En lørdag i sabbattens tegn

Så var foråret kommet over den fynske hovedstad – og hvilken bedre måde at fejre det på end at begive sig ind i Postens mørke koncertsal og høre tung, tung musik? Denne lørdag var det igen Metal Mekka, der stod bag arrangementet, og igen var det Postens gamle scene, der var rammen for aftenens koncerter.

Præmissen for arrangementet var, at alle bands der spillede, skyldte Black Sabbath en særlig tak i forhold til inspiration. Det kan man måske sige om de fleste metalbands i verden, men der var i hvert fald lagt op til en aften med tung og slæbende musik af fineste karakter.

TOTEM
Aftenens første band var lokale TOTEM, hvis inspiration fra Black Sabbath hovedsageligt kommer ad omveje fra bandet Kyuss, hvilket dog slet ikke er at kimse af. Bandet leverer fede, tunge, catchy riff en masse, og vokalen passer perfekt til musikken – specielt når sangeren vover sig ud i mere råbende passager og presser sin stemme ud af komfort-zonen.

Koncerten var TOTEMs første, og selvom man ikke er i tvivl om, at alle medlemmer er garvede musikere – alle spillede helt fint – så er det helt tydeligt, at de lige skal have fundet hinanden på scenen. Når bandet bliver bedre sammenspillet på scenen, bliver der også mere overskud til at komme ud over scenekanten, og det er det væsentligste, TOTEM mangler lige nu.

Lewd Flesh
Det med at komme ud over scenekanten valgte Lewd Fleshs sanger at tage helt bogstaveligt: Fra første nummer af tog hun sit mikrofonstativ og satte det midt på scenegulvet, hvor en publikums-pit normalt ville være (men det var Odense, så selvfølgelig var der ingen pit). Dette virkede overraskende godt, da resten af bandet hurtigt fyldte scenen ud og publikum fik en noget mere intim oplevelse ud af det på denne måde – endda uden at de behøvede forlade området omkring baren!

Musikalsk minder Lewd Flesh mig lidt om en blanding imellem Coven og Blues Pills – og det er altså ikke kun fordi, alle tre bands har blonde, kvindelige forsangere, men musikken kunne meget nemt være en tungere udgave af Blues Pills, og vokalen minder mig en del om Jinx Dawson fra Coven. Ganske fint, og et udmærket show, der dog mest levede i kraft af sangerens indlevende tilstedeværelse.

Bethmoora
Aftenens hovednavn var et ret ubeskrevet blad for mig, men de fik hurtigt al min opmærksomhed! Bethmooras musik er som hentet direkte fra de dybeste afgrunde af Cthulhus egen grotte. Det er noget af det tungeste, jeg har hørt i mange år og vil helt sikkert være et hit hos fans af bands som Thou, Moss og Gnaw Their Tongues.

Eneste lille anke, jeg har til dette pragtfulde, mørke mesterstykke af en koncert, var, at der igen virkede til at være for lidt fokus på samspil imellem band og publikum. Det kan dog være meget svært at finde den helt rette balance i den forbindelse, når man spiller så langsomt, at de fleste publikummer glemmer, hvilken takt, de skulle bange hovedet til, før næste storetrommeslag kommer.

Bethmooras optræden var mere en gal, meditativ oplevelse, end det var en storslået koncert, men det er en oplevelse, jeg er glad for, jeg fik, og som jeg glæder mig til at få igen. Bethmoora er landets p.t. tungeste band, og jeg har svært ved at se nogen, der vil overgå dem i en nær fremtid.