Anmeldelse af Lorna Shore, Rivers of Nihil, Ingested og Distant. Amager Bio, København. D. 13/11-23.
Der blev givet gas, da fremadstormende amerikanske Lorna Shore gav en opvisning i teknisk og stramt udført Deathcore i Amager Bio.
Foto af Anders Groos Mikkelsen
Distant
Aftenens første levende billede er deathcorebandet Distant fra Holland. Hollænderne får virkelig skruet op for tyngden, og der er i den grad hang til, at nosserne skal hænge helt nede ved gulvet.
Gruppen har en god og energisk fremtoning, som da også fanger dele af publikum her til aften. Energiniveauet er helt bestemt højt under bandets koncert. Desværre er musiklen bare ikke særligt interessant. Distant har en tendens til ikke bare at have breakdowns i hver eneste sang, men også flere gange nærmest decideret efter hinanden i individuelle numre. Kobl dette sammen med, at deres musik hurtigt bliver alt for gumpetung, ensformig og generisk, ja, så har du faktisk opskriften på en tam og kedelig affære.
Bevares, Distant har elementer i deres musik, hvor der kommer lidt mere gods i musikken, men dette får bandet nærmest manet til jorden lige så hurtigt og pludseligt, som det er opstået. Det fungerer dog glimrende for bandet, når der kommer lidt tempo på, ligesom sangerens skrig fungerer rigtigt godt i denne kontekst. Bandet har fat i noget, det bliver desværre bare alt for sporadisk.
Lyden er under Distant korte koncert desværre heller ikke det store at råbe hurra for. Triggeren fra stortrommen overdominerer lydbilledet i en sådan grad, at detaljer i særligt guitarspillet drukner i virvaret. Lyden virker mekanisk og ikke synderligt lækker. Til gengæld viser det da en trommeslager, som i sandhed kan finde ud af at spille hurtigt, og dette imponerer da i det mindste, foruden at der også kommer gang i lidt mosh og circlepit igennem gruppens koncert.
Distant formår aldrig rigtigt at få sat skub i deres koncert her til aften. Til trods for god energi og et okay energisk publikum (særligt den tidligere showstart taget i betragtning) formår bandet med deres uinspirerende deathcore og utallige intetsigende breakdowns desværre kun at imponere de få her til aften.
Ingested
Næste band, der går på scenen, imponerede ganske meget, da de leverede et super energisk og tændt show på Train i Aarhus tidligere i år i forbindelse med Cannibal Corpses visit i Smilets by. Manchesterbandet leverede aftenens koncert den aften, men kan de gøre kunsten efter igen denne aften i Amager Bio?
Energiniveauet bliver i hvert fald atter engang lagt højt, og bandet og især forsanger, Jason Evans, kommer godt ud over scenekanten her til aften. Gruppens sammenspil virker dejligt stramt, og modsat Distant så bliver breakdowns ikke overbrugt i helt samme grad – hvilket er rart, da Ingested heller ikke altid helt formår at skrive super interessante breakdowns.
Ingested fanger en lidt større mængde af publikum. Gulvet bliver fyldt noget mere ud, og moshpitten er måske mere situationsbestemt end tidligere på aftenen, men den er da også mere energifyldt.
Bandets sammenspil er ganske tight og viser en gruppe, der i den grad ved, hvad de laver, og, hvad der virker i forhold til deres tunge og slam-inspirerede dødsmetal. Gruppens musik besidder lige dele hurtigt og crisp dødsmetal og tunge headbang-venlige rytmer. Måske vil det ikke ramme helt så godt og hårdt på album, men live formår bandet i kraft af særligt energi og udstråling at tage kegler.
Lyden er forbedret en del og virker noget mindre mekanisk end under Distants koncert. Desværre lider riffsene indimellem dog stadig under de meget voldsomme triggers på stortrommen, særligt når det virkelig kommer knald med dobbeltpedalen.
Måske Ingested ikke just er aftenens mest originale band, men til gengæld forstår de at spille, sådan så det opildner publikum. Guitarerne og især soliene sidder lige i skabet. Bandet formår at levere en koncert med et godt pondus, stærkt guitararbejde, decideret onde vokaler og energi, der passer dertil. Nu begynder salen at blive varm.
Rivers of Nihil
Aftenen har løbende udviklet sig i den mere tekniske retning, og dette må mildest siges at kulminere med næste band på scenen nemlig det tekniske og progressive dødsmetalband Rivers of Nihil, som i denne anmelders optik udgav forrige års absolut bedste album med deres The Work.
Siden sidst, jeg havde fornøjelsen af at opleve dette band live, har de desværre måtte sige farvel til deres forsanger, Jake Dieffenbach. Heldigvis har gruppens bassist, Adam Biggs, evnerne på plads til både at overtage vokalen samt holde styr på det i øvrigt ret tekniske basspil. Hele bandet er tydeligvis afsindigt dygtige på deres respektive instrumenter, ligesom både guitarist Andy Thomas og trommeslager, Jared Klein, gør det godt som kor.
Særligt Klein styrer de helt rene vokaler rigtigt flot i hvert fald i begyndelsen af koncerten. Som koncerten skrider frem, er det nemlig lidt som om, at den dygtige trommeslagers stemme bliver lidt træt og derved ind imellem kommer til at lægge lige lidt skævt i forhold til musikken. Ikke så meget, at det går helt galt, men nok til, at det er noget, man bemærker, ikke helt ulig Brann Dailor fra Mastodon – hvis vokal også har en tendens til at ramme lidt ved siden af live.
