Anmeldelse af Agabas: Hard Anger. Udgivelse d. 5. marts 2026 via Mascot Label Group.
Med norske Agabas keder man sig aldrig. Derfor går vi også ligepå og hårdt i den her anmeldelse.
Pladen Hard Anger starter lige på og kaotisk, med saxofon og øretæver i nummeret “Kjærlighet til alle”. Og man kan lige så godt vænne sig til det, for det høje tempo fortsætter i “Jævla menneske”, men med mere variation i vokalen, så man ikke har to numre, som “flyder” ud i hinanden. Hvis man troede, at kaos-potentialet var udtømt i åbningsnummeret, venter der dog kun flere røvfuld i “Jævla menneske” som også introducerede saxofon-opbyggede breakdowns på fineste vis. Man føler sig næsten helt sofistikeret. Men hele pladen er krydret med pit-sved og spildte fadbamser.
Den samme vilde energi, driver introen til “La blodet flomme”. Men snart finder nummeret sin egen struktur, uden at tempoet nogensinde smider farten. Saxofonen får frit spil og fylder, og nummeret slutter af med et mægtigt breakdown, som skal høres før man rigtig kan sætte pris på det!
Både i “Se det for deg” og “Vis meg alt” forstår man virkelig, hvorfor genren hedder dødsjazz. Saxofonstykkerne har en fed 80’er-jazz vibe, med en solid understøttende brutal guitar. Det hele eksploderer i kaos, hvor man er i tvivl om det er et skrig eller saxofonen er på spild igen. Man får svaret da vokalen følger trop med samme rå intensitet. Rådt og vådt!
I nummeret “En enkel sjel” får både lead- og backing guitar lov til at være mere legende og med klare riffs man kan nikke med på. Skøn kontrast fra det tidligere rendyrkede kaos, som man ellers kunne være blevet træt af i sin ensformighed. Og for at overraske lytteren endnu mere, får man også et stykke med akustisk guitar, for at gøre det endnu mere sprødt. Vokalen får lov både at knække og brække, hvilket på intet tidspunkt virker andet end helt igennem gennemført.
Med ‘”Arv” kommer det endelige bevis: Agabas er meget mere end blot dødsmetal — de er ægte dødsjazz. Her får vi vores blegh!! Og hvis der var nogen tvivl om deres døds-coreidentitet, bliver den effektivt elimineret.
På nummeret “På åbent hav” tror man lige, at man kan tage en slapper, med et klassisk sologuitarintro. Men så får man ellers verdens største øre-olfert af et 13 sekunders gennembordende mesterklasses skrål. Lytteren er aldrig i sikkerhed. Her får de klassiske dødsmetal stykker med lange mørke dele lov at tage hånd om en, kun afbrudt af en lullende distorted bluesguitar. Man skulle jo nødigt tro, at Agabas kunne sættes i én enkelt genrebås.
Det er præcis sådan hele pladen kører — de vil ikke defineres. Først får man ren kaos-dødsmetal, for derefter at slå over i en klassisk heavy guitarsolo. Det er simpelthen fedt! Hver eneste nummer overrasker og bryder med det forventede, og skaber en helt ny og genial lyd. Lytterens eneste konstant, er den rå vokal, som holder en ved øret hele vejen igennem. Nu skal du høre efter, for det her bliver rigtig grumt. Måske det fedeste album vi får i 2026.
