Anmeldelse af Sunn O))), d. 19.06.26 i Store Vega
Sunn O))) giver mere vægt (bogstaveligt talt) end nogle andre til udtrykket “man skulle have været der”.
Foto: Magnus Karms Blichfeldt
Stephen O’Malley og Greg Anderson kan uden overdrivelse godt betegnes som foregangsmænd i genren drone metal. Siden 1998 har de skabt et univers, der nærmest er en antitese til den generelle opbygning af rytmisk musik. Efter 9 studiealbums + collaborations med Boris, Ulver og Scott Walker landede duoens seneste skive Sunn O))) (2026) i april. Her kører de 2 en stil uden vokalister. Således optræder de denne aften på Vesterbro heller ikke med Attila Csihar (Mayhem, Tormentor m.fl.) der ellers i flere år var en fast del af besætningen. Jeg har i hvad der føles som hele mit liv hørt fortællinger om koncerterne med O’Malley og Anderson. De bliver både beskrevet som lige dele transcenderende oplevelser til smertefulde udholdenheds konkurrencer. Og så skulle live volumen være lige så legendarisk som den er berygtet. At vove sig ind til et show med Sunn O))) er altså ikke en mission der bare er ligetil. Endelig har jeg muligheden for selv at prøve denne grænse af.
Sunn O)))
Jeg står tæt i højre side med ørepropperne godt stukket ind. Jeg er klar til at åbne mit sind, men ligeledes har jeg paraderne en lille smule oppe. For selv om jeg har en god generel opfattelse af hvad der måske skal ske, så er jeg en smule nervøs for præcis hvad jeg har begivet mig ind til. Der står en regulær væg af forstærkere i en halvcirkel på scenen, og da lyset slukkes, skydes der større mængder røg ud fra venstre og højre, end jeg nogensinde har set. En længere optagelse af Venom live fra City Gardens 1986 spiller i flere minutter. Det er dog klippet således at man kun hører Cronos snak til publikum og begyndelsen af hver sang. Det får flere til at le i salen, og måske er det fint med en lidt løs stemning inden at rejsen for alvor begynder.
Da de 2 arkitekter kommer ind med deres guitarer iført lange sorte kutter rammer en lydmur mig som intet andet jeg før har oplevet. Vibrationerne tvinger sig ind i kroppen på mig så det næsten føles som et overgreb. Så højt og destruktivt er det så jeg kort bliver i tvivl om mine ørepropper kan stå distancen. Det er starten på en ceremoni hvor ikke kun ens kød, men også ens psyke vendes på vrangen. Det er så uvirkeligt langsomt og så ubeskriveligt tungt, at jeg forestiller mig, at Marianergravens beboere rejser sig fra deres dvale og indtager overflade verdenen i et “Lovecraftian” mareridt. Strobelys blinker bagved, men jeg lægger næsten ikke mærke til det. Jeg kæmper en kamp. For det her er direkte voldelig musik. Gåsehuden rejser sig på mine arme imens at jeg synker dybere og dybere ned i ekkoet af det soniske fængsel som Sunn O))) har fordømt mig til. Røgen drukner os og kun silhuetterne af musikerne anes.
Det er det mest minimalistiske maksimale der findes. For der sker på en måde så lidt, men samtidig så overvældes alle mine sanser, og som koncerten skrider frem, sveder jeg på trods af at jeg står helt stille. Jeg mister mere og mere tidsfornemmelse. Er det muligt både at begrænse og udvide sine tanker i en så ekstrem grad på samme tid? Det er dog for meget for flere, og nogle vælger at gå, og der bliver mere og mere tomt omkring mig. Jeg har det som om at jeg er ladt alene tilbage i et hav af endeløse klangflader, og jeg ved ikke om der eksisterer en verden udenfor. Jeg tror ikke at man nødvendigvis kan forstå Sunn O))) og ej heller kan man 100% forklare det. Det er provokations kunst og abstrakte visioner, der på det nærmeste dekonstruerer elementerne i alt det vi tror at vi kender. På den ene side ville jeg ikke anbefale det til andre og alligevel ønsker jeg at flere kan prøve at blive opløst i støjens nexus.
Guitarerne hæves og sænkes, og O’Malley og Anderson løfter deres hænder op i luften. Der er ikke mere bevægelse og ingen kommunikation, og det er godt det samme. For jeg er så optaget af at hengive mig til dybet og den monolit, der tårner sig op med former, der trodser alt logik. Hvad det præcis er som at Sunn O))) kan kommer i høj grad an på ens perspektiv. Er det en installation over avantgarde dogmernes prætentiøse og ulidelige essens? Eller er det at opfinde ny unik musik der ikke har nogen rival? For hvad kan måle sig med dette? Hvad kan sammenlignes med dette? Sunn O))) er kontrasten til alt andet, der terroriserer, fascinerer og hvorimod alle vores opfattelser splintres.
Se galleriet af Magnus Karms Blichfeldt herunder
