var.
Tempoet er generelt mere afdæmpet, men der er stadig en god intensitet oppe på scenen. Der er ikke lige så meget knald på som ved det forrige band, men alt skal jo selvfølgelig heller ikke bare være fuld gashåndtag, vel? Desværre, så virker det lidt sådan. Der var helt klart flere helt oppe foran scenen nu end til Indian Nightmare, men de, som der står og observerer på afstand, ligner, at de deler min holdning. Det virker slet og ret en lille smule fladt.
Dette, kombineret med at det også er ved at være sidst på turnéen, medfører, at musikken lige lyder den lille smule ekstra træt. Der er ikke så mange “spændende” udskejelserne i musikken, det er meget stilrent, hvilket tilføjer yderligere til følelsen af flad cykel. Efter en rygepause kunne jeg i det mindste komme ind og konstatere, at lyden var blevet lidt bedre. At det blev lidt nemmere at pille instrumenterne fra hinanden, gjorde mig også langt mindre afhængig af den visuelle optræden, som – igen – var en kende træt.
For alvor går det dog først galt, da forsangerens mikrofon sætter ud cirka halvvejs inde i sættet. I to numre er der ingen vokaler, mens teknikerne stormer rundt for at fikse det. Her kommer det, der undrer mig:
Der er tre sangmikrofoner på scenen, og de to andre er kun kor. I stedet for at gribe en af de fungerende mikrofoner, fortsætter forsangeren med at skråle ind i den, der ikke virker. Hans mikrofon blev aldrig fikset, af hvad jeg så – det endte med, at en af teknikerne gav ham den ene guitarists mikrofon. Da der så endelig kommer lyd ud igen, er det så tydeligt, at forsangeren i de sidste to numre har skreget sin stemme fuldstændig i smadder. Der er absolut ingenting at komme efter mere, og utilfredsheden spreder sig tydeligt oppe på scenen. De sidste par sange gik direkte i glemmebogen. Til det sidste kvarter har jeg skrevet ét ord ned:
Mawert.
RAM
Ligesom alle aftenens andre bands tæller mit første møde med RAM som en spændende blind date. Jeg ved intet om, hvad jeg går i møde den næste times tid, men hvis jeg er heldig, er der læder og nitter!
Nu vil jeg mene, at vi for alvor har forladt det kapitel af aftenen, som der hed “speed”. RAM er helt klart aftenens “blødeste” band, selvom der stadig er masser af kant, du kan stikke dig på. Forsangeren har en fantastisk og kraftfuld vokal, som der virkelig harker tilbage til de gamle dage. Den er lys, når den skal være det, men ikke ovenud skinger. Resten af bandet har helt klart også styr på deres, og i modsætning til Indian Nightmare først på aftenen er der ikke nogen, der har for travlt. Tværtimod er alle så meget i kontrol, at det kun er forsangeren og bassisten, der er værd at se på desværre. Ikke engang når der fyres en værdig Maiden harmoni-solo af, formår guitarerne at påberåbe sig opmærksomheden, hvilket er ret synd.
Jævnfør at bassen er noget af det mest spændende at se på, står alt jo på spil, da bassisten løber af scenen midt under et nummer. Det giver dog forsangeren en mulighed for at slå lidt samtale op med de fremmødte. Blandt de ting, der i farten bliver sagt, spørger han ind til det gamle Aalborg band Mnemic – “kan I huske, hvad deres forsanger hedder? (Svaret er Michael Bøgballe) Vidste I godt, at hans navn betyder bøssepik, på svensk? Hahahaha!”
Da vi alle sammen var kommet os over de ustyrlige latterkramper, og bassisten var vendt tilbage med en bas til låns fra Indian Nightmare, kunne koncerten genoptages. Vi får lige en henkastet bemærkning om bandets 20-årsjubilæum, hvilket vist havde gjort forsangeren noget mere opmærksom på både sin dødelighed såvel som ølvom.
Koncerten kunne nu fortsætte ud i den sidste håndfuld numre. Hen imod slutningen bliver der fundet rekvisitter frem i form af en kåbe og tilhørende hjelm med horn samt et kranie, der dramatisk kan hæves over hovedet i noget, der godt kunne ligne et opskurt power metal-ritual. Måske er det bare mig, der er langsom, men for første gang i aften ser jeg også en gruppe på 8-10 mennesker, som der ihærdigt mosher nede foran scenen.
Da den lange, malkede slutning endelig gør holdt, og musikerne går af, går der ikke længe, før publikum forlanger mere. Og mere får de!
De to ekstranumre vi får serveret lyder i stor grad som resten af sættet, men de fungerer godt. Der skulle hverken fra eller til. Selvom det faldende tempo ud på aftenen har kedet mig en smule, har det ikke været dårligt. Jeg kommer ALDRIG til at dyrke den gren af metallens stamtræ, men til den rette koncert kan det uden tvivl piske en stemning i gang.
Du kan beundre et galleri fra koncerten herunder, taget af Amanda Gaarsdal:
