Dans, VEGA, dans!

Foto af Anders Groos Mikkelsen.

Ho99o9

Aftenen starter ud med amerikanske Ho99o9 (udtalt Horror – hvilket gruppen gør meget klart for publikum). Genremæssigt er vi ude i en egentlig ganske interessant blanding mellem hip hop, drum’n’bass og hardcore punk. Utroligt nok fungerer denne vel egentlig lidt aparte kombination ret godt, hvilket særligt hjælpes på vej af den meget intense energi, som de to mænd bag Ho99o9 udleder.

Der er godt med knald på, og attituden fejler intet for gruppen, ligesom lyden er i den gode ende. Til trods for at publikum ikke er så talstærkt endnu, giver gruppen den hundrede procent. Det får også løbende publikum med, og man bemærker da også flere Ho99o9-t-shirts blandt de fremmødte.

Musikken fungerer egentlig bedre i denne live-sammenhæng, end hvad jeg i hvert fald ville forvente, og udover at have hørt om Ho99o9 har jeg ikke just stiftet bekendtskab med dem før. De hurtige trommer og basstykker fungerer enormt godt i samarbejde med den til tider nærmest hardcore punk-rap, der bliver slynget ud fra scenen af de to fremragende entertainere. Der bliver ligeledes både danset, headbanget og hoppet rundt på scenen med stor energi og lyst, imens begge rapperes flow sidder afsindigt skarpt.

Lyden spiller ligeledes glimrende for amerikanerne, men det hele kører jo også over PA-anlægget, hvoraf en del er playback, så det skulle jo også gerne sidde i skabet.

Da den ene af de to rappere først får hoppet med til publikum, bliver der i sandhed sat gang i publikumsfesten, der ellers har virket lidt tilbageholdende. Det er skønt med den energiudladning, vi ser både på scenen og nede hos publikum, her. Desværre er publikum bare ikke helt så meget oppe at køre over Ho99o9, som bandet selv virker, og som de nok egentlig også fortjener for deres optræden.

Carpenter Brut

Fint besøg fra Frankrig. Det er blevet tid til en tur i synth-land og sikke et eventyr af en tur, vi skal på. Introen når knap at være færdig, således at vi kommer ind i aftenens første egentlige nummer, førend den første wall of death indtræffer, og gulvet foran scenen forvandles til et stort virvar af dans og moshing.

Dette skal hurtigt vise sig at være vedvarende for koncerten, da denne pit yderst sjældent står stille. Tværtimod udvider den sig igennem koncerten. Energiniveauet og stemningen er mildt sagt høj nede hos publikum, der i meget høj grad lader sig betage og danser med til den dansevenlige og skarpt leverede blanding mellem synth og metal-guitar og rytmer. Utroligt nok er pitten her vildere, mere energisk og større, end den vi dagen forinden så i Amager Bio til Lorna Shore.

Den førnævnte blanding fungerer utroligt godt ikke bare på plade, men faktisk i endnu højere grad live. Lyden sidder skarpt, også selvom der er flere dele ved Carpenter Bruts musik, der kan gå i vejen for hinanden. Guitaren står således klar og ufatteligt skarpt til trods for, at det egentlige hovedfokus jo unægtelig er synthen.

Særligt imponerer det, hvordan guitaren i soli og melodiske stykker skærer igennem mixet, som var den en brandvarm kniv igennem en camembert. Trommespillet er lækkert og ofte enormt aggressivt i situdtryk.

Taget i betragtning, at der aldrig på noget tidspunkt bliver talt under koncerten, har Carpenter Brut publikum i sin hule hånd. Slagets gang ledes fra scenen, og med kun meget få håndfagter startes flere wall of death samt rigeligt af circlepits. Dette publikumstække ville være imponerende nok, såfremt at man talte til publikum, men helt uden nogen form for verbal kommunikation er det nærmest vanvid.

Til trods for den verbale distance føler man stadig som publikum, at man er i øjenhøjde med bandet, og at de ser en. Temperaturen og stemningen stiger stødt hele vejen igennem koncerten, der har flere afsindigt stærke højdepunkter, som særligt kommer til udtryk i sætlisten. Bl.a. når “Roller Mobster” tager kegler i starten af showet, eller når folk brøler med på melodien i “Turbo Killer”.

Ligeledes fungerer det afsindigt godt, at bandet lukker af med coveret af “Maniac”, der oprindeligt er skrevet af Michael Sambello. Et klassisk 80er-nummer, som gør det fantastisk som synthwave-version. 80erne har virkelig ikke levet forgæves her til aften.

Carpenter Brut rammer plet med deres dansevenlige og stramme synth-sæt, der i meget høj grad har fået publikum helt op i det røde fest-felt.

Pertubator

Vi forbliver i synthwavens finurlige, energiske og syrede verden, ligesom vi stadig får det franske strejf. Aftenens sidste navn er Pertubator, og der er blevet taget lys og satan-port med til den helt store guldmedalje. Sceneopsætningen er effektiv og sætter sammen med den enormt fede brug af lys en utroligt god stemning for aftenens sidste koncert.

Efter det inferno, der var Carpenter Brut, virker det dog til, at ballonen er løbet lidt tør for luft. Der er ikke så proppet på Store VEGA i starten af koncerten, men det kommer vi hurtigt efter. Heldigvis viser det sig, at langt færre mennesker faktisk har forladt spillestedet, end man kunne have frygtet det.

Der går dog unægtelig stadig lidt længere tid i Pertubators sæt, før publikum bliver varmet nok op til, at dansen og moshen indtræder. Det lykkes dog, og festen fra tidligere fortsætter omend i lidt mindre skala. Dansen er vedvarende, og moshpitten holder skam også ved bare ikke i så voldsom en grad. Den gode stemning er dog så godt som totalt bevaret, og musikken spiller så fornøjeligt.

Pertubator er lidt mere dystert i sit udtryk end Carpenter Brut, og dette fungerer egentlig på sin vis også godt som afslutning på aftenen, selvom det måske er lidt antiklimatisk, at den helt store fest indtraf før aftenens sidste navn.

Lyden er, ligesom den var tidligere, så godt som perfekt. Man kan høre detaljerne og synthen, og bassen får rigtigt lov til at buldre publikum lige i fjæset. Pertubator taler lidt til sit publikum, og har da også en mikrofon, der rent faktisk sporadisk synges ind i. Dette skaber naturligvis en anden form for kontakt og dynamik med publikum, end den helt nonverbale fra tidligere, og det fungerer glimrende, særligt fordi der heller ikke bliver talt for meget.

Pertubator lader musikken tale, og den taler også godt for sig på Store VEGA denne tirsdag aften.

Se resten af Anders Groos Mikkelsens galleri fra aftenen herunder: