Latinamerikanske akustiske lækkerier

Er der en ting, som man nærmest altid har kunne have som garanti i forbindelse med texanske The Mars Volta, så skulle det da lige være, at man aldrig er garanteret noget som helst. Der er konstant udvikling i dette projekt, og efter en længere pause kom det da heller ikke som den helt store overraskelse, at bandets seneste udgivelse, The Mars Volta, var i en helt anden grøft, end hvad mange alligevel havde forventet. At forvente noget af noget, som i sagens natur må kategoriseres som uventet, virker måske fjollet, men dette selvbetitlede album skilte alligevel vandende, da det udkom sidste år.

Netop derfor er det da også med en forventning om endnu(!) større forandring, at jeg får sat mig til rette, slået fødderne op og sat Que Dios Te Maldiga Mi Corazon på anlægget. De eneste forventninger, jeg går ind med, er at dette værk er en akustisk version af førnævnte selvbetitlede album, og at jeg i kraft deraf er ude på så småt dybt vand, for hvad betyder det lige, når det evigt foranderlige band begiver sig ud i akustisk?

Det korte af det lange er, at det for langt det meste spiller enormt godt og tilbagelænet. Chill-faktoren er enormt høj albummet igennem, og gruppen spiller glimrende. Vi er ikke ude i, at The Mars Volta har begået sig en voldsomt alsidig, adspredende eller hysterisk omgang akustisk musik. Sandheden er nærmere, at vi bevæger os meget i latinamerikanske rytmer, hvilket egentlig flugter ganske glimrende i forhold til de originale kompositioner. Det er ikke svært at genkende numrene i forhold til deres oprindelige versioner, og alligevel skiller de sig nok ud til, at man føler, at man sidder med et tilpas anderledes værk – noget, der taler for sig selv.,

Musikken er velspillet, hvor særligt de forskelligartede trommer har et lækkert feel sammen med den smukt udførte kontrabas. Hvad der dog virkelig formår at skinne igennem på Que Dios Te Maldiga Mi Corazon, er vokalen, der i sin egen særprægede stil er nærmest konstant inciterende og ikke mindst insisterende og næsten konsekvent konfronterer lytteren og tvinger denne til at forholde sig til en vokal, der helt ærligt ligesom gruppens musikalske variationer vil splitte vandene.

Cedric Bixler-Zavala synger teknisk set fuldstændig eminent og har en utrolig kontrol over sin vokal, der særligt ligger i det høje register. Det høje register og mandens lidt specielle vokal vil dog formentlig ikke være for alle, ligesom den fungerer bedre i nogle numre end i andre. Flere gange i løbet af albummets varighed vækker den minder om Kevin Gibson fra amerikanske Tub Ring, og det er bestemt ment som positivt.

Albummet foregår hovedsageligt på engelsk, men de perioder, hvor der bliver sunget på spansk, formår alligevel på sin vis at fremstå mere autentiske i forhold til det musikalske udtryk. Det bryder lidt med de typiske latinamerikanske rytmer og instrumentationer, når der bliver sunget på engelsk kontra det spanske.

Produktionen er dejligt klar uden på nogen måde at fremstå overproduceret. Albummet besidder dejligt lækker og alsidig dynamik og er behagelig at lytte til hele vejen igennem, ligesom pladen formår at danne sig nyt liv ved genlytninger. Der foregår nemlig utroligt meget mere i numrene, end man formentlig lægger mærke til ved første lyt.

Musikalsk formår albummet at være ganske interessant. Særligt gentagne gennemlytninger får albummet til at åbne sig på en anden måde, end det umiddelbart gjorde fra start. Bevares, ikke alle sange albummet igennem er lige godt gennemførte, men selv når det ikke er The Mars Volta på toppen, formår bandet at redde sig hjem med den charmerende latinamerikanske stil. Dette til trods så går der nu engang lidt for meget ligegyldigt i den på enkelte numre. Jeg forestiller mig at lytte til dette album en varm sommerdag, og dette passer den perfekt til.

Er man derimod kommet for metal, ja, så skal man nu engang gå i en endnu større bue udenom dette album, end man skulle med sidste års udgivelse, der trods alt besidder nogle rock-elementer i sit musikalske udtryk. Disse er så godt som væk på Que Dios Te Maldiga Mi Corazon, der i stedet på enkel og smuk vis formår at ramme lytteren med kaskader af latinamerikanske rytmer og smuk vokalføring. Albummet vil nok i bedste The Mars Volta-stil dele vandende, men ville det også være et The Mars Volta album, hvis ikke det gjorde dette?