Anmeldelse af: Sunken + Sortlegeme. Headquarters, Aarhus. D. 23/09-23.

Aarhusianske Sunken leverede en velspillet koncert, da de langt om længe spredte deres vinger på lokale Headquarters. 

Foto af Akemy Aoyama

Sortlegeme

Før vi kan lade os svinde ind i Sunkens tågede, melankolske og ofte decideret smukke univers, skal vi lov til at oplevelse Sortlegeme; en oplevelse, der mildest talt er svær at beskrive, analysere og ikke mindst anmelde. Der er i sandhed tale om et projekt, der hiver hvis ikke alle så i hvert fald størstedelen af aftenens fremmødte publikum fuldstændigt ud af deres komfortzone, med hvad man med lidt god vilje godt kan kalde for et show.

Musikalsk er vi ude i noget abstrakt elektronisk, der med repetitive rytmer og ambiance skaber en vis stemning på det lille spillested. Størstedelen af tiden er det ikke noget, der fanger synderligt hverken hos denne anmelder eller umiddelbart hos størstedelen af publikummet. Sporadisk har Sortlegeme dog fat i noget, som fungerer ret fint, hvor interessante trommerytmer blandes med mere synth-agtige lyde. Dette fungerer ofte ganske fint oven i den lidt mere dronede ambiance.

Sortlegeme rammer ikke rigtigt her til aften, og den meget ensporede musik hjælpes desværre ikke på vej af et meget statisk og monotont lysshow. Man kommer tidligt til at ønske, at der kommer lidt mere knald på lyset, da dette formentlig ville hjælpe lidt på at løfte stemningen og fokusset i forhold til musikken og showet. Her til aften bliver det desværre ikke just spændende, hvilket også resulterer, i at store dele af publikum fortrækker sig ud foran spillestedet.

Sunken

Badet i en blanding af lilla lys og tæt, tæt tåge, går aftenens hovednavn på scenen til publikummets jubel og tilfredshed. Der bliver fyldt godt ud foran scenen, og Headquarters virker så sandelig velbesøgt her til aften til trods for, at publikum ikke står helt så tæt som den tåge, der vælter ud fra scenen.

Musikken brager løs, hvor de dejlige atmosfæriske og oftest dystert smukke melodier desværre har en tendens til at ligge lidt for langt bagude i det samtidig ret rodede lydbillede. Detaljer går desværre tabt i et virvar af statisk støj, og det er i den grad synd, da Sunken bestemt skriver fængende og smukke melodier, som man virkelig kan synke ind i, hvis blot man lader sig. Desværre er lydbilledet ikke godt nok til, at man bliver totalt tryllebundet her til aften.

Gruppen spiller til gengæld fremragende og har en god og introvert sceneoptræden, hvor energien er god, imens bandet stadig holder sig en kende tilbagelænet for det meste af tiden. Når aggressionerne skinner igennem kommer, der rigtigt gang i koncerten, som utvivlsomt fremstår inderlig og ærlig for det atmosfæriske black metalband. Denne ærlighed kommer ikke alene til udtryk ved de flotte og vævende melodier, men manifesteres i endnu højere grad af Martin Skyums kraftige og autentiske vokal, som oftest lægger sig som et kvælende tæppe oven på den dystre, men alligevel på mystisk vis forløsende musik.

Sunken spiller med god indlevelse til trods for at kæmpe med en desværre ujævn lyd, hvor særligt melodierne fra guitarerne går tabt i det musikalske virvar. Det introverte sceneshow komplementerer blot det melodiske og svævende i musikken, ligesom den sporadiske aggression virker som et glimrende afbræk fra den ellers småtdrænende musik. Den store brug af tåge og det monotone lys skaber en glimrende stemning til aftenen, hvor man i stedet kan lade sig tryllebinde frem for alt af det musikalske udtryk.

Bandet viser, at de i sandhed mestrer den atmosfæriske black metal. Denne aften sætter en streg under, at Sunken burde komme mere ud af spille, for de er nu engang et glimrende liveband, selv når lyden er imod dem.

Flere billeder fra Akemy Aoyama: