Øjenvidneberetninger fra Primavera Sound 2017

Primavera Sound er indieelskernes store, europæiske festival. Tænk Northside, men bare med færre jyder og langt flere bands, du ikke kender. I år er det tredje gang, jeg tager turen til Barcelona – i musikjournalistikkens tjeneste for et andet medie – og det faktum, at jeg er enorm fan af festivalen, siger nok mest noget om min egen rolle på dette mere sortklædte musiksite.
Heldigvis kan spanierne også godt finde ud af at booke enkelte metalnavne samt andre artister, der passer fint ind i Metal A Day-universet, hvilket har ført denne mindre dagbog fra middelhavskysten med sig.

Torsdag:

14.12, Parc del Fòrums sædvanlig betonrammer er lukket et par timer endnu, så vi rammer stranden først. Kulissen ved Middelhavet er en sand lottokupon rent lydmæssigt, hvor ens ører både kan blive pleaset, men desværre også tortureret i bedste Valby Hallen-stil.

14.57, Strandområdet Primavera Bits byder igen i år udelukkende på elektronisk musik; der skal nok blive taget en del stoffer hernede de næste par nætter.

16.15, Så er vi officielt i gang. Dog foregår de mest interessante koncerter primært fra 19-04, så vi tjekker lige festivalpladsen ud, inden vi finder et supermarked og varmer op til den nært forestående aften og nat i det catalanske.

18.20, Første koncert for mit vedkommende er på festivalens eneste indendørs scene, det imponerende Auditori Rockdelux med plads til 3.140 siddende gæster. Hovedpersonen er 79-årige Elza Soares, hvis historie er så vanvittig og helt af krogen, at den i sig selv gør hende til en must-see-oplevelse på festivalen.
I korte træk: Født ind i fattige kår i Rio de Janeiro, bliver gift som 12-årig, føder første barn som 13-årig, samme år deltager hun i en national sangkonkurrence og opnår for første gang en smule berømmelse. Som 21-årig dør manden og efterlader hende med fem børn, som 32-årig indledte hun et forhold til den tidligere fodboldstjerne Garrincha, der på det tidspunkt var i sin karrieres efterår og samtidig døjede med alkoholisme. Samme år kører en spritstiv Garrincha galt med Elza og hendes mor i bilen, hvorved moren omkommer. I alt nåede Elza Soares at få 6 børn, hvoraf kun et lever i dag – og i løbet af de sidste to år er hendes karriere og ry som de fattige kvinders stemme i brasiliansk kultur vokset eksplosivt, hvilket blandt andet har ført hende til Barcelona. Det er sgu metal.

19.45, Alderen har tydeligt indhentet Soares, der til tider halter sig gennem sangene. Bandet er til gengæld pissegodt, og hele scene-setup’et, hvor Soares sidder på en høj trone med et nærmest edderkoppespindslignende stof væltende ned fra den.

19.52, Elza Soares får en ung, mulat kvinde på forreste række til at græde under en sang om sorte vilkår i Brasilien.

20.15, Det blev aldrig helt forrygende, med i stedet et stort beundringsværdigt spektakel frem for en succesfuld koncertoplevelse.

21.35, Gojira! På en af de mindre scener. Der er masser af plads til dem, der elsker metal.

21.47, Til gengæld kan catalanerne ikke rigtig finde ud af at lave lyd til metalkoncerter.

21.50, “L’enfant Sauvage”, “The Cell” og “Silvera” spiller!

21.58, Lyden er stadig pissedårlig, men heldigvis er det muligvis den stærkeste performance ud af de fire Gojira-koncerter jeg nu har set.

22.25, Vi lukker med “Vacuity” – spændende valg med fantastisk godt payoff.

23.50, Så er blevet tid til Death Grips. Californisk, eksperimenterende hiphop-trio med fuld smadder på punk-attituden, hvilket egentlig sagtens kunne være tiltrækkende for mange metalfans. Zach Hill er måske en af verdens mest interessante trommeslagere, og MC Ride på mikrofonen er en fuldstændig vanvittig frontfigur.

00.50, Jeg går ikke som sådan i dybden med enkelte numre, men lyden, mand! Stadig lort, og det må meget gerne blive bedre på andendagen, tak. Ellers var det som sådan en fin, kaotisk, moshpit-fremkaldende fest.

00.55, Jeg løber, så hurtigt jeg kan ned til festivalens hovedscene og når det sidste af Slayer. Jeg er måske for nærig her, men “South of Heaven” og “Angel of Death” er stadig noget af det fedeste metal nogensinde. For første gang siden hans død oplever jeg ikke, at  Hanneman-banneret ryger ned under “Angel of Death”.

Fredag:

18.30, Vi åbner fredagen med israelske Vaadat Charigim, der spiller klassisk shoegaze med hebraisk lyrik. Det er et usædvanligt lækkert match, der kun bliver endnu bedre i aftensolen.

18.47, Igen er lyden desværre ikke blevet særligt bedre, selvom vi nu er på en anden scene. Det gør dog næppe det helt store, da meningen med Vaadat Charigims musik er en total sammensmeltning af elementer og en noget utydelig vokal.

20.00, Skotske Mogwai spiller hele deres kommende plade, Every Country’s Sun, lige nu!

20.14, Det er skotternes niende plade, og hvis man skal tro leverancen her til aften, bliver det en fuldstændig overvældende lydoplevelse. Jeg er oprigtigt imponeret. Og så er det tilmed højt. Pissehøjt!

20.22, For nylig fik Mogwai unge Alex Mackay med som en del af deres liveopsætning. Han er uden tvivl bedste mand i bandet i dag, og jeg glæder mig allerede til at opleve numrene i endnu mere finpudset udgave til efteråret.

22.50, Fra ét støjende rockband til et andet. Swans leverede nok noget nær det samme som april-koncerten i Aarhus – men for mit vedkommende var det topkarakteren værd. En helt igennem sublim maratonkoncert på over to timer!

Lørdag:

23.50, Sidstedagen er ret så metalfattig, hvor jeg kun når at få set altid overdådige Sleep, der brager igennem med 50 minutter fuld sonisk destruktion. De åbner med “Holy Mountain” – så er vi ligesom i gang!

00.00, Jeg er så glad for, at Sleep fik lavet “The Clarity”. Det giver mig konstant en tro på, at der er noget nyt og helt magisk i støbeskeen hos de tre stonerforkæmpere.

00.25, “Dragonaut”! Nu behøver jeg sgu ikke se mere i år. Et af de tungeste og mest groovy metalnumre og stonermetallens hellige gral skuffer aldrig. Aldrig!