Aftenens sætliste består utroligt nok mest af numre fra Where Owls Know My Name fra 2018. Det er en kende synd, da deres seneste udgivelse, The Work, som nævnt, er et intet mindre end sublimt udspil, og så føles et enkelt nummer fra det seneste album måske en kende tyndt. Om ikke andet så i hvert fald for denne anmelder.
Rivers of Nihil har – især når man tager in mente, hvor teknisk deres musik er – et ganske energisk og veludført show med en stærkt pondus. Ligeledes er lyden blevet bedre for hver koncert, og bandet står ganske skarpt for det meste her til aften. Bevares, vi har stadig lidt for meget dobbeltpedal til de hurtigere stykker, men for Rivers of Nihil virker det ikke så prominent. Musikken er for afvekslende til, at dette når at blive et egentligt problem. Ligeledes spiller bassen og guitaren godt op ad hinanden; et greb, som også er dejligt prominent på flere af gruppens bedste numre, men her til aften står klarest på “Focus”.
Rivers of Nihil leverer et velspillet og energisk show, der også får dele af publikum godt op i gear. Gruppens tekniske kunnen er i topklasse, men desværre holder den rene vokal ikke helt sin facon over hele aftenen.
Lorna Shore
Vi er nået til aftenens sidste navn, og stemningen er til at tage og føle på. Luften er nærmest elektrisk af spænding for aftenens absolutte hovednavn: amerikanerne fra det fremadstormende deathcoreband Lorna Shore. Det står hurtigt klart, at langt størstedelen af aftenens publikummer er her for dette. Flere steder står man næsten som sild i en tønde, således at det er små svært at bevæge sig.
Moshpitten fra resten af aftenen bliver nu udvidet en anelse, og der er i den grad gang i den – nærmest konstant. Energiniveauet er højt også oppe på selve scenen, hvor bandet giver den så rigeligt med pedal. Lorna Shore er her ikke for at tage fanger, men for at give tæsk, og dem bliver der delt så rigeligt ud af. Riffsene sidder skarpt, imens trommer og bas på voldsomste vis får mellemgulvet til at trykkes indad, og forsanger, Will Ramos, med sin absurd vilde og brede vokal tryllebinder så godt som samtlige fremmødte mennesker. Det står klart hele vejen igennem koncerten, at dette band er på vej direkte imod stjernehimlen; og dette med god grund!
Bandet holder en elegant linje imellem sofistikeret melodi og voldsom brutalitet, ja, det er faktisk imponerende, hvor ubesværet denne balancegang fremstår her til aften. De tunge breakdowns bliver ofte erstattet af svedig og imponerende teknisk soli med god melodi og fart på. Lorna Shore spreder deres vinger over den brede deathcore-kam.
De seneste par gange, det amerikanske Deathcore band har været i Danmark, har de eftersigende været plaget af dårlig lyd. Det er bestemt ikke tilfældet her til aften, hvor musikken for langt størstedelen af tiden står krystalklart og skarpt. Man kan nyde de mange detaljer i gruppens sammenspil, ligesom de vilde facetter af Ramos’ vokal i enormt høj grad skinner godt igennem med aftenens mix.
De triggers, der er på stortrommen, har i mindre grad en tendens til at drukne det resterende af gruppen ud end hvad, disse har gjort for se tidligere optrædende bands. Det er meget meget rart, for Lorna Shore har ret ofte god knald på dobbeltpedalen. Der, hvor lyden hovedsageligt kommer til kort, er, når de symfoniske elementer fra backingtracket drukner lidt for meget. Dette er enormt synd, da disse sætter en utroligt god og dyster stemning i musikken på albummet. Heldigvis er dette problem ikke konsekvent og ændrer sig lidt i forhold til hvor i salen, man placerer sig.
Til trods for den gode energi i selve aftenens moshpits, er det som om, at langt størstedelen af det resterende publikum ikke rigtigt er med på at holde mandagsfest. Det er ikke meget, der bliver givet gas foruden moshpitten, og utroligt nok har de forreste rækker ikke umiddelbart det vilde at gøre i forhold til headbanging. Store dele af publikum er en kende passive, og dette er sgu lidt synd med så energisk musik og så tændt et band som det, Amager Bio præsenterer for os her til aften.
Ramos er især tændt på scenen, hvor resten af bandets udtryk mest kommer ud over scenekanten i form af headbanging og ekstremt stramt spillet teknisk deathcore.
Som aftenens klimaks får vi som ekstranumre ligeledes serveret “Pain Remains”-trilogien fra gruppens seneste plade af samme navn, og disse rammer enormt hårdt. Rundt om hos publikum kan man se flere, hvor disse numre får tårerne frem, og emotionelle er disse numre da helt bestemt.
Atter engang viser Lorna Shore denne aften, at de har en enormt bred følelsesmæssig palet at spille ud fra, og dette bliver i høj grad benyttet til Ug denne mandag aften i Amager Bio. L
orna Shore viser, at der virkelig er god grund til at de stormer frem på den internationale metalscene, og at dette på alle måder er fuldt ud fortjent. Gruppen har absurd højt potentiale og emmer af både energi og følelser. Sjældent, hvis nogensinde, har et deathcoreband formået at imponere denne anmelder i samme grad. Et totalt udsolgt Amager Bio har bevist, at amerikanerne i den grad har potentialet og evnerne til at blive en stor del af fremtidens absolut største bands indenfor de hårdere genrer. Vi har netop været vidner til fremtiden for fuld udblæsning.
Herunder følger et galleri fra aftenen taget af vores udsendte fotograf Anders Mikkelsen:
