Alice Cooper

Stonerikonernes fortjente genfødsel

-

  • Sleep
4.5

Anmeldelse af: Sleep, Den Grå Hal, Kbh. 23. maj 2018.

Det var jo ikke, fordi Sleep gjorde noget helt anderledes. Det var jo ikke, fordi man gik fra Den Grå Hal med en følelse af at have været vidne til noget absolut skelsættende. Og det var i hvert fald ikke, fordi koncerten sent onsdag aften sprængte rammerne for, hvad stonermetal kan og skal på en scene.

Men det var alligevel sublimt. Storslået. Tonstungt, sveddryppende varmt og (imod alle undertegnedes forventninger til den ellers så førhen skuffende lydforhold i den gamle ridehal) ganske vellydende. Det var deroppe på skalaen, hvor – hvis det ikke var for de i forvejen tårnhøje forventninger til de californiske legenders niveau og visheden blandt publikum om trioens formåen – så havde man havde ramt topkarakteren. Jeg kan i hvert fald med stor sikkerhed proklamere, at dette var den bedste af de tre koncerter, jeg har haft med Sleep på dansk jord.

Entrerende til Neil Armstrong og Bruce McCandless’ samtale, kort før førstnævnte to sine (og menneskehedens) første skridt på månens overflade for snart 49 år siden, var Sleep, allerede før det hele gik løs, det spektakel, de fortjente at være. Kulissen var et næsten udsolgt venue, der tjente som opgradering fra Pumpehusets noget mindre rammer, og et topmotiveret publikum, der havde flokket til fra ind- og udland (og sågar drukket nok så mange dåseøl i sommervejret) for at bevidne stonerkaravanens indtog i hovedstaden.

På forhånd havde man dog kunnet gætte sig til, at det ikke var meget af det helt nye fra Sleeps tilbagevenden til studiet, The Sciences, der blev fremført denne onsdag. Kun den støjende intro og den egentlig åbner, “Marijuanaut’s Theme” røg ud over højtalerne (endda som første indslag på programmet), hvor Al Cisneros’ vokal tilmed havde svært ved at finde vej gennem det buldrende lydbillede. Vi skulle lige i gang, selvfølgelig, og langsomt, men sikkert fik vi sporet os ind på et lydniveau, hvor nuancernes fremtræden ikke kom til at spolere de mastodontiske armbevægelser fra muren af forstærkere i baggrunden.

Nej, så var der pludselig langt mere bid i titelnummeret fra “Holy Mountain”, der kunne fejre sølvbryllup i fjor, og “The Clarity”, som varslede trioens renæssance i det 21. århundrede. For akkurat som med The Sciences har Sleep formået at modificere deres bedagede stonerkompositioner til en anden tid; et andet årtusinde, hvor numrene ankommer i en meget mere moderne indpakning, omend vi selvfølgelig stadig er ude i varigheder på langt over de 10 minutter.
Matt Pike skal stadig have sine soloer hist og her, og der skal stadig være plads til at koge fuldstændig ud to-tredjedele inde i de respektive numre, men det føles nyt og friskt og ikke som gamle travere, der blot er med for at tilfredsstille den mere konservative del af publikum.

Bedst var jo “Sonic Titan”, “Antarcticans Thawed” og “Dragonaut”; det var ingen vel næppe i tvivl om på forhånd. Førstnævnte, der anno 2018 tager toppen af intensiteten fra originalliveindspilningen til fordel for en mere slæbende og brutal udgave, hvis outro kun opnår en endnu mere trancefremkaldende effekt heraf. “Antarcticans”, som stadig kan føles isnende kold midt i den bagende sauna, der efter mere end en times koncert, havde manifesteret sig ud på den yderste af fristaden. Og sidstnævnte, der er Sleeps bedste riff og skæring. Punktum. Men som sædvanlig føles alt for kort sammenlignet med sine medsammensvorne i bagkataloget.

Og hvorfor så ikke sætte punktummet med at droppe ud af livet med bongen i hånden til den overvældende Dopesmoker? Alle samtaler, der nogensinde har omhandlet Sleep, har omfattet dette mytiske, 63 minutter lange epos, hvis historie de dedikerede kender ud og ind, og hvordan den unævnelige bastard “Jerusalem” aldrig kan måle sig med originalen – eller det, som Dopesmoker nu en gang endte ud i.
21 minutter og 37 sekunder (ja, jeg tog tid) af Dopesmoker blev det til, før vi vendte tilbage til virkeligheden og den københavnske nat. Halvanden times helt sindssyg koncertoplevelse, der ikke varede et sekund for lidt, og som ganske sjælden buldrede for meget løs i ridehallen.

Så hvis det her sammen med The Sciences blot er starten på den egentlige genfødsel af Sleep som stonermetallens bannerførere, så bliver det nogle ganske interessante år for trioen og alle os, der følger deres aktiviteter tæt. Og hvis de i stedet skulle vælge at dvæle ved fortidens bedrifter, så er vi sgu også pænt godt stillet.

Herunder kan du se et galleri fra aftenen fra fotograf Mathilde Maria Rønshof.
www.mathildemariaroenshof.com

Daniel Niebuhr
Daniel Niebuhr
Redaktionens anti-metaller, korrekturtype og ordfetichist. Skriver også en masse for Undertoner. Ved mere om Eurovision end dig.

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier