Men det var alligevel sublimt. Storslået. Tonstungt, sveddryppende varmt og (imod alle undertegnedes forventninger til den ellers så førhen skuffende lydforhold i den gamle ridehal) ganske vellydende. Det var deroppe på skalaen, hvor – hvis det ikke var for de i forvejen tårnhøje forventninger til de californiske legenders niveau og visheden blandt publikum om trioens formåen – så havde man havde ramt topkarakteren. Jeg kan i hvert fald med stor sikkerhed proklamere, at dette var den bedste af de tre koncerter, jeg har haft med Sleep på dansk jord.
Entrerende til Neil Armstrong og Bruce McCandless’ samtale, kort før førstnævnte to sine (og menneskehedens) første skridt på månens overflade for snart 49 år siden, var Sleep, allerede før det hele gik løs, det spektakel, de fortjente at være. Kulissen var et næsten udsolgt venue, der tjente som opgradering fra Pumpehusets noget mindre rammer, og et topmotiveret publikum, der havde flokket til fra ind- og udland (og sågar drukket nok så mange dåseøl i sommervejret) for at bevidne stonerkaravanens indtog i hovedstaden.
På forhånd havde man dog kunnet gætte sig til, at det ikke var meget af det helt nye fra Sleeps tilbagevenden til studiet, The Sciences, der blev fremført denne onsdag. Kun den støjende intro og den egentlig åbner, “Marijuanaut’s Theme” røg ud over højtalerne (endda som første indslag på programmet), hvor Al Cisneros’ vokal tilmed havde svært ved at finde vej gennem det buldrende lydbillede. Vi skulle lige i gang, selvfølgelig, og langsomt, men sikkert fik vi sporet os ind på et lydniveau, hvor nuancernes fremtræden ikke kom til at spolere de mastodontiske armbevægelser fra muren af forstærkere i baggrunden.
Nej, så var der pludselig langt mere bid i titelnummeret fra “Holy Mountain”, der kunne fejre sølvbryllup i fjor, og “The Clarity”, som varslede trioens renæssance i det 21. århundrede. For akkurat som med The Sciences har Sleep formået at modificere deres bedagede stonerkompositioner til en anden tid; et andet årtusinde, hvor numrene ankommer i en meget mere moderne indpakning, omend vi selvfølgelig stadig er ude i varigheder på langt over de 10 minutter.
Matt Pike skal stadig have sine soloer hist og her, og der skal stadig være plads til at koge fuldstændig ud to-tredjedele inde i de respektive numre, men det føles nyt og friskt og ikke som gamle travere, der blot er med for at tilfredsstille den mere konservative del af publikum.
