Alice Cooper

Jesus Fucking Christ!

-










  • Deicide - Overtures of Blasphemy

3









Anmeldelse af: Deicide – Overtures of Blasphemy. Udgivet 14. september 2018. Century Media.

Med snart 30 år på bagen har Deicide smidt deres 12. album, Overtures of Blasphemy, på gaden, og det er der ikke meget nyt over

Vi kører selvfølgelig stadig på de gode gamle dyder med, Satan er min ven, og Jesus Fucking Christ bestemt ikke er… men havde man forventet andet af Onkel Glen?

Jeg har selv været så heldig at være ung, da Deicide blev dannet tilbage i 1989 og smed deres første album på gaden i 1990. Dengang var det fanden-helvedes ondt at lytte til, men da var man jo også bare en ung rebel, som syntes, at dødsmetal og specielt den onde, onde mand, Glen Benton, var pisse sej med sit omvendte kors brændt ind i panden.

Nu er jeg så blevet mere eller mindre voksen og synes måske, han var en anelse fjollet, men det skal selvfølgelig ikke tage noget fra musikken, som på Overtures of Blasphemy er rå, voldsom og i lig med de tidligere albums med smadder og fængende riffs.
Jeg ville dog personligt godt være de fleste guitarsolis foruden, da de intet gør for mig overhovedet og generelt føles alt for pæne. Når jeg hører Deicide, så vil jeg bare have smadder fra Steve Asheim på trommerne og fede guitarriffs, garneret med Glens onde vokal, som dog mangler lidt for at nå op på højde med mine favoritalbums Legion (1992), Once Upon the Cross (1995) samt Serpents of The Light (1997), men manden bliver jo også ældre, og han gør det bestemt ikke skidt.

Et album med 12 piskeslag til Jesus og religion i det hele taget, hvor det hele er overstået på 37 minutter, er der ikke mange numre, der bliver pisket fast i min bevidsthed, dog har jeg stadig lidt ar efter “Compliments of Christ”, “Consumed By Hatred” og “Destined To Blasphemy”.

Er man glad for Satan, død og Glen, og ikke helt så glad for Jesus, præster og religion, så skal man da have dette album i samlingen til trods for de mange pæne guitarsolis.

Bornholm Over and Out!

Share this article

Recent posts

Symfoniske metervarer

Anmeldelse af: Therion - Leviathan. Udgivet 22. januar 2021. Nuclear Blast Records. Inspireret som et greatest hits-album, men uden genhørets glæde.   Ifølge eget udsagn er Therions...

Wardrunas vilde hvide ravne rammer rigtigt

Anmeldelse af: Wardruna - Kvitravn. Release d. 22. januar 2021 via Columbia/Sony Music.    Kvitravn betyder “hvid ravn”. Hvid symbolisere bl.a. det rene og uskyldige, mens...

Genopdagelser i 2020 – 5 udvalgte

I en tid, hvor alt aflyses til højre og venstre, kunne det synes, at det mest naturlige i verden for en metalentusiast ville være...

Årsliste 2020 for Amanda

Vi er ikke færdige med at kigge på dig, 2020! Vores fotograf Amanda har også set lidt på de ting, der skete - og ikke...

Wolf Devil: “Vi går efter toppen!”

  Pludselig var de der: Wolf Devil! De har polariseret den danske metalscene på godt og ondt. Er det nyskabende? Er det elendigt? En ting...

Popular categories